Læsetid: 3 min.

Stjernetung familie

Nikolaj Zeuthen udstiller småbørnsforældrene i en ond bog om to mennesker, som har låst sig selv fast til et liv, de ikke kan lide
Familieliv. Zeuthen har i den grad haft øjnene med sig, og hver eneste tidstypiske detalje står helt skarpt og fremkalder syrlig latter.

Familieliv. Zeuthen har i den grad haft øjnene med sig, og hver eneste tidstypiske detalje står helt skarpt og fremkalder syrlig latter.

24. september 2010

Man kan ikke lade være med at få lidt ondt at Nikolaj Zeu-thens venner, eller hans kone eller ham selv for den sag skyld, når man læser hans satiriske debutroman Verdensmestre. Faktisk kan man ikke lade være med at få lidt ondt af sig selv, hvis man som denne anmelder kommer fra nøjagtigt samme generation og segment, som Zeuthens hovedpersoner og derfor genkender deres kamp med at få børnene til at sove, hverdagen til at flyde og frihedslængslerne indfriet. Det er det skemalagte småbørnsliv, som Verdensmestre beskriver så helt igennem nådesløst og præcist, at Zeuthen må kende livsstilen indefra.

Anna og Rune hedder bogens unge par, som hopper i voksenfælden, da de optager lån for at udvide familien og andelslejligheden, og dermed binder sig til fast fuldtidsarbejde i de næste 30 år. »Nu kunne livet begynde« som Zeuthen gnækker skadefro i bogens prolog.

Og så skildrer Zeuthen ellers Anna og Runes liv og de krumspring, som de udfører for at kunne holde sig selv og børnene ud, samtidig med at de holder fast i deres eget selvbillede som succesfulde og ansvarlige voksne. De tager i IKEA i håb om at flere kasser vil skabe mere orden, de kæmper for at få den bedste institutionsplads til børnene og de flirter lejlighedsvist med kostrådene fra bogen Kernesund familie. Zeu-then har i den grad haft øjnene med sig, og hver eneste tidstypiske detalje står helt skarpt og fremkalder syrlig latter.

Opgør

Bogen kan også læses som et opgør med det pæne middelklasseliv, som ellers har udgjort den positive ramme om de danske films mange hverdagsdramaer. I Verdensmestre er der bare ingen utro koner eller døende fædre, for dramaet er selve den stjernetunge hverdag, hvor alt bliver til rutiner fra hårbørstning til sex. Man kommer til at tænke på Kjeld Abels gamle kulturradikale slagsnummer »Sangen om Larsen« og dens sørgmodige omkvæd. »Det skulle være så godt og så er det faktisk skidt«. Rune og Anna er lige så fanget i småborgerligheden, som 1930'ernes flipproletar og i modsætning til Abell nærer Zeuthen vist ikke meget håb, om at kommunisme eller seksuel frigørelse vil kunne redde dem. De udflugter, som Anna og Rune selv finder på (en længere ferie til Spanien og et år på Lolland Falster) er dømt til at mislykkes og ved bogens slutning må de endda erkende, at datteren Emma er akkurat lige så besværlig og umulig som skolepige, som hun var som børnehavebarn.

Klummeniveau

Satiren havde måske fået ekstra bid, hvis Zeuthen bare nogle gange havde tilladt sig selv at se på sine hovedpersoner med lidt mere ømhed. I stedet vælger han at forklare deres handlemåde for læseren i lange lommesociologiske udredninger og korte skarpe kommentarer. De passager hæver sig ikke over klummeniveauet i de danske dagblade og næsten beder om at blive sprunget over.

Det gør resten af Verdensmestre til gengæld ikke, for det er absolut velgørende at læse et opgør med den fantasiløse kedsomhed, som åbenbart har det med at snige sig ind på os, lige meget hvor postmoderne og frisatte samfundsanalytikerne siger, at vi er. »Har han det virkelig sådan?« tænker man efter endt læsning, når man får øje på endnu en mut far på Christaniacyklen og endnu værre må man sværge for sig selv at »sådan har jeg det i hvert fald ikke«. Man bør unde sig bogens tilbud om et ængsteligt grin og et nyt blik på sig selv og sine venner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu