Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Stor kunst om det der kommer ud af barnets mund

Vomit surpreme. Den velvilligt indstillede læser og jeg har blot at sige, at det har været en udsøgt fornøjelse at følge Barnets opkastninger og den beredvillige augurs tydninger af det, der kom op
Kultur
1. oktober 2010

Det er ingen skovtur at læse Preben Major Sørensen:

»Det taknemmelige tortur-offer udpegede for sine bødler selv de steder, hvor piskeslagene ville gøre mest ondt og kom med forslag til særligt smertelige torturmetoder, som bødlerne lod sig inspirere af og fulgte.«

Det er til gengæld indimellem morsomt:

»Jeg kan kun sige, at jeg er ret ligeglad med det hele. Det jeg forstod, da jeg var ung, forstår jeg ikke mere. Jeg kan godt se, at det ikke var helt ved siden af, men jeg kan dårligt længere huske hvordan.«

Begge citater er indledninger og stammer fra »Paradislegen« og »Så er det sagt« fra Øksens tid fra 2002, som jeg hiver frem, fordi den har den selvbestaltede genrebetegnelse 'Læsioner'. Et ord, der egentlig kunne betegne alle Major Sørensens prosastykker - også romanen Barnet, som samtidig er et lille ryk i en ny retning i et forfatterskab, der ved gud har delt vandene. Især har et noget ustabilt 'jeg', som agerer fortæller, forfatter plus pervers gammel gris i en og samme figur evnet at provokere og trætte læserne.

Men det hører med at nævne, at man hos Majoren ofte også finder direkte henvendelser fyldt med forståelse for maset med at komme igennem sagerne til »den velvilligt indstillede læser« (som nok ikke længere tæller Jyllands-Postens Erik Svendsen eller Weekendavisens Leonora Christina Skov, der begge ikke helt kunne gå med til at kalde forfatterens 2009-bog, Nattergalens henrettelse, kunst). Ofte udtrykker teksterne meget passende en skepsis på egne vegne over, om de overhovedet vil blive læst. Således også i Barnet.

En ubehagelig kopi

Den velvilligt indstillede læser skal denne gang udstå en burlesk forestilling med et nyfødt barn, der kaster op og kaster op. En augur (en, der kan tyde varsler) tilkaldes, men det er Majorens velkendte figur, den gamle sure mand, der beretter, hvad han ser (og kommenterer det flittigt i parenteser) eller parentetiske bemærkninger, hvis ikke det da går helt amok som i kapitel ni og bliver en lang digression indeholdende bl.a. dette statement: »der findes nemlig ingen stor sund kunst!«.

Registreringerne af opkast samt erhvervsmuligheder begynder nogenlunde fredeligt:

»Der kommer en tang ud af barnets mund. Det skal være fisker (eller teolog). Ja, ja.//Der kommer et isbjerg ud af barnets mund. Det skal være skibslæge. (Det kan også blive lods).//Der kommer en due ud af barnets mund. Det skal være skomager (eller snedker)

Det voldsomt vomiterende barn forekommer fortælleren »at være en ubehagelig kopi af mig selv, en parodi på mig selv som barn«, står der i et indledningsord, der også oplyser, at forestillingen kom i et natligt syn. Preben Major Sørensen har altså smurt et tykt lag fiktionsfernis ud over sin tekst: Fortælleren er utroværdig, fortællingen bliver mere og mere grotesk, idet barnet bliver ved med at kaste alverdens sager, sabelslugere, kongerækker og dyr op. Barnets mund flænses af nogle af genstandene og må sys, og det dør også undervejs, men bliver ved med at kaste op, ikke som englebarn, selvfølgelig, men som spøgelsesbarn.

Med Barnet går Majoren i en lidt ny retning. Tekstens motor er gentagelsen, eller afvigelser fra gentagelsesmønstret. Den er ganske enkelt blæret orkestreret. Stram og alligevel helt fri. Det nye drejer sig også om, at der er skruet ned for provokationen, det er svært at forestille sig en læser, der vil blive moralsk anfægtet af Barnet. Til gengæld er humoren, fiktionsspillet og løjerne sluppet løs. Barnet er en lumsk drejet barndomserindring om »de uartikulerede lydes stadium, hvor vræl og ralle og det dyrelignende dominerer«, altså den tid i et menneskes liv, inden det får sprog og begynder at tale. »Thi har et menneske først lært at tale, er det der kommer ud af munden på det, sjældent særligt opsigtsvækkende.« Således er Majorens skepsis over for at komme nogen vegne, eller komme videre ved hjælp af sproget, intakt. Det er derfor et kæmpe paradoks, at forfatterens sprog er kunst af den store slags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her