Læsetid: 3 min.

Sur sur sur, lille digt omkring

Henrik Nordbrandt er ikke melankolsk, men vred og vrissende i sine nye digte. Det klæder ham, især når han går planken ud
24. september 2010

Henrik Nordbrandts nye digtsamling Vi danskere er bedst, når den er surest, når galden og vreden toner helt rent. Det sker i digte, som ikke opblødes af melankoli eller et lille smil i mundvigen og heller ikke udstanses af Nordbrandts normale krummelurer. I stedet lader de for eksempel de samme korte formuleringer mutere, stadigt mere vrængende og hidsigt.

Sådan her begynder en bandbulle af et digt, titlen er »COP15«:

»Jeg er dumheden. Jeg sælger. Jeg er klog./ Mit valgsprog er: Det kan betale sig./ Jeg er dumheden. Jeg kan betale mig./ Jeg laver penge af naturen, så den kan betale sig./ Det kan naturen ikke selv. Naturen har ingenting/ jeg ikke kan købe af den./ Derfor elsker I mig højere end naturen.«

Og så fremdeles, indtil digtet kulminerer med en passage, hvor »Jeg er Nero. Hører I? Det brændende Roms/ flammer er I. Se selv jeres genskær på mit ansigt

Thomas Boberg har skrevet med samme raseri i nogle af sine nyeste digtsamlinger, men i hans digte har raseriet det med at blive mytisk, det udspiller sig blandt hesteædere og westernhelte. Hos Nordbrandt er det rettet mod her og nu - mod Danmark, det danske sprog, de danske politikere, mod København, mod jazz, mod hygge og humor og andre ting fra hverdagen.

I de her digte er der ingen af de omvendinger, man finder i så mange andre af Nordbrandts digte. I stedet er de skrevet på baseballkøllens poetik: man ser noget ude i verden, og så knalder man det fuldstændigt usagligt én på siden af hovedet, så hårdt man overhovedet kan.

Svineproduktion

Det er også en digtning, hvor den direkte henvendelse er vigtig. Læseren skal tiltales og inddrages, det kan ikke nytte noget, at al den sproglige energi bare står og sprutter for sig selv. Her er en bid fra et andet rasende digt i Vi danskere, »Svineproduktionen«.

»Kopier mit digt, selv om I ikke kan lide det./ Jeg kan heller ikke lide det./ Kritikerne vil sikkert kalde det et metadigt/ men det skulle gerne lyde og lugte som et svineslagteri./ Inden mange år, mener mange, vil svineorganer/ kunne erstatte jeres, når de svigter./ Det lyder ikke rart i et digt./ Så skriv det ned. Prøv at føle det. Når jeres kroppe/ og svinenes ligner hinanden så meget, at de kan ombyttes/ må jeres følelser også være temmelig ens.«

Der er noget bedragerisk enkelt over linjer som ovenstående. På en måde er det let at glemme digteren Nordbrandt, når man læser Vi danskere. Her er jo ikke noget af det, man tit forbinder med lyrik: refleksion, kompleksitet, eksistens og eftertanke og den slags. Han er der nu stadig, digteren, på de (mindre interessante) steder i Vi danskere, hvor raseriet erstattes med en affabelt melankoli, eller hvor der lige skal sættes et rim eller krummelure ind undervejs.

Men han er der også i en sproglig sikkerhed, som holder bandbullerne på plads. Det er faktisk svært at være vred på skrift uden også at virke lidt latterlig. Og der er ikke noget latterligt over Vi danskere, selv om man godt kan komme til at le undervejs. Den latter er så både bitter og imponeret, men det er heller ikke det værste.

Og så kan det gådefulde pludselig dukke op midt i enkelheden. Et sidste digt, »To byer«:

»Nu skal jeg forklare dig forskellen/ mellem København og Amsterdam./ Der hvor der er vand i Amsterdam/ er der lort i København./ Og indbyggerne kan lide det!/ I Amsterdam har de toiletter./ I København klarer de det med ske

Hvad er det lige, vi klarer med en ske, os Københavnere, og hvordan er det lige, vi gør det? Det er på en måde godt, og på en anden måde ikke så godt at tænke over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu