Sympatisk indtil det fremragende

Måske fordi handlingen er så umiddelbar speget med hebræere og assyrere og kærlighedshistorier frem og tilbage, og fordi det er én af Verdis tidlige operaer, der stadig hænger lidt i skørterne på Rossini, er Nabucco ikke den opera, man ser mest opført eller indspillet. De fleste kender det berømte fangekor »Va, pensiero« men ikke rigtig sammenhængen.

Først den nødvendige historie, som er god at have sat sig ind i, inden man skal nyde musikken: Jøderne er belejrede i Jerusalem og har søgt ly i Kong Salomons tempel, mens assyrernes konge, Nabucco, rykker nærmere. De har hans datter, Fenena, og truer ham med at henrette hende, da han når frem, men den hebraiske konges nevø, Ismaele, der engang selv er blevet hjulpet ud af et babylonsk fængsel af kongedatteren og elsker hende, får fravristet kniven fra ypperstepræsten og derved ladt sit folk i stikken. De tages til fange og følger med til Babylon, hvor Fenena hersker, mens hendes far er i krig igen. Men Fenena har omvendt sig til jødedommen og vil frigive jøderne. Det sætter hendes jaloux søster, Abigaille, sammen med babylonernes Baal-præst en stopper for ved at overtage magten, lige indtil Nabucco dukker op og spørger, hvad der foregår. Han sætter sig over alle ved at kalde sig ikke bare konge, men Gud, men i det samme lyder tordenbraget og Nabuccco står som ramt af lynet og bliver gal og apatisk. Abigaille er igen herskerinde og vil have jøderne og Fenena henrettet, hvilket hun skal bruge den gale konges underskrift til. Den får hun, men kort efter forstår Nabucco, at han har underskrevet sin egen datters dødsdom og kryber bogstavelig talt til korset i bøn til at jødernes Gud vil hjælpe ham. Han vil afstå alt for sin datter.

Endelig kommer en flok kongetro assyrere sammen med Ismaele og får trukket Nabucco ud af sin apati og frem til at komme hebræerne og Fenena til undsætning. Den onde søster og Baal-præsten besejres, og Nabucco og jødernes ypperstepræst Zaccaria slutter fred.

Den altruistiske tåre

Det er tungt og kompliceret drama, men under alt dette skal man forestille sig en strømmende, livskraftig musik, der bestandig må slå over i tredelte dansetakter, kæler for enhver skønhed, står alle følelser bi og skifter umærkeligt fra kammermusikalsk ro til det fulde kor. Forvirrende måske, men ikke under den fremragende Pier Giorgio Morandis direktion, der får én til at føle sig på La Scala og tæt på Verdis intentioner. Verdi skrev operaen til Temistocle Soleras libretto, mens Norditalien var belejret af østrigerne, og belejringstemaet har selvfølgelig vakt genklang hos publikum.

Men langt mere end en historie, om en konges fald og et folks sejr, er Verdis opera et stykke, der handler om en mand, der præsterer de værste forbrydelser, man kan, mod andre og egne, fordi ingen står over ham, indtil han rammes af lynet, eller tåren snarere. I det moment en slags overmenneskelig kraft rammer Nabucco i hans storhedsvanvid og udråben sig selv til Gud, ændrer alt sig hos Nabucco og i musikken: »Hvem har givet mig denne tåre?«.

Nabucco er blevet degraderet til menneske, og noget sært anes hos ham, om at han i sin menneskelighed har følelser, der måske endda vil lede til medmenneskelighed.

Sådan klager den onde søster Abigaille også i sin arie, hvor hun forstår, at hun er barn af slaver og slet ikke er kongedatter.

I et intenst øjeblik med den forsmåede søster, der kun vil ondt, forstår man, at det, hun længes mest efter, er den slukte evne til at føle noget for andre, og hun synger bittert om, at engang var hun også sådan:

Piangeva all' altrui pianto,
Soffriva degli altri al duol;
Ah! chi del perduto incanto
Mi torna un giorno sol?

(Jeg græd ved andres tårer. Jeg led ved andres smerte; Åh, hvem vil én eller anden dag, føre mig til den tabte glæde? )

Det er denne leden efter altruisme som den største nåde, der er omdrejningspunktet i Verdis opera, og som denne opsætning har den største sans for.

Æstetisk blodbad

Sceneriet er flot og enkelt med blot en lænestol og en lampe til at skildre herskeren og despotens privat og en kvadratisk søjlekasse, der kunne ses som og fungere som tempel i moderne israelsk stil eller kongebolig i forrige århundreds Mussolinistil, et herligt sammentræf.

Og hvor må jeg applaudere for det diskrete blodbad, der randt ned ad væggene, når henrettelser skulle illuderes. Det er noget af det bedst udgydte teaterblod, jeg har set. Kostumerne var klædelige og nutidige, som tøj vi alle kunne blive taget i, hvis der pludselig skulle komme en belejring fredag aften og i det hele taget var det nutidige præg perfekt afstemt uden belemrende aktualisering, men med største naturlighed. Intet overflødigt tilsat.

Koret var velforberedt og stærkt syngende, John Lundgren som Nabucco var bedre som god end som ond, men til gengæld virkelig rørende og intens i sit fald, Kristinn Sigmundsson var en fremragende ypperstepræst, alfaderlig over for koret med bade fysisk og karismatisk pondus og stor stemme.

Mlada Khudoley var som Abigaille en stærk figur, der til fulde fik inkarneret sit ulykkelige begær og med en stemme der både kunne knalde igennem og smyge sig til noget smukt. Matilda Paulssons Fenena var troværdig og velsyngende, mens Niels Jørgen Riis fik balanceret Ismaeles skingre tenorparti til en karakter, der hvilede i sig selv og sine handlinger. Bengt-Ola Morgny og Jens Bruno Hansen som henholdsvis Nabuccos nærmeste mand og Baal-præst udfyldte, ligesom Stephanie Lippert som en jødisk pige, deres roller perfekt. Yderst sympatisk opsætning, yderst fremragende opera.