Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Trekantsdrama

Skuespillerinden Christine Hermansens selvfinansierede spillefilm, ’Caroline – den sidste rejse’, er et sympatisk og ambitiøst forsøg på at genfortælle historien om Caroline Mathilde, Christian VII og Struensee
Skuespillerinden Christine Hermansens selvfinansierede spillefilm, ’Caroline – den sidste rejse’, er et sympatisk og ambitiøst forsøg på at genfortælle historien om Caroline Mathilde, Christian VII og Struensee
Kultur
23. september 2010

Det er et ambitiøst og sympatisk projekt, skuespillerinden Christine Hermansen har kastet sig ud i med spillefilmen Caroline - den sidste rejse. Ikke nok med at hun har brugt egne penge til at finansiere filmen, hun har også skrevet manuskriptet, spiller selv titelrollen og har fået en række gode skuespillere - blandt andre Kim Bodnia, Finn Nielsen og Asger Rehr - til at medvirke. Instruktionen står Henrik Kolind for, og Caroline - den sidste rejse er et godt eksempel på, at vil man, så kan man.

Filmen tager udgangspunkt i ægteskabet i 1700-tallet mellem Caroline Mathilde og Christian VII og hendes forhold til kongens ven og rådgiver, livlægen Johann Struensee. Det nye er dog, at Christine Hermansen har flyttet handlingen til nutiden og placeret den i en forretningsverden, hvor 'fornuftsægteskaber' også er en del af spillet. Således bliver Caroline og Christian gift, fordi deres firmaer har brug for det. Det er dog ikke noget lykkeligt ægteskab, forstår man.

De er lykkelige for en tid, men i kulissen lurer og konspirerer folk fra Christians firma. De føler sig truet af den intelligente Johan, der er i færd med at modernisere firmaet. Det er en god idé at flytte handlingen frem i tid og give publikum bedre mulighed for at forstå og engagere sig i Caroline Mathilde og Struensees tragiske skæbne - og samtidig undgå periodefilmens mange faldgruber. Grådighed, magtbegær og intriger er også en del af hverdagen i forretningsverdenen.

Men når Christine Hermansen, vel af økonomiske hensyn, lader det meste af handlingen foregå i et sommerhus, underminerer hun sit eget greb.

Et andet problem er de spring i tid, hun har lagt ind i handlingen, og hvor man indimellem kæmper med at finde ud af, hvor man befinder sig i handlingen og må spørge sig selv, 'hvad er sket, hvad er ikke sket endnu?'

Skuespillerne gør det generelt glimrende. Ærgerligt er det dog, at Morten Hauch-Fausbøll overspiller i rollen som den vege Christian. Han har så store armbevægelser og teatralsk en diktion, at hans præstation føles forkert i en film, hvor intimitet, pauser og en vis naturalisme i skuespillet vægtes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her