Læsetid: 5 min.

Jeg tror på Amerika

Francis Ford Coppolas 'The Godfather'-saga, der har repremiere i denne og næste uge, handler ikke kun om mafiaen og familien Corleone, men også om familieværdier, kapitalisme og bagsiden af den amerikanske drøm
Tidsbilleder. 'The Godfather'-sagaen handler om et Amerika fuld af immigranter, om hvordan dette Amerika udvikler sig op gennem 1900-tallet, om familiestrukturer, om bagsiden af den amerikanske drøm, og om hvordan kapitalismen kan forføre og korrumpere selv det mest uskyldige individ.

Tidsbilleder. 'The Godfather'-sagaen handler om et Amerika fuld af immigranter, om hvordan dette Amerika udvikler sig op gennem 1900-tallet, om familiestrukturer, om bagsiden af den amerikanske drøm, og om hvordan kapitalismen kan forføre og korrumpere selv det mest uskyldige individ.

30. september 2010

Nogle film kan man se igen og igen uden at blive træt af dem. Sådan har jeg det med Francis Ford Coppolas mesterlige The Godfather-trilogi, som jeg efterhånden har set så mange gange - på tv, vhs, dvd og Blu-ray - at det ikke burde være muligt for mig at få mere nyt ud af den ved endnu et gensyn.

Men sådan forholder det sig slet ikke, kunne jeg konstatere, da jeg for mindre end en uge siden så de to første film i den storslåede, uhyre velspillede og levende og smukt iscenesatte familiesaga på det store lærred i nye, digitale versioner.

Den ene tjeneste ...

Der er detaljer og nuancer i både Gordon Willis' stemningsfulde billeder og Walter Murchs udtryksfulde lydside, som jeg ikke før har fanget, og det vidner kun om de to films dybde og kompleksitet, at der også er elementer af fortællingen, som står klarere for mig, efter at jeg har set dem med et par dages mellemrum.

»I believe in America,« siger bedemanden Bonasera i The Godfather, der er baseret på en bog af Mario Puzo. Det er de første ord, der siges i filmen, og begyndelsen på en lang sekvens, som elegant sætter hele scenen for det underholdende og tragiske familiedrama, hvor en familie er noget, man fødes ind i, vælger at være en del af eller er en eufemisme for mafiaen.

Bonasera vil have sin gudfar, mafiabossen Don Vito Corleone (Marlon Brando), til at gøre sig en tjeneste, velvidende at en sicilianer ikke kan afslå dette på sin datters bryllupsdag.

Og i dag skal Don Corleones datter, Connie (Talia Shire), giftes ved en stort anlagt bryllupsfest lige uden for New York.

Bonaseras datter er blevet forulempet og invalideret af tre unge mænd, som ingen nævneværdig straf har fået af de myndigheder, bedemanden ellers som god amerikaner havde sat sin lid til. Og nu vil han have hævn.

»Hvad tror du, vi er, mordere?« siger Don Corleone med påtaget fornærmet mine og vil ikke tage imod penge fra bedemanden for at hævne datteren. Det drejer sig om venskab og om respekt, og først da bedemanden ydmygt beder om blive Don Corleones ven, indvilger mafiabossen i at gøre ham en tjeneste og hævne datteren. Men, siger han også til Bonasera, nu skylder du mig en tjeneste.

Familiestrukturer

I løbet af de mere end seks timer, som de to første og bedste film varer - tre'eren er ikke dårlig, men den kan heller ikke leve op til forgængerne - fortælles så blandt andet den medrivende historie om, hvordan forældreløse Vito Corleone (som ung spillet af Robert De Niro) i 1901 ankommer til New York fra Sicilien, og hvordan han langsomt arbejder sig op til at være storbyens og underverdenens godhjertede diktator, som holder de sicilianske traditioner og familieværdier i hævd.

Og således handler The Godfather-sagaen ikke kun om Corleone-familien. Den handler også om et Amerika fuld af immigranter, om hvordan dette Amerika udvikler sig op gennem 1900-tallet, om familiestrukturer, om bagsiden af den amerikanske drøm, og om hvordan kapitalismen kan forføre og korrumpere selv det mest uskyldige individ.

Vito Corleone får tre sønner, Sonny (James Caan), Fredo (John Cazale) og Michael (Al Pacino) og adopterer den hjemløse Tom (Robert Duvall), og selv om det på ingen måde ligger i kortene, er det bogormen Michael, som ender med at videreføre og modernisere familievirksomheden.

Den første film skildrer magtskiftet, den anden film i to parallelle forløb Vito første tid i New York, og hvordan Michael flytter familien til Nevada og konsoliderer sig som en af den amerikanske underverdens mest magtfulde og frygtede skikkelser.

Varme og kulde

I struktur spejler de to ellers stemningsmæssigt forskellige film hinanden, og det er spændende at se, hvordan den varme og, ja, anstændighed og de tætte familierelationer, der præger Corleone den ældres regeringstid, under Michael afløses af kulde, fremmedgjorthed og en uforsonlig brutalitet, der ikke tolererer det mindste fejltrin. Ikke fordi Michael bevidst vil det sådan, men fordi han tilhører en anden generation og lever i en anden, mere kynisk tid.

Både Michael og hans far er forretningsmænd, men hvor Vitos virksomhed er et familieforetagende, er Michaels virksomhed en stor, upersonlig koncern.

I begge film understreges Corleone-familiens - mafiaverdenens - dobbelte væsen: I The Godfather klippes der frem og tilbage mellem den solbeskinnede bryllupsfest, hvor der synges og danses som til en rigtig familiekomsammen, og Don Corleones møder med 'familiemedlemmer' og venner i sit mørke kontor, hvor man planlægger død og ødelæggelse.

Scenen gentages i The Godfather II, hvor Michael mødes med korrupte politikere og utilfredse 'familiemedlemmer', mens man udenfor, ved bredden af Lake Tahoe, fejrer sønnen Anthonys konfirmation. Den festlige stemning er dog til at overse. Folk kender ikke hinanden, og da et ældre medlem af Corleone-familien indtager scenen for at få orkestret til at spille en glad tarantella, ender det med i stedet at spille Yankee Doodle Dandy.

Familien med de italienske aner er blevet assimileret, og det bliver dens fald.

Kærlighed og familie

Francis Ford Coppola, hvis forældre er italienske indvandrere, er nostalgiker, og jo længere Corleone-familien med Michael i spidsen fjerner sig fra de traditioner og dyder, Vito har dyrket, jo mere går det galt for Michael på det personlige plan. Forretningerne blomstrer, men til sidst i The Godfather II sidder Michael alene tilbage på toppen af verden uden venner og familie omkring sig.

Familien har altid været vigtig for Francis Ford Coppola. Flere af hans film handler om familier - også hans egen - og under filmoptagelser behandler den amerikanske instruktør filmholdet som en del af sin familie. Og når han ikke selv laver film, hjælper han sine børn, Sofia og Roman, med at producere deres.

»Familien er vigtig for os alle,« sagde Coppola, da jeg for et par år siden interviewede ham i Cannes om hans seneste film, familiedramaet Tetro.

»Vi lærer kærligheden at kende gennem vores familie. Vi er pattedyr, og vi rummer kærlighed, fordi vores mor holder os og føder os, og vi mærker hende og elsker hende. Vi elsker vores far, fordi han leger med os, og han beskytter os og bærer os hjem, når vi er søvnige. Alle vores første følelser omkring kærlighed kommer fra familien. Vi lærer at være os selv gennem familien.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Christian for en meget fin analyse og omtale af en verdens ypperste film ----det kan ikke ses for mange gange ----nogle vil hævde, at at 2eren er den bedste !