Læsetid: 4 min.

En tumling kom til byen ...

.... og rockede benhårdt igennem. E og hans konstant fluktuerende orkester Eels satte strøm til et stopfyldt Vega med 25 sange fra karrieren
10. september 2010

Der findes faktisk kunstnere, som aldrig skuffer. Og på 16. år tilhører bandet Eels denne kategori. Okay - band og band. Der er reelt tale om et soloprojekt for manden, der kalder sig E (= Mark Oliver Everett), ja, han forsøgte i starten af 90'erne at få en solokarriere i gang under dette dæknavn.

Det rykkede ikke stort (trods to gode albums), men som Eels var der øjeblikkeligt hul igennem med debuten Beautiful Freak, der endvidere kastede hittet »Novocaine For The Soul« af sig. Det var i 1996, og fremtiden var så lys, han måtte have solbriller på, men så slog tragedien til - både hans søster og mor samt et par nære venner døde med korte intervaller, hvilket i '98 skænkede verden det dystre mesterværk Electro-Shock Blues, som trods ufatteligt højt kunstnerisk niveau ikke nåede det store publikum.

Der er ikke kasse i at synge om døden, hvad også Lou Reed (Magic & Loss) og Neil Young (Tonight's The Night) har måttet erkende. Det forringer ikke det kunstneriske niveau, men måske nok bundlinjen på ens bankoversigt. Nå, men med alle de Eels-sange, der dukker op i filmserien om Shrek, skulle man nok mene, at der er råd til mælk til hans cornflakes. Og den uhyre flittige - og paradoksalt nok også meget vittige og selvironiske - E er ikke typen, der sidder med hænderne i skødet og flæber. Det gør han måske så ind- imellem, hvem ved, men ikke desto mindre blev det i nullerne til en syv-otte album plus det løse, soundtracks, sideprojekter og hvad ved jeg.

Glæden holder

Og alene i år er det blevet til to hip hip hurra gode udgivelser: det noget dystre End Times (hvad kan man forvente andet med sådan en titel) i foråret og nu den noget mere optimistisk klingende Tomorrow Morning.

På en måde laver E den samme plade igen og igen, med variationer, naturligvis, men alligevel. Den gode nyhed er så, at det er en hamrende fortrinlig plade, som man hver gang med forventningens glæde smider i afspilleren - eller hiver ned fra æteren, som det jo er skik og brug her i den flygtige og forræderiske modernitet - og det chokerende er, at glæden holder hele vejen igennem.

Nuvel, Tomorrow Morning er afslutningen på den trilogi, E påbegyndte for en 14-15 måneder siden med den rockede Hombre Loco, hvor han malende undersøgte det kødelige begærs natur og omkostninger, mens det lavmælte End Times med nogle gange næsten blufærdighedskrænkende grundighed dissekerede afslutningen på et parforhold. Endnu en hyggespreder fra Mr. Everett, tak for det!

Den seneste her lægger sig så et helt tredje sted ved at være gennemsyret af ophavsmandens excentriske opfattelse af optimisme. Og skiven summer af fængende melodier og gode hooklines, selv om et par af sangene har karakter af skitser. Men da der er 14 at tage af, og de fleste er rigtig fine, er det okay, at nogle af dem lyder lidt ufærdige, ja, ligefrem forfriskende. Ikke alt her i verden behøver være hverken lækkert eller helstøbt i min bog. Men ellers er både arrangementer og produktion i top, her blandes elektroniske klange i rigt mål med, hvad man har valgt at kalde håndspillede instrumenter, og han synger med den sædvanlige lige på kanten til hæshed stemme, det er svært ikke at holde af.

Kogende kedler

Der er lys for enden af tunnelen, og indtil videre har E sat kursen mod det. Skrøbelig er glæden, men stadig en sang eller 10 værd, selv om det følelsesmæssige også her er både kompliceret og selvmodsigende. Som livet i øvrigt.

Nu kunne man måske have forestillet sig, at han ville benytte koncerten i det stopproppede Vega onsdag aften til ligesom at promovere trilogien, men i stedet fik vi et bredt udvalg af sange fra det meste af karrieren, garneret med fine coverversioner af Stones' »She Said Yeah«, Lovin' Spoonfuls »Summer In The City« samt Gershwins uopslidelige »Summertime«, her i en version, hvor han havde planket soulsangeren Billy Stewarts arrangement udi mindste detalje.

Det blev alt sammen spillet med en indædt rocket attitude, der slog fast, at hverken Bo Diddley eller Ramones har levet forgæves. Flankeret af to guitarister, den evige Koool G Murder på bas og den råswingende Knuckles - som også lige fik lov til at synge et nummer! - på kogende kedler fik selv så elskede klassikere som »My Beloved Monster«, »I Like Birds« og »Me. E's Beautiful Blues« (sidstnævnte parafraserede ivrigt standarden »Twist and Shout«) nogen på hatten. Der var endvidere dømt fuldskæg hele raden rundt, det lignede fem flygtninge fra ZZ Top, cute.

Man skulle den ondelyneme være en sur skid, hvis ikke man daffede ud i natten i højt humør. Deres udsendte gjorde i hvert fald.

lyn@nformation.dk

Eels: Tomorrow Morning (Bonnier) Er udkommet. Eels, Vega, onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu