I oktober 1907 mødtes Gustav Mahler med Jean Sibelius i Helsingfors, og under en spadseretur udvekslede de to store komponister synspunkter om symfoniens væsen. Sibelius beundrede formens strenghed og motivprocessernes dybsindige logik, hvorimod Mahler slog til lyd for det modsatte: Symfonien må være altomfattende, den må være ligesom verden. Denne ofte citerede meningsudveksling stod med flammeskrift over Tivoli-koncerten på årets første septemberaften. Sibelius' 7. Symfoni og Mahlers sangsymfoni Das Lied von der Erde var sat over for hinanden som to monolitter, den første som udtryk for rent musikalske processer, den anden som en fortælling om de evige menneskelige vilkår på Jorden. Efter at have været langt omkring slutter begge disse modne mesterværker i C-dur, udgangspunktet og slutpunktet i dur-mol-systemet, og det kan man lægge ikke så lidt symbolik i.
Rolig autoritet
Manden bag programmet var utvivlsomt dirigenten, den 43-årige amerikaner Alan Gilbert. Ham kommer vi til at høre meget mere til. Han begynder nu på sin anden sæson som chef for New York Filharmonikerne, den første amerikaner siden Leonard Bernstein og oven i købet født i New York. Gilbert har netop fået megen ros for sine intelligente og usædvanlige programsammensætninger, i forhold til flere årtiers træt rutine hos de umiddelbare forgængere. Efter otte år som chef for Stockholm Filharmonikerne kender Gilbert Sibelius' og Carl Nielsens symfonier på egen krop, og det forlyder endog, at han agter at spille Rued Langgaard i New York.
Gilbert er i karismatisk forstand ingen Bernstein på podiet, tværtimod bygger han sin roligt autoritative ledelsesstil på en loyal læsning af partituret uden antydning af spil for galleriet. Og der er ingen tvivl om, at det passer godt til et tysk Spitzenorchester som Radiosymfonikerne fra Hamburg, for hvem Gilbert har været 1. gæstedirigent de seneste seks år. Det var en udelt fornøjelse at høre dette orkester folde sig ud i en kultiveret klangpragt og med en søvngængeragtig teknisk sikkerhed på et niveau, vi ikke er forvænt med herhjemme.
Tysk Sibelius
Det skal nu bemærkes, at orkestret var mere hjemme i Mahler end i Sibelius. Måske hænger det sammen med, at Sibelius fortsat slæber rundt på et lidt blakket ry i efterkrigstidens Tyskland, fordi han blev ført frem af nazisterne som deres foretrukne ikke-tyske komponist, hans orkesterværker var for dem et mønstereksempel på arisk musik.
NDR-orkestret bevægede sig lidt tungt gennem opstigningen til Olympen, sådan som den korte ensatsede symfoni er blevet kaldt; det blev på bekostning af eksempelvis rytmisk klarhed i det himmelrivende vivacissimo-afsnit; den prægtige basunsolo i begyndelsen, Sibelius' vision om en klang fra antikken, blev delvist mast af strygerkorpsets mørke opulente klangtæppe, og citatet til sidst fra Valse triste kom ikke med den sødme og det stik i hjertet, som et sådant nostalgisk tilbageblik vel må indeholde. >
Men som antydet: Das Lied von der Erde var på flere måder en stor oplevelse. To supernavne stod i front, og deres personligheder indgik i fuldendt symbiose med værket, som med sine naturbilleder illustrerer dualismen i livets arketyper: nat og dag, efterår og forår, ungdom og død, beruselse og meditation. Den tyske Wagner- tenor Peter Seiffert optrådte som en udadvendt, appellerende performer, den amerikanske baryton Thomas Hampson var en - som regel - indadvendt, alvorlig filosof. Det forekom, at den Mahler-erfarne Hampson var mest absorberet i sine tre sange, og han behøvede faktisk ikke noderne foran sig på stativet. Seiffert skulle ganske ofte konsultere dem med læsebrillerne på næsen, til tider var han ikke helt koncentreret med en indsats, men som helhed imponerede hans smældende røst, sejlende gennem orkestret, især i den første druksang om Jordens elendighed.
Fantastiske Hampson
Helt bjergtagende var imidlertid Thomas Hampsons gestaltning af Der Abschied, slutsangen som med magnetisk kraft suger alle de foregående fem til sig. Det er en af Mahlers mest originale kreationer, en forunderlig fortids- og fremtidsmusik, en sammensmeltning af europæisk arvegods og de kinesiske kilder, som værket overordnet trækker på. Og det er en sang om at møde døden og sige farvel til den elskede, grønne jord. Den time kommer vi alle til, og det er vel det, der gør denne musik så gribende. Hampsons indsigt i sangens lodninger af menneskets inderste tanker blev meddelt med en mageløs tilstedeværelse, hvor han så at sige var i øjenkontakt med os alle nede i salen - sådan føltes det. Den årelange erfaring med værket har forfinet sprogbehandlingen, timingen i fraseringen, den præcise karakteriseringskunst i en sådan grad, at man ikke kan forestille sig nogen baryton gøre ham det efter. >
Men en lige så stor indsats blev der gjort af Alan Gilbert på podiet. Hans og orkestrets Mahler var ikke ætsende, moderne eller overpointeret, man kan såmænd kalde den wienerisch og i hvert fald overmåde klangskøn. Gilbert var på sin egen diskrete måde the master of the world, konstant anticiperende i sin orkesterledelse, animerede de fortræffelige musikere til sublimt karakterspil, holdt især Seiffert i kort snor og fastholdt ikke mindst symfoniens grundstemning af længsel indtil de sidste svage evighedstoner, på den anden side af de blå horisonter, hvor sjælen går ind i en højere eksistens.
Tivolis Koncertsal i onsdags. Sibelius: Symfoni nr. 7. Mahler: Das Lied von der Erde. Peter Seiffert (tenor). Thomas Hampson (baryton). Norddeutsche Rundfunks Symfoniorkester. Dirigent: Alan Gilbert
