Læsetid: 2 min.

Ubestemtheder

Heisenbergs ubestemthedsrelation har navn efter den tyske fysiker Werner Heisenberg og udtrykker et grundlæggende princip inden for kvantemekanikken. På det atomare plan er det aldrig muligt at bestemme både sted og hastighed for en partikel...
1. oktober 2010

Heisenbergs ubestemthedsrelation har navn efter den tyske fysiker Werner Heisenberg og udtrykker et grundlæggende princip inden for kvantemekanikken. På det atomare plan er det aldrig muligt at bestemme både sted og hastighed for en partikel. Jo mere man ved om den ene størrelse, jo mindre vil man nødvendigvis vide om den anden. Dermed er det uforudsigelige og det faktum, at den observerende eller beskrivende altid påvirker objektet for sine studier, også indført som elementer i naturen, og for forfatteren Oscar K. har dette fungeret som udgangspunkt for en vildt flyvende fortælling om den fiktive ø Presença sydvest for Açorerne. »Denne bog er et eksperiment, der beretter om, hvad mennesker har gjort, og hvad de har lært, en efterforskning af sammenhænge mellem årsag og virkning som i bedste fald står med en sproglig begrænsning af, hvad der kan siges,« lyder det i romanens fiktive forord af fysikeren Niels Bohr, og det fungerer som en art programskrift for fortællingens myriade af stemmer. Centreret omkring Forfatteren, Urmageren og Landmåleren følger man en række personer i forskellige optrin indtil det tidspunkt, hvor en rystelse indtræffer på øen. Herefter er alle vante årsagssammenhænge og forhold sat ud af spil, og ubestemtheden bliver for alvor et levevilkår.

»Hvad nu hvis Newton tog fejl med hensyn til årsag og virkning?« lyder det et sted undervejs. »Hvad nu hvis det var ubestemtheden, der gjaldt langt ind i menneskenes væsen og handlinger, og ikke den newtonske lovmæssighed? Hvad er vi så for nogen?«

Noget svar får man aldrig, men mindre kan også gøre det i en roman, der på imponerende vis tager eksperimentet på sig. Mest vellykket når historiens ubestemtheder opnås i et samspil med tegneren Teddy Kristiansens douce illustrationer, der både lægger til og trækker fra i forhold til teksten. Resultatet er blevet en gennemillustreret roman, og selv om man ærgrer sig over, at de to ophavsmænd ikke har taget skridtet fuldt ud og begået en regulær graphic novel, så er det stadig en nydelse at gå på opdagelse i bogens mangestemmige univers.

Gensyn med Heisenberg. Oscar K. & Teddy Kristiansen. Fahrenheit. 152 sider, 199,50 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu