Læsetid: 4 min.

Uden for tid og rum med András Schiff og Bach

András Schiff demonstrerede i Hørsholm endnu engang, at han er en af vor tids største pianister. Hans sublime Bach-aften var grænseoverskridende i sin konception og udførelse
18. september 2010

Det var Hans von Bülow, en af 1800-tallets største pianister og dirigenter, der kaldte Bachs Das Wohltemperierte Klavier for klaverspillets gamle testamente og Beethovens 32 klaversonater for dets nye testamente. Men hvis vi holder os til Bach, er de to bind præludier og fugaer i alle dur- og moltonearterne faktisk ikke tænkt som den store kunst. Bach skrev på titelbladet, at stykkerne dels er skabt til nytte for den lærebegærlige musikalske ungdom, dels til særligt tidsfordriv for dem, som allerede måtte være ganske habile musikere.

Tidsfordriv var nu ikke den fornemmelse, man som tilhører sad tilbage med, da András Schiff havde sluttet sin to timer lange rejse gennem det første bind af Wohltemperiertes Klavier. For hvad vi her havde deltaget i, var egentlig foregået uden for tiden, som om den ikke var mere, og vi var trådt ind i en anden dimension. Denne strenge kompositionsmåde, disse bundne former, dette saglige tonesprog, denne tilsyneladende tørre lærebog i at bevæge sig systematisk rundt i et ubegrænset tonehav, alt dette danner rammerne for en af den vestlige musiks mest spirituelle manifestationer. Og med András Schiff som medium blev vi løftet op i denne tidløse dimension.

Bach uden pedal

Det var et svimlende højt niveau, Schiff demonstrerede denne aften. For lidt mere end en måned siden spillede han Beethoven og Schumann i Tivoli, så tryllebindende som ingen anden i vor tid. Her med Bach var udfordringen langt større for såvel pianist som publikum.

Schiff spillede de 24 præludier og 24 fugaer udenad; dette alene er en respektindgydende præstation, når man tænker på de hundredvis af kontrapunktiske stemmeføringer, der skal holdes rede på. Men det største mod viste han ved at spille det hele uden pedal. Akustikken i Trommens koncertsal er knastør, man får ingenting foræret her. Schiff satte sig altså for at klanglægge musikken udelukkende gennem anslag og fingerkoordination, uden - bortset fra en enkelt gang - at hæve dæmperne fra strengene for at forlænge klangen. Ingen romantiserende sovs eller flamboyant fyrværkeri som i de gode gamle dage, men derimod den mærkværdige oplevelse at høre et Steinway behandlet som et cembalo. Det var dristigt, det var krævende for tilhørerne, og det var aldeles fantastisk.

Musikkens struktur

Bach var en såre beskeden mand, han gav alene Gud æren for sit skaberværk, og hvis man skal følge den trossætning, fremtræder hver enkelt sats i Das Wohltemperierte Klavier som rørt af Guds finger, som en selvstændig, sindrigt opbygget gevækst af stor skønhed. Det begynder i det klare morgenlys med præludiet i C-dur, som ethvert musikbarn fryder sig ved at kunne rulle hen over tangenterne. Schiff spillede det kvikt og lidt nøgternt, det var mærkbart, at hans prioritet lå i at gennemlyse den musikalske struktur, og det blev tydeligere, desto længere vi steg op gennem tonearterne. Men struktur hos Schiff er i lige så høj grad forbundet med ekspressivitet og karakter, og dermed formåede han på mesterlig vis at individualisere og gennemfarve hver enkelt gevækst.

Præludierne er ikke bare forspil eller oplæg til fugaerne, de er sandelig fantasier i deres egen ret, og Schiff øste og øste af sit eget bundløse kar af iderigdom. Som i den løbske menuet i Cis-dur, den perlende højrehåndseskapade i D-dur behandlet som en improvisation af Art Tatum, den gravitetiske arie i es-mol båret af sorg og noblesse, den orkestrale ouverture i fis-mol med stolt rytmik og sej basgang, den rullende toccata i B-dur som et orgeludtræk og så fremdeles.

Fugaerne

Med de kontrapunktiske fugaer svingede man fra præludiernes sanseverden ind i en mere spekulativ tilstand, og det var rent ud sagt sublimt, hvordan disse mangestemmige stykker foldede sig ud under Schiffs hænder.

Man kan forestille sig, at han har spillet dem hele sit liv som en nødvendig morgenvelsignelse, før det egentlige dagsværk skulle begynde. De holder hovedet klart, og de er bedre medicin end så meget andet håndfast. Men fugaerne er naturligvis noget langt større end hjernegymnastik, og det oplevede vi i fuldt mål. Som i den vidtstrakte, majestætiske i cis-mol, den franskprægede i D-dur med den bestandigt bukkende reverens-figur, den lystigt springende i G-dur, den retorisk pointerede samtale i gis-mol.

Og det ender alt sammen i h-mol, den toneart, som Bach senere anvendte i sin mest kendte messe og i arien Erbarme dich fra Matthæuspassionen. Her lukkede Schiff første bind af den store bog, i præludiet så man kunne høre, hvorfra Mozart har hentet stof til Tryllefløjten, og fugaens lavmælte højtidelighed udtrykte komponistens erklærede gæld til den højere magt - Soli Deo Gloria. Andet bind følger samme sted 5. januar 2011.

Koncert med András Schiff. Bach: Das Wohltemperierte Klavier, bind 1. Trommen i Hørsholm den 15. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu