Læsetid 3 min.

Et uhyggeligt og poetisk drømmebillede

En af Astrid Saalbachs fremmede skikkelser flyttede straks ind i mine nattedrømme og bekræftede, at drøm er det stof, Saalbachs dramaer er gjort af: En enke og fembørnsmor, som er ansat til at klippe tennisbanen med en neglesaks sidder tavs i græsset og bliver skudt. Saalbachs kritiske drømmespil er dramatik af høj karat, og de to seneste kan nu også nydes som tekster
'Rødt og grønt', som i foråret kunne ses i en meget vellykket opførelse på Det kgl. Teater kan nu også fås i tekstform. Her et foto fra en scene i teaterstykket, som, også på skrift, forfølger anmelderen i hendes drømme.

'Rødt og grønt', som i foråret kunne ses i en meget vellykket opførelse på Det kgl. Teater kan nu også fås i tekstform. Her et foto fra en scene i teaterstykket, som, også på skrift, forfølger anmelderen i hendes drømme.

Natascha Thiara Rydvald
3. september 2010

Saalbach skriver drømmespil. Ganske vist er de spækket med aktuelle sociale og politiske dagsrester, men i hendes gestaltning får de drømmebilledernes flertydige på én gang klare og gådefulde karakter. Det gælder også de to seneste stykker, som man nu er så heldig at kunne anskaffe sig i tekstform.

Rødt og grønt, som i foråret kunne ses i en meget vellykket opførelse på Det kgl. Teater, er en skildring af en gruppe danske bistandskonsulenter udstationeret i et østligt land og fortæller i kort begreb historien om, hvordan idealistiske ambitioner om at hjælpe snart viger for frygt, afmagt, kynisme eller resignation. Idealismen repræsenteres af den nytilkomne trediveårige Kristine, kynismen af hendes chef Manne, der vælger sit udstationeringssted ud fra tennisbanernes kvalitet og ellers får tiden til at gå med at kneppe både Kristine og de øvrige personer (af begge køn), mens tænderne rasler ud af hans rådne mund. De øvrige personer er den seje, erfarne Petra, den noget anonyme familiefar Morten - og så Mannes hjemmegående kone Lilli, hvis begyndende senilitet synes et symbolsk symptom på en rodlos og omflakkende tilværelse i u-lande, hvor ambassader og rigmandsghettoer og mandens elskerinder ligner hinanden til forveksling.

Fremmedhed

Det kompositoriske fif ved dramaet er, at det er opbygget akronologisk: Vi starter med scene 12 og slutter med scene 1, og derimellem forekommer de resterende i blandet rækkefølge. Det kan lyde som ren gimmick, men det virker meget stærkt, når vi slutter med, at den nytilkomne Kristine står håbefuld til fest hos sin nye chef i en villa i Kathmandu, efter at vi har oplevet, hvor traumatisk hendes møde med det fremmede skal blive.

Saalbach skriver om fremmedhed. I Rødt og grønt forbliver udviklingslandets befolkning radikalt fremmed: tavse, gådefulde, truende skikkelser. På rollelisten står de bare som drømmespillets arketyper i kursiv: Tjenestepigen, Chaufføren, Pigen. Mest uhyggelig er pigen, som står og læser blindskrift med øjnene, da Kristine besøger hende i den skole, som udviklingsprojektet har forsynet med undervisningsmateriale for blinde, men hvor seende børn viser sig at vanrøgtes.

Skarp politisk kritik, javist, men også et uhyggeligt, poetisk drømmebillede: den seende, der læser blindskrift. En anden af de fremmede skikkelser, som ikke engang står på rollelisten, flyttede straks ind i mine nattedrømme og bekræftede, at drøm er det stof, Saalbachs dramaer er gjort af: en enke og fembørnsmor, som Manne har ansat til at klippe tennisbanen med en neglesaks: tavs sidder hun i græsset og bliver skudt. Som de øvrige »fremmede« er hun lige så meget truende, som hun er et offer.

Det er i høj grad, som om de fremmede hos Saalbach bærer på døden, at de har en fortrolighed med døden, som de udstationerede og udleverede ikke har. Over for denne død ender deres forsøg på at skabe liv og mening uvægerligt i traume eller kynisme.

Hvis der er en nåde i Saalbachs dramaer, udgår den fra (eller eksploderer i) humoren - alt det traumatiske og morbide får luft som smerteblandet latter i en kostelig scene, hvor selskabet drikker bhang-te og Manne, som har slået tænderne ud af munden, gør ublu tilnærmelser med talefejl til Morten: »Vær szød ... lad mig sztikke en finger op? Det vil trøszte ... virke beroligende! Bare én? Op i varmen ... i dybden med tzingene. Kom ...?«

Politisk og universelt

Pietà har direkte stjålet sin titel fra en af den vestlige kulturs største kollektive drømmebilleder: Jomfru Maria med sin voksne, døde, nøgne søn i favnen. Her omsat til et af det moderne transitlivs arketypiske rum: hotelværelset. Jomfru Maria er omsat til en midaldrende businesskvinde på nedtur, og Jesus til en nøgen, livløs mand i hotelsengen ved hendes side. Ifølge sine identitetspapirer er den livløse mand fra Spanien, og han indskriver sig i Saalbachs galleri af »fremmede«, som bærer på døden. Stykket er én lang monolog: den livløse mandekrop bliver projektionsflade for kvinden, der snart tiltaler ham ømt og kærligt, snart aggressivt og gennem sin tale opruller historien om sin smuldrende eksistens. Igen er den barske beretning isprængt en egen og morbid humor - som da kvinden leder efter en cigaret i den døde mands tøj: »Ikkeryger selvfølgelig ... Og hvad fik du ud af det?«

Saalbach er en af vores største nulevende dramatikere. Hun formår at tematisere samtidens sociale problemer i en drømmespilsform, som løfter deres påtrængende politiske aktualitet over i et universelt domæne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu