Læsetid: 8 min.

Velkommen til søndagsmaleren Bob Dylan

Ikke synderlig original i sit motivvalg og mest inspireret af gamle mestre som Matisse og van Gogh. Den 69-årige rocklegende Bob Dylan springer ud som maler på stor udstilling på Statens Museum for Kunst, der har sikret sig en ny publikumssucces
Han er 69 år - og et ikon i sin genre. Nu har han kastet sig over maleriet. Og hans nyeste udstilling skal nok blive en succes, selv om han hverken er original i sit valg af motiver eller inspirationskilder
2. september 2010

Da Bob Dylan i 1965 trådte frem på scenen til Newport Folk Festival og blæste det fromme folk-publikum omkuld med en larmende elektrisk version af »Maggie's Farm«, ændrede han rockhistorien. Siden har Bob Dylan været kendt som den kontroversielle og kompromisløse kunstner, der i konstant bevægelse igen og igen har afsøgt nye grænser og muligheder for musikalsk udfoldelse.

Nu har den mangefacetterede sanger og sangskriver så kastet sig over maleriet. På lørdag åbner udstillingen Bob Dylan: The Brazil Series på Statens Museum for Kunst. Det er i sig selv et scoop for museet, men udstillingen viser en anden og langt mindre nyskabende Bob Dylan, som med sine 40 akrylmalerier med brasilianske motiver peger mere bagud end fremad.

»Dylans malerier revolutionerer ikke malerkunsten. Umiddelbart maler han som enhver amatør ville male og betjener sig af et lidt klumset figurativt formsprog. Bob Dylan er det, man i gamle dage ville kalde en søndagsmaler,« siger Peter Brix Søndergaard, der er lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.

Ikke til salg

Han mener dog sagtens, man kan forsvare at udstille en kunstner som Dylan, som alene i kraft af sit navn og sit format er værd at se nærmere på. Og så er malere, der benytter sig af et mere traditionelt formsprog, jo ikke nødvendigvis dårlige, hvad Dylan bestemt heller ikke er, understreger Peter Brix Søndergaard.

»Mange moderne museer ligger under for en avantgarde-forestilling, der egentlig er kollapset. Derfor er det forfriskende, at Statens Museum for Kunst laver en udstilling med en maler som Bob Dylan, der i dén grad besinder sig på den tradition, han kommer fra,« siger Peter Brix Søndergaard.

At benytte sig af mange mere eller mindre tydelige inspirationskilder har været en velkendt praksis i kunsthistorien siden antikken. Alligevel mener salgs- og vurderingsdirektør Peter Christmas-Møller fra Bruun-Rasmussen Kunstauktioner, at den manglende originalitet i motivvalget kan blive en fare for Dylans kunstneriske eftermæle.

»Bob Dylan er en glimrende maler. Men selv om hans motiver og farvevalg er spændende, så er flere af dem for tydeligt inspireret af kunstnere som Matisse og van Gogh,« siger Peter Christmas-Møller.

Men den manglende originalitet vil næppe få konsekvenser for afsætningsmulighederne, vurderer Peter Christmas-Møller:

»Dylans malerier vil ikke være svære at sælge. Et maleri er noget konkret, håndgribeligt, som bringer køberen tæt på den ophøjede. Og så er malerierne i dette tilfælde tilmed dygtigt lavet, hvad man ikke altid kan sige om berømtheder, der springer ud som kunstmalere,« påpeger han.

Bob Dylans malerier er dog ikke til salg. Men Peter Christmas-Møller vurderer ud fra lignende fortilfælde, at malerierne med Dylans signatur vil kunne indbringe fra 50.-100.000 kroner og op imod en halv million kroner. Malerierne tegner dog til at blive en succes for Statens Museum for Kunst, der forventer fulde huse, når udstillingen åbner dørene den 4. september.

Ingen sang eller musik

10 måneder tidligere, i december 2009, begynder romancen mellem Statens Museum for Kunst og Bob Dylan for alvor at tage form. Det er koldt, og overinspektør Kasper Monrad fra Statens Museum for Kunst er langt hjemmefra. Han sidder i et sparsomt indrettet mødelokale et sted i Los Angeles og venter. Ét år forinden har museet indgået en aftale med Bob Dylan om at udstille en række af de akvareller og malerier, som den legendariske sangskriver har kastet sig over at male med stigende intensitet de seneste år. Nu skal han møde den myteomspundne sanger, sangskriver og maler.

Inden mødet har Kasper Monrad fået at vide af Bob Dylans manager, at han for alt i verden ikke skal give udtryk for sin beundring for Dylans musik. Og da Bob Dylan ankommer iført hue og handsker, er det heller ikke for at smalltalke om sit bagkatalog. Han går lige til sagen og spørger Monrad, hvad han synes, der skal laves om ved malerierne. De næste tre timer taler de fokuseret om Dylans malerier og den forestående udstilling. Ikke et ord om sangtekster, ikke et ord om musik.

Sådan bliver det også, når udstillingen på Statens Museum for Kunst åbner lørdag. Ingen sangtekster, ingen musik. På Bob Dylans anmodning er der ingen perspektiverende og forklarende sangtekster på væggene og ingen sagte »Blowin' In The Wind« som stemningsskabende underlægning.

»Bob Dylan har ønsket at fokusere på det væsentligste - og i denne sammenhæng er det malerierne. Han har villet undgå, at malerierne kom til at fungere som mere eller mindre dårligt valgte illustrationer til sangteksterne,« fortæller Kasper Monrad.

Malerier med historier

Så lad os for en stund lægge sangskriveren, myten og rocklegenden Bob Dylan på hylden. Og lad os se nærmere på Bob Dylan som maler, og på maleren som digter og fortæller. For selv om der ifølge Kasper Monrad er flere forskelle end ligheder mellem maleren og sangskriveren Bob Dylan, så er det fortællende element bærende i en stor del af malerierne i The Brazil Series.

»Bob Dylan er som maler kendetegnet ved en levende brug af farver, ved en nysgerrighed efter fremmedartede motiver. Og ikke mindst ved en udtalt glæde ved at fortælle historier« siger Kasper Monrad.

»Han er en maler, der insisterer på at fortælle historier. Men en anden type historier end i sangene. Hvor hans sange ofte har komplekse handlingsforløb, der springer fra et billede til et andet, så er maleriernes fortællinger enkle og ukomplicerede. Motiverne er som fastfrosne øjeblikke, men altid med en klar angivelse af et før og efter,« påpeger Monrad.

Han sammenligner Bob Dylans teknik med de såkaldte film stills, opstillede fotografier, der ofte ledsagede ældre film, hvorpå skuespillerne med tydelig gestik gengav filmens centrale scener til ære for fotograferne. Figurerne i Dylans malerier er på samme måde fastholdt i dramatiske positurer, der indbyder til, at betragteren digter videre på scenen.

Malerierne som selvfortabelse

Men på trods af enkelte ligheder mellem sangenes og maleriernes fortællende dimension, så er det forskellene, der træder tydeligst frem. Filminstruktøren Christian Braad Thomsen har beskæftiget sig indgående med Dylan i mere end 40 år og har sammen med Asger Schnack skrevet bogen Bob Dylan - en guide til hans plader. Han peger ligeledes på, at malerierne på afgørende punkter adskiller sig fra sangene.

»Hvor Bob Dylans sange altid har et meget personligt udgangspunkt, og kunsten består i at gøre det personlige alment, så gør han noget fundamentalt andet i malerierne. Her maler han det, han ser for sine øjne, og i den forstand står han fuldstændig uden for malerierne på en helt anden måde end med sine sange. I maleriet kaster han et blik på verden uden for sig selv,« siger Christian Braad Thomsen.

Han vil ikke udelukke, at malerierne på denne måde fungerer som en slags terapi. For en kunstner, der i den grad bruger sig selv som råstof, bliver malerierne en mulighed for at undslippe den konstante optagethed af sig selv. En slags selvfortabelse. Af samme grund er det ifølge Braad Thomsen helt afgørende for Dylan at sætte et meget stærkt skel mellem sangene og malerierne. Malerierne handler ikke om Dylan, men om den verden, han iagttager.

Slumkvarterer i Rio de Janeiro

To af udstillingens mere end 40 malerier skildrer de vildtvoksende slumbebyggelser i Rio de Janeiros udkant, de såkaldte favela'er. Dylans fascination af de klaustrofobiske slumkvarterers fremmedartethed er tydelig, og han forsøger at gengive de faldefærdige huses dramatiske, visuelle indtryk.

I maleriet Favela Villa Broncos har Dylan placeret sig for foden af en tæt bebygget bjergside, hvor et lille vandløb springer frem under rækker af tøj, der hænger til tørre i solen. De stærke, lysende farver er med til at give maleriet et sorgløst, næsten muntert præg, og det har ikke været malerens hensigt at sætte fokus på den sociale nød og elendighed i de brasilianske forstæder. Selv har Dylan i et interview tidligere på året sagt om sine valg af motiver: »Jeg har ikke ønsket at komme med sociale kommentarer eller leve op til nogens visioner. Jeg tegner bare, hvad der interesserer mig, og så maler jeg det.«

Bob Dylan har turneret næsten uden ophør, siden han i 1989 indledte den turné, der siden er blevet døbt 'The Never Ending Tour'. Med sig på sine rejser rundt i verden har han en tegneblok med spiralryg i tilfælde af, at et egnet motiv byder sig til. Har han ikke tegneblokken på sig, nedfældes skitserne hastigt på alt fra papirposer til servietter.

Som i sangen »Highlands« fra albummet Time Out of Mind, hvor en servitrice på en restaurant i Boston beder en mand, der kunne være Dylan selv, om at tegne hendes portræt på en papirserviet:

»She gives me a napkin, she says, 'You can do it on that'«

»I say, 'Yes I could, but

I don't know where my pencil is at!'«

De tegnede skitser ligger til grund for de endelige malerier, der færdiggøres i Dylans atelier i Los Angeles. Kun i enkelte tilfælde ændrer Dylan afgørende ved motivet under arbejdet i atelieret. En tilføjelse til ét af malerierne fra The Brazil Series rummer måske en hilsen til en af dansk kunsthistories helt store skikkelser.

Hilsen til Eckersberg

Under deres første møde i Los Angeles talte Kasper Monrad med Dylan om lyset i hans malerier. Dylan var ikke tilfreds med lyset, som han fandt inkonsekvent. På et tidspunkt bladrede de gennem kataloget fra Statens Museum for Kunsts Turner-udstilling, hvor de blandt andet stødte på C.W. Eckersbergs maleri Forum Romanum. Dylan lyttede intenst, da Kasper Monrad fortalte ham om Eckersbergs uhyre præcise evne til netop at gengive lyset.

Da de mødtes igen tre måneder senere, havde Dylan erstattet baggrunden i maleriet Poison med en bue, der har stærke fællestræk med et andet af Eckersberg berømte motiver fra Rom, Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk fra 1815. Et maleri, der også er at finde i Turner-kataloget. Direkte adspurgt ville Dylan dog ikke entydigt vedkende sig slægtskabet:

»Jeg har altid været fascineret af buer. Jeg har nok set dem gengivet i en bog,« var således det tætteste, Dylan kom på en tilståelse i den sag.

Samme aften som udstillingen åbner, afslutter Bob Dylan sin amerikanske sensommer-turné med en koncert ved Bombershoot-festivalen i Seattle. Om han benytter lejligheden til at spille sin sang fra 1971 med titlen »When I Paint My Masterpiece« vides ikke. Men fra på lørdag kan det danske kunstpublikum selv vurdere, om sangskriveren, myten, rocklegenden og maleren Bob Dylan har malet sit mesterværk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Prioritering af stof i en avis kan være noget underligt noget.
I Information fastslås det klart og tydeligt, at Dylans malerier er værdiløse.
Og man bruger så tre fulde avissider på disse værdiløse frembringelser.
Tre fulde sider! Det er ikke ofte, der bruges så meget af avisens plads på væsentligt stof!

Søren Kristensen

Det kan også gå for hurtigt:

Hvis det er at være søndagsmaler, at male sådanne billeder, så var jeg det gerne til hverdag.