Læsetid: 4 min.

Vræl! Hulk!

Det er ikke musikken, der er noget galt med i operaen 'Dancer in the dark', men derimod at Kasper Holten og Poul Ruders hænger fast i at det vigtigste i opera er følelserne og bliver så effektsøgende i jagten herpå
Så er det tudetid hos Ruders, Engelbrecht og Holten, hvor hele moderen Selmas tragedie overværes af sønnen, der for effektens skyld ikke længere er en skeptisk 13-årig, men en lille dreng, der hiver sin mor op af graven. Her ses han på bageste række.

Så er det tudetid hos Ruders, Engelbrecht og Holten, hvor hele moderen Selmas tragedie overværes af sønnen, der for effektens skyld ikke længere er en skeptisk 13-årig, men en lille dreng, der hiver sin mor op af graven. Her ses han på bageste række.

Det Kgl. Teater

7. september 2010

Da Lars von Trier lavede sin Dancer in the dark, var det en film, der emmede af kærlighed til filmgenren. Og i dette tilfælde mere konkret til musicalfilmen, der nu skulle afprøves, befriende tilsat et par tossede ideer som at tage sangeren og komponisten Björk ind i hovedrollen og i al sin troldethed at sætte hende ved siden af den klassisk skønne Catherine Deneuve og kombinere den altid glade musical med det tungeste drama.

Originalt, må man sige, om ikke andet. Og svært at forestille sig, at Trier havde en bestemt idé med filmen, men mere plausibelt, at han eksperimenterede og legede, mens vi andre sad og græd, som sædvanligt.

I Det Kongelige Teaters nyeste produktion baseret på Triers drama Dancer in the dark, er der derimod intet afsøgende eller legende, men kun en ensidig fokusering på tragedien, hvor der bliver spillet på alle tangenterne for at opnå den ultimative tåreperser.

Kasper Holten har instrueret, og Poul Ruders har komponeret en smuk og behagelig musik, flot orkestreret og dramatisk, hvor det kræves, med herligt meget messing eller anderledes vegeterende passager vippende mellem pentaton statiskhed, koral ophøjethed og simple, strofiske musicalmelodier. Ikke mindst for stemmerne er der meget skønhed at hente i hans klangbegavede univers.

Så det er ikke musikken, det er galt med. Som musikalsk produkt er Ruders' Dancer in the dark en nydelse. Men som drama bliver man forstemt.

Det vigtigste i opera er følelserne, mener Ruders, og hænger fast i dette. Altså det, som Trier til en vis grad beskæftiger sig med som et affaldsprodukt i sin hensynsløse leg med kunsten, er selve essensen i Ruders og librettistens Henrik Engelbrechts opera.

Meningsløshed

I Triers film kæmper den fattige Selma for at skaffe penge nok til sin søns øjenoperation, så han ikke skal miste det syn, hun selv har mistet.

Men gennem livets klodsede forviklinger og menneskenes dumhed og fejhed ender Selma med at blive morder og dømt til dødsstraf i sin kamp for at holde på sine penge.

Det er et drama, der udruller sig med sofoklesk skæbnegang kombineret med et lys og et skæbnetrods fra den bedste amerikanske musical. Menneskene er ikke onde, de er bare dumme. Men hos Ruders og Engelbrecht og Holten overværes hele moderens tragedie af sønnen, der for effektens skyld ikke længere er en skeptisk 13-årig, men en lille dreng med for lange ærmer, der hiver sin mor op af graven for at genopleve hendes tragedie og se hende famle rundt i blinde og blive snydt og hængt.

Selma bliver trukket rundt på scenen i en ond verden med onde mennesker, smuk og sårbar, selv om hun står vokalt stærkt, får hun vredet armene ud til en symbolsk korsfæstelse, mens fængselsbetjenten vasker hende, hele tiden med barneblikket på sig også til sidst med løkken om halsen, hvor hun synger sin sidste arie kun ledsaget af tyndt strygerakkompagnement. Vræl!

Når drengen til sidst har lagt sin mor i graven igen til de dybe bas-klarinetters gravtriste intethed og sætter sig med briller og en skramlende pengekasse, så man forstår, at der ikke er blevet nogen øjenoperation for de penge, moderen døde for, så er man ganske enkelt efterladt til meningsløshed med meningsløshed på. Så er det ikke længere en meget trist historie, men en meget dum historie.

Følelses-tendens

Naturligvis er følelser i opera vigtige. Men de skal sat'me have et godt og begavet selskab. Det er ærgerligt, at den effektsøgende tendens har så meget at skulle have sagt efterhånden. Det er blevet underligt tilladt kun at gå efter et følelsesmæssigt kick, mens resten af forestillingen vælter rundt i meningsløshed som her. Meningsløs scenografi med idiotiske, abnorme Lemmerz-mennesker, onde som de onde i Andeby, et højdramatisk middelalderligt kirkerum som skueplads med et intetsigende, levende øje, der kigger og blinker gennem enderuden og intet indslag, ingen detalje, der kunne tænke sig at række ud over dramaet.

I Triers filmudgave, får man en smuk natur, en masse overordentligt hjertelige mennesker, pisseflot danseinstruktion, Björks sære væsen og fantastiske sange. En ægte tragedie er den, der belyser kontrasten mellem alt det gode, folk vil og alt det dumme, de kommer til at gøre og ikke én, der bare vil hamre på det onde og det sørgelige.

Der savnes kræfter, der ikke bare elsker følelser, men også har noget at sige.

Ylva Kihlberg sang intet mindre end fremragende og klarede sin tunge rolle som Selma med bravour.

Hanne Fischer og Palle Knudsen fandt også smukt rundt i musikken som den assisterende kollega og veninde og den dumme, svigefulde politimand.

Poul Ruders 'Dancer in the Dark' Efter Lars von Triers film. Iscenesættelse: Kasper Holten, libretto: Henrik Engelbrecht, scenografi: Christian Lemmerz. Koreografi: Signe Fabricius. Musikalsk ledelse: Michael Schønvandt. Premiere søndag i Operaen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu