Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Willkommen til Angstdanmark

Bienvenue til 'Cabaret', der funkler af politisk aktualitet. Og hvor Birthe Kjær og Dario Campeotti synger goddag til ensomheden, så man får en klump i halsen
Kultur
10. september 2010
Strømpebåndene er skruppel-løse i Glassalens fængende opsætning af 'Cabaret'.

Strømpebåndene er skruppel-løse i Glassalens fængende opsætning af 'Cabaret'.

Miklos Szabo

»Willkommen, Bienvenue, Welcome!« Jo tak. Lars Boms konferencier vrænger veloplagt og androgynt foran tæppet i Glassalen. Men handlingen i Cabaret er lumsk. Bedst som man sidder og tror, at man bare oplever en veloplagt liderlighedshistorie med korsager og velvillige lår i Berlin, så lægger nazifrygten sin klamme hånd på forestillingen.

Netop den politiske højredrejning og kontrasten til nattelivets sorgløshed er nøglen til Pierre Westerdahls begavede iscenesættelse af den legendariske beretning om Kit-Kat-pigen Sally Bowles. Dermed bliver Fredericia Teaters opsætning af Cabaret en stærk og forfriskende kommentar til det ubekymrede Krisedanmark og det pengestærke Tivoli-publikum.

Med fremmedangsthistorien fortalt i et gammeldags tempo, så man næsten mærker Morten Korchs ånde i nakken - blot for så at speede op med diskrimination og vold, som lige så godt kunne ramme én i ryggen nede i metroen i morgen.

Cancan med muskler

Lars Bom lægger figur til konferencierens manipulerende medløber, der kun røber sine sympatier i sit blik. Lars Boms benmuskler lyser op i rækken af cancan-piger med herligste humor, og hans stemme er både kinky og dreven, ru og sexet - med hetero-bas og homo-diskant på samme tid.

Overraskelsen er dog skuespilleren Thomas Voss som englænderen Cliff Bradshaw. For Thomas Voss har en nydelighed over sig, der umiddelbart får ham til at ligne en stivstikker. Indtil han altså får smag for både mænd, kvinder og gin, vistnok. Samtidig ligner han en perfekt youngster over for Julie Steinckes erfarne Sally Bowles. Hun kan synge, så konsonanterne svier, og hun kan svinge lår op på sengekanten, så koncentrationen ryger. Men egentlig er hun bedst som den desperate Sally. Her har hun en smerte, som overbeviser meget mere end hendes påtagede overfladelir.

Violin med hofteholder

Overflade er der nok af, for scenografen Nina Flagstad og videodesigneren Jeppe Lawaetz har skabt en opfindsom og stemningsfuld scenografi, hvor overflader hele tiden glider ind over hinanden, ikke mindst med fiffige projektioner på tæppet ind mod cabaretscenen.

Her sidder også Sanne Graulunds krigstrommende kvindeband, der ubetinget må udnævnes til Danmarks lækreste orkester. Hånden på hjertet: En violin lyder altså anderledes, når den bliver spillet af kvinde iført snøreliv og hofteholdere.

Kit Kat Korpset bevæger sig ultrapræcist rundt i Hans-Christian Leonhards koreografi, der både er traditionel cabaretstrut, men som også fermt glider ind i den øvrige iscenesættelse.

Dansen ændrer brat karakter, når Joen Højerslevs hyperariske nazist pludselig lader sine heil-bevægelser glide ind i den øvrige cabaretlummer med marchfast arm og fanatisk blik, for Højerslev er slet og ret uhyggelig i rollen som forsmået bøsseelsker. Brutal og poleret under samme sideskilning.

Hvem der overrumplede mig mest? Det gjorde alligevel Birthe Kjær og Dario Campeotto.

Folkelighed med klang

Disse elskede sangere har netop den folkelighed i deres klangfulde stemmer, som giver dem den helt rigtige overbevisning som pensionatsværtinden og gæsten, der prøver at overleve ensomheden i Berlin.

Egentlig er rollerne de dårligste i manuskriptet, og selv om Jesper Kjær har oversat teksten med en fin lydhørhed og tæmmet nutidstrang, så kunne replikkerne have tålt en saks.

Men Birthe Kjær og Dario folder figurerne ud og lader tiden gå. Birthe Kjær er næsten stille, og Dario bare sjokker, så deres omkvæd vitterlig giver klump i halsen: »Det magiske ord: Sammen«. Gisp. Ordet rimer næsten på Willkommen.

Cabaret (1966). Tekst: Joe Masteroff. Oversættelse: Jesper Kjær. Musik: John Kander. Instruktion: Pierre Westerdahl. Koreografi: Hans-Christian Leonhard. Scenografi: Nina Flagstad. Lys og videodesign: Jeppe Lawaetz. Kapelmester: Sanne Graulund. Fredericia Teater i Glassalen i Tivoli til 17. sept. Turné 19. sept.-6. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her