Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Al den krig og jazz

Den schweiziske dirigent Mario Venzagos besøg i Koncerthuset bragte både publikum og orkester tæt på det 20. århundredes musik
Kultur
2. oktober 2010

Bortset fra et næsten overmættet program var torsdagens 20. århundrede-koncert i Koncerthuset en stimulerende oplevelse.

Først og fremmest var DR SymfoniOrkesteret udrustet med en entusiastisk dirigent, der gjorde det tunge århundrede en hel del lettere og fik os gennem krigens skærmydsler til blomstrende livsmod i både Britten og Honeggers værker og mere end klarede skærene i Gershwins glade klaverkoncert med Jean-Yves Thibaudet ved klaveret.

Brittens Sinfonia da Requiem er en dødsmesse for orkester komponeret ved Anden Verdenskrigs begyndelse. Ophidset af foragt for krigen har Britten allerede begravet menneskeheden og spolet verden frem til det store bagefter, dommedag.

Paukerne indleder, og der lugter brændt og øde og småliv rumsterer, mens musikken gradvist får militærstøvler på til at møde den store dommer og sin skæbne. En vedvarende, insisterende puls går gennem hele værket med tunge trin og verden går under med største tilfredsstillelse og aggression. Hvordan man kommer herfra til skønheden, er svært at forestille sig, men Britten maner den frem af nogle syge fløjter som et gennemhullet tøjdyr med indbygget godnatsang, der langsomt begynder at spille igen til den evige hvile.

Mario Venzago var lige fremragende som hærfører gennem ilden og som den store gartner, der til sidst fik skønheden til at blomstre ud af asken og et koncentreret orkester. Tænk, at have overværet Britten dirigere selvsamme orkester i 1953 ved den første indspilning af værket nogensinde. I al sin trivielle, religiøse symbolik står Brittens værk som en sælsom sjæleryster, der lever sit eget evige liv og ud over det 20. århundredes konkrete tragik, fordi den musikalske nerve slår det konstruerede og sætter lytteren fri til egne betragtninger og eftertanker.

Den langfingrede pianist

Som det helt store intermezzi inden koncertens anden krigsfordømmende, religiøse symfoni stod Gershwins klaverkoncert med Jean-Yves Thibaudet som solist.

Thibaudet er en hyggepianist af de store, der ofte gæster Danmark og synes mere og mere sympatisk med årene. Han har så lange fingre, at man slet ikke kan forestille sig ham lave andet. Stilen hos Thibaudet har svinget lidt fra repertoire, der først og fremmest vil underholde, og til større livtag med mere seriøse værker. Hans teknik og talent kommer man dog aldrig udenom. Også Gershwins klaverkoncert, som han har indspillet sammen med Rhapsody in blue må regnes til den mere populære genre, der afleveres med spilleglæde og bravour.

Gershwin skrev sin koncert uden større musikteoretisk uddannelse, sådan lidt ligesom at skulle oversætte Nietzsche ud fra kasserollebøjningen. På den baggrund må man godt kalde værket vellykket. Hovedsagen, mødet mellem jazz og klassisk er sagt med et tantet udtryk uimodståeligt.

Mario Venzago tog igen pinden op, hvor den skulle sidde, lige midt imellem jazz og klassisk med en rytmisk stilsikkerhed uden amatøriske jazzy forsøg, men med plads til klassisk virtuoseri og sanselighed og havde igen hele orkesteret med sig, for ikke at sige publikum i en stor kollektiv glæde over musik, der til taler mere til kroppen end til øret.

Thibaudets rystede glanstoner ud af de lange fingre og spillede en solokadence, som var det Debussy, der landede i Koncertsalen, mens Venzago hjalp Gershwin ud i tjajkovskijske højder.

Arthur Honeggers Symphonie Liturgique er den schweiziske komponists tredje symfoni skrevet umiddelbart ved slutningen af Anden Verdenskrig. Ingen forudanelser her, men håndfast og konkret foragt og vrede over verdens dumhed. Ligesom Brittens Symfonia da Requiem er værket religiøst i sin form inspireret af den katolske messe.

I sin tematik er filmkomponisten Honeggers musik næsten programmusik og altså en sær blanding af programmusik og katolsk messe. Jeg ved ikke, hvor godt det lige står med hinanden eller snarere hvor heldig Honegger er med denne cocktail man hører noget i retning af en stumfilms massakre med tilhørende stumfilms-pieta. Men igen overbeviste Venzago, så det alligevel blev til et interessant bekendtskab med den ikke ofte hørte Honegger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her