Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En analyse af halvdårlig nordisk kunst

Ufrivilligt halvgod indsigt i semidårlige kunstneres nationale særkender
14 kunstnere - syv svenske og syv danske - er med på Silkeborg Bad-udstillingen 'Painterly Delight', som enten er den mest ambitiøse udstilling, der er ringest udført nogensinde eller en let ligegyldig udstilling med det absolut mest tossede koncept. Svenske Elizabet Thun er kvinden bag værket ovenfor.

14 kunstnere - syv svenske og syv danske - er med på Silkeborg Bad-udstillingen 'Painterly Delight', som enten er den mest ambitiøse udstilling, der er ringest udført nogensinde eller en let ligegyldig udstilling med det absolut mest tossede koncept. Svenske Elizabet Thun er kvinden bag værket ovenfor.

Kunstcentret Silkeborg Bad

Kultur
28. oktober 2010

Bedømmelse: 2/6

Painterly Delight er enten den mest ambitiøse udstilling, der er ringest udført nogensinde eller en let ligegyldig udstilling med det absolut mest tossede koncept. Så medmindre man tilhører fløjen, hvor debat er god for debattens skyld alene, så er det mærkelige på Silkeborg Bad, mærkeligt af alle de forkerte grunde.

Man går sin hurtige runde, suger indtryk til sig, danner sig et samlet billede, der er næsten altid noget, der gerne vil ud ,som man kan fange og lege videre med.

Ikke her. Man går en runde igen, det begynder at gøre ondt i maven, det er lidt ligesom, når man har zappet gennem for mange kanaler i for lang tid og burde gå i seng.

Øjnene falder på et maleri af danske Ditte Ejlerskov, et stort hvidt lærred, hvor kun et mindre felt er bemalet. Motivet forestiller en kvinde, der hviler sit hoved på en mands bryst. Det hedder 'The things he cannot see' og minder om Muntean/Rosenblum, der også iscenesætter motivet på kanvas, så det minder om et billede fra en avis eller en tegneserie. Det er en god idé. Det er pænt. Og ligesom den berømte kunstnerduo er titlen også gådefuld. Det her handler mere om kunst end om kvinder, Ejlerskov undersøger maleriet, og hun er god til det, selv om hun er lidt bange for, at vi ikke skal forstå, at det er et maleri og ikke virkelighed, hvorfor hun insisterer på at 'spilde' maling på det hvide.

Et rodet indtryk

Man går igennem et rum, hvor danske Søren Hüttel har fjollet med guldglitter-diskokugle med regnbuefarvet bælte og pærer, der skifter farver i PH-lamper og et rødt tæppe. Det er 70'er sjov og ballade og hedder 'Observationer af den fælles-europæiske tradition i et åbenbart hjemligt mileu'. Og uden for rummet hænger en svensk hr. Patrick Nilssons store tegninger af udsnit af bygninger og skyer. Det er uendeligt kedeligt og har titler a la 'Dark Interlude'. Og ved siden af hænger en dansk Simon Lindhardt med et udpluk af en ornamentering, der måske er fra en pinballmaskine, måske et Mark Thitchner-maleri. Det er skævt og farverigt og hedder 'Twitching like a finger of a gun'.

Svenske Johan Furåker har fundet en måde at arbejde videre med det fortællende maleri, fem små malerier illustrerer en tekst om en Albert Dadas, der for over hundrede år siden led af en sjælden sygdom, hvor han ikke kunne undlade at rejse, når han hørte om et fjernt sted. Han måtte bare af sted og fik på den måde set verden.

14 kunstnere er med. Syv svenske og syv danske. De danske har næsten alle gået på Det Fynske Kunstakademi, så det forklarer det rodede indtryk. Her er tale om et typisk kunstnerisk kurateringsprincip, man hjælper vennerne og orienterer sig i øvrigt kun i enten meget små cirkler eller helt enormt store. Det er enten de samme gamle gutter som altid, eller det er Venedig Biennale og MoMa.

Den dybe forklaring

Men det forklarer jo ikke ligesom de syv svenskere. Syv og syv, et guddommeligt tal, de fleste er værkerne er alligevel ret søgte, måske de har hyret galleristerne Mikael Andersen og David Risley til sammen at udtænke et fjollet koncept a la alle med ens forbogstaver eller inviter den første, der skriver 'synes godt om' på din facebook-væg. Men så er det, at man får fingre i kataloget. Av. Aldrig har nærværende anmelder følt sig så dum.

1. Udstillingen er en analyse af forskellen på dansk og svensk kunst.

2. Det er ikke kun en stilistisk analyse, men også en dybere analyse af det indhold, der formuleres.

3. Kunstnerne er udvalgt, fordi de har været påvirket af det temperament, som en national favorisering dikterer, og de belyser, hvilken indflydelse den visuelle arv har haft på samtidskunsten.

4. Udstillingen er en undersøgelse af, hvordan medierne skaber kollektive forestillinger om kunst.

5. Udstillingen fortæller om de nationale behov for det romantiske geni og den virkelig passion, der findes i den unge kunst.

6. Udstillingen viser, hvad ungt maleri er i dag, og hvad dets forudsætning er.

Og meget, meget mere. Selvfølgelig! Det er jo det, kunst kan! Absorbere alt! Man tager bare noget fuldstændig tilfældigt og giver det en tekst, man har trukket i en automat. Så kører det! Men hvorfor nøjes med det?

Kunst fortæller også altid noget om køn. Og til den, der virkelig leder, vel også noget om forældrenes ophav. Og hvordan kunstnerne har det med fuldkorn. Og træ. Udstillingen er en analyse af forholdet mellem oliemaling og akryl. Og træ!

Cool og halvdårlig

Der var en glimrende udstilling på Charlottenborg for et par år siden, der handlede om, hvordan Friedrich har påvirket svensk kunst. Man så, hvor alvorlig og formel den svenske kunstscene er, der var ingen små sociopolitiske jokes eller lumre tjubangtitler. Det var tydeligt, at de store følelser ikke ligger til svenskerne, men også at de måske alligevel, trods deres humørforladthed, ligner japanerne mere end tyskerne. Ligesom japanerne har de blot parkeret lidenskaben et andet sted. De har ikke det tyske storhedsvanvid, men snarere den japanske pertentlighed i en kølig udgave.

Den slags indsigter får man ikke med hjem fra Painterly Delight. Kunstnerne er simpelthen ikke repræsentative for andet end tilfældige møder. Hvilket til gengæld er metodisk henrivende, for hvilken testbatch at få til rådighed til efterprøvning af gamle teser!

Hvilket leder os til følgende konklusioner om halvdårlig ung nordisk kunst:

1. Den henter sin inspiration fra udlandet og eksekverer den på en lidt særegen måde.

2. Nu er vi venlige mod kuratorerne, men ja, unge svenske kunstnere er mere alvorlige. EvaMarie Lindahl har for eksempel tegnet en masse forskelligt pigtråd.

3. Man kan sige, at hvis halvdårlige unge svenske kunstnere ser kunsten som et kald, så ser de halvdårlige danske kunstnere det som et kald til resten af verden. Se mig, se mig, råber de og prøver at lave noget støj.

4. Det er vigtigt at være cool, når man er ung halvdårlig kunstner. Men hvor svenskerne er bogligt cool er danskerne Tarantino-cool.

5. Gad vide, om de svenske kunstanmeldere også vil stoppe her, når udstillingen fortsætter til Ystads Konstmuseum?

Painterly Delight på Silkeborg Bad, Gjessøvej 40, Silkeborg til den 30. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Sarpsborg

En kunstanmeldelse hvor konklusionen er "halvdårlig" siger vist langt mere om anmelderen, end om de kunstværker vedkommende har "anmeldt".

Kan vi ikke blive fri for sådan en useriøst behandling af kunst i avisen! Man skulle tro at anmelderen var lobbyist for Regeringen..