Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Bøsset med faste håndled

Der har aldrig været så mange homoer på film, som der er nu - hverken i mainstream Hollywoodfilm eller i det blæret kuraterede udvalg af film, som 25-års jubilaren Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival fra i morgen og ugen ud viser på skærme i landets større byer. Følg det 'bøssedes' slingrende filmhistorie fra 'sissies' over crossdressers til bromances
Der har aldrig været så mange homoer på film, som der er nu - hverken i mainstream Hollywoodfilm eller i det blæret kuraterede udvalg af film, som 25-års jubilaren Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival fra i morgen og ugen ud viser på skærme i landets større byer. Følg det 'bøssedes' slingrende filmhistorie fra 'sissies' over crossdressers til bromances
Kultur
21. oktober 2010

Når Take That-Gary og Robbie uden tyk ironi kan lege med bøssereferencer i deres seneste fælles comeback-musikvideo, er det et spædt tegn på, at det 'bøssede' ikke længere blot er modbillede på ægte maskulinitet eller er skamfuldt eller hysterisk morsomt, sådan som Hollywood har fremstillet det.

Jo flere homofilm, jo mere nuanceret et billede af homoseksuelle, forestiller man sig. Men hvad med den populærkulturelle forestilling om, ikke bøsser, men det 'bøssede'? Tag nu Take That-rivalerne Gary Barlow og Robbie Williams. De er ikke bøsser. Men i deres nye popduet, den letbenede genforeningsballade »Shame«, er de bøssede.

På rodeobarens dansegulv fanger de hinandens intense blikke over skulderen på hver deres kvinde. »Sikke en skam,« synger de, »at vi aldrig lyttede til hinanden«. Så tager de to på fisketur. Ekkoerne fra Ang Lees cowboyromance Brokeback Mountain (2005) runger i klippedalen ved søen, hvor de sidder med deres fiskestænger. Robbie ser med et drømmende blik på Gary og stryger ham på skulderen. Gary kigger tilbage. Omkvædet modulerer. De trækker trøjerne af deres mellemgamle overkroppe og klatrer op på en klippetop.

De to popikoner, der i Take That-tiden blev kaldt 'bøsserøve', fordi deres popsange enten var for følsomme eller for dansable, leger i »Shame« med bøsse-identifikation uden at parodiere de gammeldags homoklicheer. Vinket til Brokeback Mountain, homofilmhistoriens største blockbuster, er et påfaldende uhomofobisk greb til at fortælle om deres bromance ('bror' og 'romance' trukket sammen til et særligt mandevenskab) uden at distancere sig fra det 'bøssede' med overtydelig ironi.

Mand dig op!

I Hollywoodfilm var 'bøssen' længe forbudt på lærredet, hvorimod det 'bøssede' var stærkt til stede i form af særligt bøssede træk (den affekterede fistelstemme, det løse håndled) hos skabede kostumedesignere, sleske skurke og komiske crossdressers. Nogle homofilmforskere vægter, at de derfor var der, bøsserne - selv om man skulle se godt efter. Andre peger på, at de 'bøssede' mænd intet havde at gøre med homoseksualitet.

»Tøsedrengene« (the sissies på engelsk) og de kvindeudklædte mænd indtog snarere en funktion, der havde et stærkt heteronormativt sigte: De skulle stå i komisk kontrast til de rigtige mænds rigtige måde at være mand på og dermed understrege det maskuline. I stumfilmsæraen får den kvindagtige, aseksuelle 'tøsedreng' filmheltene til at fremstå desto mere stålfast maskuline og virile - f.eks. i Stan Laurels western-parodi The Soilers (1923), hvor en fimset cowboy vinker flirtende ned til en anden rigtig cowboy fra sit vindue.

At være 'bøsset' og ikke-mandig var i mange år lige så angstvækkende som at være bøsse. F.eks. skildrer Vincente Minnellis Tea and Sympathy (1956) unge Tom, kaldet 'sissy boy', der skal vænnes fra sine 'bøssede' interesser (folkesang og syning) og umandige træk (en særligt 'bøsset' gang) for at blive (damernes) mand.

At der findes disse særligt 'bøssede' træk, man skal fralægge sig, har siden været et flittigt brugt tema i Hollywood. I In & Out (1997) spiller Kevin Kline f.eks. en vellidt high school-lærer, Howard, der har så meget takt og tone og styr på garderoben, at en tidligere elev til en Oscar-prisoverrækkelse i god tro outer ham som bøsse på nationalt tv. Oscar forsøger så panisk at aflægge sin 'bøssede' hang til dans, gamle film og høflighed for i stedet at blive så urytmisk, bøvet og brovtende som det åbenbart forventes af den heteroseksuelle mand.

Udklædning som scoretrick

The Birdcage (1996) er også en sådan slags 'krydsseksualitetskomedie' med omvendte fortegn. To homofædre og cabaretklubejere (Robin Williams og Nathan Lane) skal skjule deres livsstil for sønnens konservative svigerfamilie. I forsøget på at fralægge sig deres bøssethed, der pludseligt udgør en fare for sønnen, kan den mest kvindagtige af de to ikke dy sig for lige at snige et par lyserøde sokkeletter på under buksen. Og da han skal lære at gå mandigt som 'John Wayne', skvatter han hvinende ud over det hele. Selv disse komedier, der slutter med at fejre tolerance og seksuel åbenhed, pumper klicheerne om, hvad det bøssede er, op til et hysterisk maksimum.

Mænd i kvindetøj har i Hollywood været en særlig sjov form for 'bøsset' degradering af maskuliniteten. I Howard Hawks' slapstick-klassiker Han, hun og leoparden (1938) får sexikonet Cary Grant viklet sig ind i Katharine Hepburns natkåbe, og krydsudklædningskomedien - herhjemme bl.a. den mærkværdige sci-fikvindesagsfilm Op Med Lille Martha (1946) og Dirchs klassiker Charlies Tante (1956) - er en stadig klassiker med en bestemt formel: Mænd leger kvinder for at komme tæt på damer eller for at få sig et job, og som utilsigtet bonus får de indsigt i kvindelivet.

I Tootsie (1982) spiller Dustin Hoffman en arbejdsløs charlatan, der skaber sig et alter ego som brysk madame for at få en rolle i en sæbeopera og siden får et 'lesbisk' venindecrush på en af seriens andre starletter. I familiekomedien Mrs. Doubtfire (1993) er Robin Williams den humørsyge skilsmissefar, der ved at udklæde sig som familiens nye barnepige bliver klogere på hustruen. Samme struktur finder man i det, man klodset kunne kalde 'krydsseksualitetskomedien' - senest brugt i Kick-ass (2010). Her må manden på ægte forvekslingskomisk vis agere bøsse - for at score en dame.

I sexkomedien Pillow Talk (1959) flirter Ruck Hudson drillende med Doris Day ved at stritte lidt 'bøsset' med lillefingeren. I den romantiske 90'er-komedie Three to Tango (1999) tvinges Oscar (Matthew Perry) til at agere bøsseven for bossens elskerinde. I disse komedier, hvor enten køn eller seksualitet byttes ud for en kort (sjov) stund, smider mændene altid til sidst parykken, eller lader lillefingeren falde, og får så den dame, de har gået og luret på, mens de var i 'drag'.

For Guds skyld ikke bøsse

Filmene gør ofte, hvad de kan, for at understrege en heteroseksuel bundlinje, for den meget konkrete leg med 'bøssede' køns- og seksualitetsformer må for Guds skyld ikke forveksles med ægte bøsseri. At den queerede mand altid ender med at fastslå sin heteroseksualitet med en gedigen scoring bliver derfor helt centralt

. En anden måde at sikre den heteroseksuelle ære på er, som filmforsker Vito Russo bemærker i sit homofilmforskningsværk The Celluloid Closet (1981), ved at smide en 'ægte' bøsse ind i de film, hvor heteromændene leger med det 'bøssede'. I Mrs. Doubtfireer broderen en superfimset make-up artist. I Three to Tangoer Matthew Perrys arkitektpartner en ægte (bøsse)stilbevidst, cappuccino-sippende mand-til-mænd.

I en hel række af de mange 'bromance'-film om stærke mandevenskaber indtager bøssevennen eller -broderen samme funktion. Venindernes ven i bromancekomedien I Love You, Man (2009), Peter (Paul Rudd), er f.eks. på jagt efter en ægte ølbællende, pikspillende mandlig forlover til sit bryllup, mens hans homoseksuelle brors tilstedeværelse i filmen garanterer publikum om, at Peters vennejagt ikke er en latent scorejagt. Til gengæld konkluderer filmen, at Peters ubøvede opførsel ikke som sådan er bøsset, men bare et andet bud på mandighed.

To grunde til crossdressing

Billy Wilders udødelige Some Like It Hot (1959) udlægger de to måder, krydsudklædningsgenren kan læses på, overraskende dristigt: To musikere klæder sig ud som kvinder for at score et job og flygte fra mafiaen. Den ene (Tony Curtis) bruger forklædningen til at gennemskue, hvordan han bedst kan score den dullede, yacht-begejstrede Marilyn Monroe. Den anden (salig Jack Lemmon), udklædt som 'Daphne', vælger til slut at forlove sig med en styrtrig beundrer, han er blevet jagtet komisk rundt af filmen igennem.

Da 'Daphne' bekender, at 'hun' er en mand, svarer den forelskede forlovede (Joe E. Brown) bredt smilende: »Ingen er fuldkommen!« Det var et grotesk morsomt scenarie for datidens publikum, men samtidig antyder det mandlige giftemål en forbindelse mellem det 'bøssede' og bøssen, som de fleste ældre mainstream film behændigt undgår.

I den 'bromantiske', amerikanske indiefilm Humpday (Lynn Shelton, 2010) prøver to kammerater desperat at finde tilbage til kernen af ungdommens tætte venskab og beslutter sig for at lave en kunstpornofilm, hvor de to har sex. Gør de det? Det bliver aldrig filmens vigtigste spørgsmål. Er de så bøsser? Det handler filmen heller ikke om - uden at den definitivt har brug for at afvise enhver påstand.

Det gør Robbie og Garys musikvideo »Shame« heller ikke. Da boyband-bromantikerne står på klippetoppen og tager tilløb til at springe ud, vælger de i sidste øjeblik at lade være. Brokeback Mountain-referencen bliver hængende i fri luft. Efter at det 'bøssede' i film har været defineret gennem en lang række klicheer om umandighed, efter at det har fungeret som morsomt modbillede på ægte maskulinitet, efter at angsten for at køns- og seksualitets-lege skulle kunne forveksles med 'bøsseri', er der måske en åbning for, at det 'bøssede' i film er ved at blive mindre farligt og nemmere at lege frit med.

I kommende uge på Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival er der til gengæld ægte bøsseri og fremstillinger af alle slags slet skjulte seksualitetsformer i en lovende festivalsfusion af kortfilm, dokumentarer og features om alt fra bjørnebøsser over gay bashing til franske femmes' erotiske intriger - hvis altså man tør opleve den ægte bøssede vare.

Syv stærke skud i bøssen og lebben

BearCity

Douglas Langway, USA 2010

Kæk sexkomedie fra the City om en bøsse, der stærkt presset må acceptere sin forkærlighed for fisselettens modsætning i homoverdenen, “bjørnen”: den bløde, kropsbehårede bamsebøsse med hår på mave og ryg og i hoved og røv.

Paris Return

Yossi Aviram, Israel 2010

Avirams fine familieportræt af sine to gamle bøsseonkler, den altid gnavne og den altid glade, der overvejer, om de skal vende tilbage til Israel efter årtiers bon vie sammen i Paris.

Edie & Thea

Susan Muska og Greta Ollafsdottir, USA 2009

Rørende dokumentar om to kvinders 42 år lange politiske kamp for retten til at gifte sig.

Taxi to the Toilet

Frank Ripploh, Vesttyskland 1980 

Tysk 80’er-kultfilm om hot ekshibitionisme og forviklet forelskelse i det Berlinske homomiljø. Et greb ned i festivalens guldkiste af gamle, skæve og vigtige historiske homofilm fra hele verden.

Off and running

Nicole Opper, USA 2009

Prisbelønnet dokumentarportræt om en afroamerikansk kvindelig løber, der har det ekstra eksistentielle coming-of-age benspænd, at hun er adoptivbarn til to hvide, jødiske lesbiske.

A Frozen Flower

Ha-YU, Sydkorea 2008

I denne koreanske spillefilmstragedie viser der sig at være mere end blot ’bromance’ i luften mellem kongen af Goryeo og hans billedsmukke livvagt.

The Last Summer of La Boyita

Julia Solomonoff, Argentina 2009

Temaet om intersex (hermafroditisme) behandlet delikat behandlet gennem skildringen af to 12-årige barndomsvenners sommer sammen.

Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival kører fra 22.-31. oktober med film og events i København, Århus, Malmø og Aalborg.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her