Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

BOOOOOOMMM

Lars Husums roman om Danmark i krig taler med store bogstaver for at gøre virkeligheden eksplosivt nærværende, men det lykkes ikke
Kultur
8. oktober 2010

Det er umiddelbart svært at sige noget grimt om projektet i Lars Husums nye roman: at skrive om en dansk soldat i Bosnien og Afghanistan, og ikke bare skrive om ham, men med ham, med hans sprog og perspektiv, i første person nutid. Det er verdensvendt, det er politisk, det er historisk og socialt bevidst, det er virkeligheden op under forfatterens tastaturnegle. Og det er skrevet i folkets sprog, må vi forstå, det er den jævne unge mand, der taler, isprængt citater fra den musik han hører (Eminem, Robbie Williams, Massive Attack, Liverpool FC's kampsang) og sms'er fra den pædagogstuderende kæreste: »Baby, jeg har brug for at mærke din hånd på min numse«. Hos Husum har de jævne folk hjertet på rette sted (og hånden på rette numse), mens de højtuddannede er følelsesmæssigt afstumpede: kærestens psykologforældre har naturligvis ikke kunnet finde ud af at tage sig af deres egen datter. Men når de jævne folk tror, at Anna Ancher hedder Anne (»Det minder om et Skagens-maleri, lidt ligesom Anne Ancher,« siger hende med numsen venligt til sin amatørmalende svigermor) forstår denne kultursnob altså ikke, hvad det skal til for.

Upålidelig

Fortælleteknisk har Husum givet sig selv en svær udfordring: at skildre en bevidstheds gradvise opløsning i 1. person nutid. Vi følger jeg-fortælleren Jakob fra september 2000 til januar 2007, fra forelsket, livslysten ung mand til mareridtsplaget hjemvendt soldat, fra beskyttende bjørn til afmagret krigsveteran, som ikke har kunnet skærme sine nærmeste mod død og ulykke.

Husums kneb bliver det, at han overordnet lader Jakob forblive rolig og kontrolleret i sit jævne sprog, mens vi ud fra de ydre handlinger og hans drømmereferater erfarer, at han er længere og længere ude. Det er en variant af den upålidelighed, som jegfortællere så ofte behæftes med, men den fungerer ikke overbevisende.

Jakob forbliver skåret over en skabelon, der ikke er dybere psykologisk og sprogligt funderet, end hvad man kan læse i aviserne om posttraumatisk stress-syndrom. Som her, da hans far mod slutningen forsøger at få ham til at gå til psykolog: »Snak løser intet. Jeg er problemet, ikke terrorister, ikke bilister, men mig, for ødelæggelserne klistrer til mig.«

Virkelig?

Ganske vist er der forsøg på at lade sproget mime bevidsthedens opløsning: »Jeg er Jakob-i-fragmenter. Jeg er, jeg er, jeg er, jeg er, jeg er (gentages hen over fem linjer), jeg er ikke«, »DØDØDØDØDØDØDØ (etc.)«, »Bevæg dine ben i et konstant tempo. Bevæg dine ben i et konstant tempo (gentages over 26 linjer). Men de kommer til at virke lige så påklistrede som romanens kvasi-avantgardistiske tekstindslag af ready mades og typografiske julelege (forsvarets testamente udfyldt af Jakob, familiefotos af 'Jakob' som barn, et kæmpe BOOOOMMM i magnaprint over en dobbeltside). Problemet med den »virkelighed«, romanen demonstrativt ønsker at få under neglene, er, at det er virkeligheden, som journalisterne har defineret den.

Det er som om bestræbelsen har været at få alle pressebillederne med: danske soldater i Bosnien og Afghanistan, Twin Towers, terrorbomben i London, Abu Ghraib, Liverpool vinder over Milan i Champions League-finalen 2005. Som om det ikke var nok, skal der også indvæves en fatal bilulykke i historien og en fiktiv terroraktion i København.

For så vidt har Jakob fuldstændig ret, når han hævder, at ødelæggelserne klistrer til ham, men det er ikke fordi han er traumatiseret soldat, det er fordi han er en papfigur konstrueret af en forfatter, som vil klistre så meget 'virkelighed' på ham som muligt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at man får mere krigsvirkelighed under neglene ved at læse Beckværkets kunstfærdigt konstruerede Irak-projekt Selvmordsaktionen, der gør kunsten til virkelighed, frem for en bog som denne, der forsøger at gøre den journalistiske virkelighed til kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Nielsen

Jeg er egentlig glad for at jeg nåede at læse Lars Husums bog før jeg stødte på denne anmeldelse. Ellers havde jeg risikeret at lade den farve mig og havde måske fravalgt bogen. Nu havde jeg heldigvis læst foromtalen i en konkurrents papirudgave og var blevet så pirret at jeg allerede kastede mig over romanen i weekenden. Og jeg må slå fast at min oplevelse af romanen er væsensforskellig fra den oplevelse Lilian Rösing åbenbart har haft. Jeg synes ikke bare "Jeg er en hær" er væsentlig roman, men den er samtidigt underholdende, rørende og utroligt velskrevet.
Men hvis det bare var der Rösing og jeg var uenige, så havde jeg næppe kastet mig over tasterne. Noget jeg sjældent gør og prøver på ikke at gøre til en vane. Grunden er at jeg føler mig utroligt provokeret over det litteratur- og menneskesyn som Rösing buser frem med herover. Jeg synes, da jeg selv læste romanen, at det var befriende med et sprog, der ikke postulerede en fladpandet ophøjethed som det desværre alt for tit er tilfældet med nye danske romaner, men i Rösings optik er dette sprog i øjenhøjde med hverdagen et udtryk for både karakterernes og dialogens "jævnhed", som hun åbenbart kun kan tolke gennem et par klassebevidste sygekassebriller fra halvfjerdserne (at hun så angriber det jævne og virker indigneret over et par karakterers høje uddannelsesniveau er underordnet. Det er optikken det er galt med). Jeg synes det er på tide dansk litteratur og anmelderi kommer videre fra et støvet og, undskyld udtrykket, røvkedeligt litteratpleasende udtryk og også tør være underholdende, samtidigt med at det er væsentligt.