Læsetid: 2 min.

Brændbart stof

Asger Schnack samler op i sine spor. Og på trods af den nye voldsomme titel 'Bål og brand' indledes den af et usædvanlig afdæmpet og sart stemningsbillede fra en udflugt til Louisiana.
29. oktober 2010

Med cirka 10 års mellemrum har Asger Schnack udsendt samlinger af såkaldte essays, bestående af kortprosa og digte, optrykte og nye aktstykker mellem hinanden af blandet karakter og stilart, energiske tekster tæt på sprogets nervesystem hos ham selv og de kunstnere og kolleger, han tager frem, gamle kendinge i hans omfattende kreds af valgslægtskaber. Lys og luft og Spejl og spor hedder de gamle, mens den nye bærer den mere voldsomme fællestitel Bål og brand. Ikke desto mindre indledes den af et usædvanlig afdæmpet og sart stemningsbillede fra en udflugt til Kunstmuseet Louisiana.

»Der sad vi så og sagde ikke noget, lidt fortrolig tavshed, kendt fra litteraturen, kendt fra film, vi var vel til, og andre læste aviser eller sov«.

Let ironisk og ømt, kunstindpakket, som den dannede forlystelse nu er, med »tre prikker i luften overalt, tankestreger, kommaer, punktummer, alverdens tegn, som samlede sig til en slags sprog«, hvorefter dette møde med kunsten kan sammenfattes: »Hjernelet gik det, sygdomsfrit, albuebevægeligt, græsfodsagtigt«.

Varme og kulde

Så smidigt, tegnholdigt og fantasibefordret arter forholdet til kunsten sig i flere stykker hos denne erfarne og højproduktive digter, oversætter, formidler, forlægger og iværksætter, enten det drejer sig om poeter, malere, filmfolk fra nutid og fortid, varmt veltalende og entusiastisk - eller med indigneret og dog nøgtern kulde, hvor det gælder et opgør med den borgerlige barndom og skolegang. Det er kendt på én måde i den lille selvbiografisk farvede trilogi Det var ikke mig, 42 år og Eller hvad ved jeg (1976-79). Men nu får det en ganske rystende farvning i skildringen af den fædrene skoleinspektørverden i Gentofte med dens golde regelrethed og hykleriske moralisme parret med en oplevelse af FDF's betændte spejderliv og gymnastiklæreres perverse håndtering af badende drenge, dertil en sadistisk dansk-lærer. Mirakuløst at have overlevet lysten til skriveri af personlig art med lektorens blufærdighedskrænkede stileretning - i en skole, hvor han lærte at drikke alt for mange bajere, så han her har skrevet et truende stykke om alkoholisme.

Alt i alt fatter man, hvorfor Asger Schnack i en længere periode af afsky sløjfede sit patronymikon og brugte forfatternavnet Paardekooper eller Braun efter moren. Her var både bål og brand som ny branding.

For kompakt

Og poesien var i hvert fald en vej ud i en frihed og ret skrivning. Her er så endnu et resultat i form af portrætter og læsninger af venner og samarbejdspartnere, bl.a. Dan Turèll og Peter Laugesen som eksponenter for den antiakademiske poesi, en indlevende analyse af Jørgen Gustava Brandt, en eksperimentel beskrivelse af Inger Christensens digte som en stol, som et uvejr, et træ, en arbejdsdag, en teceremoni etc. Det er vel med et af hans egne udtryk: at være loyal mod miraklet. Derfor hører Jens August Schade naturligt hjemme i hans galleri. I den forbindelse kan han i øvrigt citere et ellers uobserveret digt af Gustaf Munch-Petersen,»telegram«, fra april 1937, som ikke er sluppet med i Litteraturselskabets nye udgave af Samlede digte, men dog kan læses i Victor B. Andersen's maskinfabrik fra 1998 - hvis man er så heldig at have det hæfte.

Meget brændbart stof er der således at finde i den lille, tætte bog, som dog i mine øjne er blevet for kompakt, især på grund af den fysiske skrift, der typografisk set er af minimal størrelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu