Læsetid: 2 min.

Deliriske detaljer og et vildt, vildt sprog

Henning Mortensens nye novellesamling er kun mellemgod, men lyser gevaldigt op undervejs. Så let og vildt han skriver!
29. oktober 2010

Fantastisk nok afleverer Henning Mortensen i sin nye novellesamling, der ellers kun er mellemgod, alligevel passager så spirrevippe og tummelumske, at læserens indre latter spontant bryder ud. Det er en glad latter, ikke rettet mod nogen, heller ikke solidarisk med nogen. I stedet fødes den ud af at opleve, hvor meget sproget egentlig kan.

I bogens titelnovelle, »Albert Colds drømme om dronningen«, flyver en aldrende og døende Albert Cold f.eks. i helikopter og ind og ud af sine egne delirier. Han fantaserer om et alderdomshjem:

»Det er svært at forestille sig, at de alle engang havde små ansigter, der kom ud af det mødrene liv i det mytologiske Thy eller det havomskyllede Odsherred, fra små steder, som hedder Eriknauer, Angmagssalik eller Tullebølle eller fra det dybe København, Vesterbrogade eller Læderstræde. Men endnu er der et stort og glubsk liv i dem, og i baggrunden laver et hold af de friskeste gamlinge en særlig mavegymnastik, mens de synger:

Dingeling, dingeling, se til I kommer væk!/ For hvis I ikke rubber jer/ så kommer vi og skubber jer./ Ding ding dingeling, ding ding dingeling/ se til I kommer væk!«

Man kan endda pege på det ord, som løfter passagen fra bare fremragende til ud-af-kroppen god: en særlig mavegymnastik! Hvilken kan det dog være. Der er så meget liv, så mange detaljer i de sætninger, en evne til med største lethed at lade tingene bevæge sig hvorhen det skal være.

Nå. Når Henning Mortensen er bedst, så er der den samme bevægelighed ikke bare i sætningerne, men også i novellernes handling, i den verden, de folder ud. Den verden føles tit som en legetøjs- eller miniatureverden, kun fuld af alvor, hvis man nu selv var et legetøjs- eller miniaturemenneske. Eller: Novellerne i »Albert Colds drømme om dronningen« er nok alvorlige, men de er ikke på nogen måde tyngede af deres alvor.

Til gengæld føles mange af dem spinkle, som om de bare er en hurtig idé, der skal skrives igennem eller et lille greb, der skal prøves af. Det er som om, forfatterens sprogmaskine løber tør for brændstof, inden den rigtig kommer i gang.

Krimilette

Sigende nok er det de længste tekster, der er de bedste. Bogens allerlængste, den fyrre sider lange krimilette »Geschichte«, udarter sig undervejs til en regelret tour-de-force. Mordet afslutter bizart nok historien i stedet for at starte den, depraverede slotsfruer og opdagere med søvnapnø stiller sig an i en egn, »hvor efterårets vind, vand og mørke indhyller det mødige sind i en slags åndeligt ligklæde«. I Weekendavisen mente Lars Bukdahl, at teksten var et eksempel på den ellers glemte genre crazy-krimi. Jeg synes mest, den viser det begrænsede i et hvilket som helst forsøg på at forbinde krimien med hverdagen. For kigger man længe nok efter, bliver hverdagen sær, sær, sær, langt særere end banale drab på denne eller hin. I al fald hos Henning Mortensen, for hvem deliriske detaljer finder vej ned på siderne med den allerstørste lethed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu