Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I et dyneland polstret med rockwool

Suzanne Brøgger begår med sine 'Breve til Prinsen af Mogadonien' en herligt uimodståelig og helt igennem uundværlig bog
Suzanne Brøgger har set en verden forsvinde - men hun siger samtidig tak for en ny! Tak til dem, der tør.

Suzanne Brøgger har set en verden forsvinde - men hun siger samtidig tak for en ny! Tak til dem, der tør.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
8. oktober 2010

Ifølge almindelig praksis deles forfattere op efter genrer. Er de lyrikere eller prosaister? Eller der spørges efter epoker: Er de naturalister eller symbolister? Eller efter tiår, generationer: Er folk 68'ere, punkere eller rappere?

Suzanne Brøgger har hæftet sig ved en anden opdeling. Tidligere mest intuitivt, nu mere reflekteret. Hun skelner mellem de forfattere - uanset hvor gamle de er, og hvilket århundrede de kommer fra - som ikke har kunnet dy sig for at skulle hen og røre ved tæppet foran forestillingen, kradse i det, rive, ruske og flå i det - ja, måske bide i det. Og så de andre, der bare har købt hele forestillingen, spillet med i den uden at spekulere over, hvad den i grunden gik ud på.

Central digression

Selv regner hun sig helst blandt de nysgerrigt eftertænksomme - og har tro mod dette modigt kritiske ideal nu begået en vanvittig og vidunderlig, herligt uimodståelig og helt igennem uundværlig bog i form af en stribe essayistiske breve i 1700-tallets stil, propfyldte med digressioner og med ufuldstændigheden som metode. Hun fistrer ud ad alle tangenter, men er netop derved central. Forfjamsket, og just af den grund fornuftig.

I sin rolle som 'korrespondeuse', 'épistolière', 'skribleuse', 'pamflettøse' m.m. henvender Suzanne Brøgger hvert brev til Prinsen af Mogadonien alias Prins Henrik af Danmark, symbolfigur for en befolkning, som år for år, ja, uge for uge, bestræber sig på at berøve kongehuset al dets mystik og magi. Ham bliver det, som nu må lægge øre til hendes idiosynkrasier: genboejendommen, der ligner en blanding af losseplads og bilkirkegård; stemmerne i radioen - naive, overforkælede, kunstigt opstemte, falsk muntre, åndssvage, latterlige! - samt pøbelen, dette ensporede flertal, som for længst har virkeliggjort Lenins parole om proletariatets diktatur gennem en kollektiv fordummelse, over for hvilken forfatteren føler sig som hørende til en døende klasse af humanister.

Levende og døde

Hun mindes og begræder de allerede døde: Susan Sontag, Jytte Borberg, Inger Christensen, samt, længere tilbage, H.C. Andersen, Proust og Dante. Hun kommenterer, i en vekslen mellem fælles og personligt og privat, på snart sagt hvad som helst - offentlig nøgenhed, biblioteker, forelskelser, børneopdragelse, mode, religion, - i én lommefilosofisk omkringfarende pærevælling, skiftevis enfoldig og intellektuel, på samme tid sibylleviis og pjanket.

Undervejs får hun stillet en række af de spørgsmål, ingen ellers tør stille: Hvorfor er det helt umuligt for israelere og palæstinensere af afslutte de dødes diktatur over de levende? Hvorfor skal en politiker, der er født med det hæderlige navn Morten Christoffersen, absolut opkalde sig efter et af de tyske fly, der fræsede ind over Mogadonien 9. april? Hvorfor tør ingen socialdemokrater åbent tilstå, at de i virkeligheden i hjernen og hjertet er socialister? Hvorfor klapper landets medier bare i deres små hænder, når Anders Fogh Rasmussen, den altid nøjeregnende taktiker, skaffer sig en international toppost på ligene af de danske drenge, for slet ikke at tale om irakere og afghanere i hundredtusindvis? Og hvorfor finder kunstens og litteraturens aktører sig i en sportificering, der forurener tankegang og metaforik med tabere og vindere, bestsellerlister, kokkehuer, stjerner og sentimentale hjerter?

Uden rødder, ud i det blå

Dog, lige idet Suzanne Brøgger står klar til at smide sig i den pessimismens og surhedens massegrav, som frister så mange, så snart de har rundet de halvtreds, indrømmer hun, at nok har hun set den gamle verden forsvinde - men hun siger samtidig tak for den ny! Tak til dem, der tør, ikke mindst til talentfulde unge fra f.eks. konservatoriet og Forfatterskolen, der vokser op uden rødder, uden tradition - skyder frem og ud i det blå, og navigerer frejdigt herfra. For dem, der har rørt hende, føler hun ømhed. Til dem tør hun nære sin fulde fortrøstning. I et dyneland polstret med Rockwool.

Brevene munder ud i en reformulering af feminismen. Det er hele vejen igennem skribentens agt at råbe samtiden og nationen op, men til sidst skifter hun adressaten ud og henvender sig til Mogadonien som helhed, kvinderne i landet ikke mindst, med en opfordring til at »repræsentere det universelle menneske«, nu hvor mændene ikke har kunnet. Gid jeg, med mange andre af mit køn, må gøre denne hendes sene og monstrøse forenkling til skamme.

P.S. Hvad enten det er en mand eller en kvinde, der har været redaktør på bogen, bør vedkommende skamme sig. Der er simpelt hen alt for mange små fejl, foruden enkelte store. Hvad ligner det f.eks. at placere Giovanni Boccaccio (1313-1375) - forfatter til Decameron, og en af de første lærde kommentatorer af Dante - i 1500-tallet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her