Læsetid: 4 min.

Folkens, lad os komme i gang!

Det er en fryd at anmelde Rasmus Graffs 'Folkets prosa'. Jeg gør det gerne igen i næste uge - og i næste og næste. Lad mig begynde med at se konceptet an
22. oktober 2010

Rasmus Graffs nye bog er en afskrift af eksempelsætningerne fra Gyldendals røde dansk-dansk ordbog med tilføjelse af titlen Folkets prosa, forfatterens navn og almindelige forlagsformaliteter som kolofon og bagsidetekst. Eksempelsætningerne er afskrevet ud i én køre, men dog med de oprindelige punktummer imellem sig og - som man kan se - i den rækkefølge de oprindeligt har stået i i ordbogen: »Jeg købte 3 blyanter a 1 kr. I gamle ABC'er var der tit et billede af en hane på sidste side. Sangeren brugte det abdominale åndedræt. Rejsen i det fremmede land var vellykket, skønt det var et aber dabei, at han kun forstod lidt af sproget.«

Og så er der en tilføjelse mere; efter eksemplerne med å-ordene følger en 30 linjer lang nyskrevet tekst, hvori Rasmus Graff reflekterer over processen og værket og blandt andet desuden udtrykker et forbehold over for selv at optræde som stedvis fortolker af dette, men samtidig også nævner, at han har indset: »at jeg ikke har indtaget en plads på niveau med læseren, hvilket jeg - naturligvis illusorisk - troede var muligt ved at skrive (sammensætte) på den her måde: afskrive (1. skrive af; 2. give afkald på).«

Den afsluttende klump tekst har lige præcis det antal tegn, der skal til, for at bogens sidste side er fyldt helt ud. Bogens allersidste sætning er »Bunden er nået.« Og det er den jo, sidens bund. Således er Folkets prosa en massiv tekstmasse, 125 sider med skrifttypen Helvetica Neue 65 uden luftlinjer eller indryk, papiret er ikke dyrt, og titelbladet ligner en fotokopi fra en økonomisk trængt folkeskole. Udstyret indikerer på alle måder brugs- og ikke prydgenstand.

Med dette afskriftkoncept slipper jeg som anmelder for at forholde mig til sædvanlige spørgsmål som: Har den unge (f. 1983) forfatter Rasmus Graff (debut 2008) talent? Har han stil? Er han original? Imponerer han ligefrem? Til gengæld stilles jeg som læser over for en række nye spørgsmål, hvoraf det første og helt afgørende lyder: Er det overhovedet meningen, at man skal læse (hele) bogen? Eller skal man, som Andy Warhol selv sagde om sine film, hellere tænke over den?

Fejllæsning

Jeg bestemte mig for i det mindste at læse i bogen og opdagede herved, at den massive prosa langt hen ad vejen ikke flød i en lind strøm. Rent betydningsmæssigt er der tale om afgrænsede sætninger. Man punkterer med andre ord ustandseligt. Men ikke hele tiden. Visse steder begynder eksempelsætningerne at spille sammen. Det bedste samspil, jeg indtil nu har fundet, er dette komiske zeugma side 97: »Mælken er sur. Er du sur?« Jeg har også fundet et ultrakort plot side 99: »Hvem havde gemt hans briller? Synderen ville ikke melde sig.« Men de to sætninger har ved nærmere eftersyn også oprindeligt hørt sammen som eksempel på brug af ordet 'synder', plottet er altså udtænkt af en anonym (?) forfatter i Gyldendals ordbogsredaktion. Så fredelige krimier, vi kunne få, hvis sprogfolk blev krimiforfattere.

Et ægte opstået sætningspar er imidlertid dette fra side 95: »Hun er en værre strigle. Han striglede hesten.«, der tillige har en fin rytme. Men hvis man forsøger at lukke af for betydning og bare stiller ind på lyd og rytme, så begynder der at opstå en fornemmelse af flow i læsningen. Så læser man bogstavrim med a, så læser man en serie med lyden (au), så læser man b-ord, så ryger man ind i en stime af ord, der begynder med op: opdrag, opdrog, opdrift, opdrive, opdrivelig, opdukkende, opdyngede, opdække, opefter, og så står der pludselig opera, og man læser op-era, og fejllæsning bliver en ny læsning.

Titlen Folkets prosa må jo have noget med den oprindelige ordbogs røde farve at gøre, men der ligger vel også en poetik gemt i udmeldingen? Man kan tænke videre ved at sammenligne med betegnelserne folkeeventyr og kunst-eventyr. Folkeeventyret stammer fra mange anonyme fortællere, kunsteventyr tilskriver (!) vi én kunstners kreative virke. Med titlen Folkets prosa afskriver Graff også forestillingen om kunstneren som eneren, det vil sige kunstneren som uafhængig af relationer. Kunstneren som den, der ofrer alt andet for kunsten, kunstneren, der udelukkende er kunstner.

Vores prosa

I forhold til anden fiktiv prosa er der temmelig mange NN'er i Folkets prosa, hvilket igen understreger værkets kollektive og anonyme præg. Folkets prosa er også en lidt grå prosa - helt uden neologismer naturligvis. Den er eksemplarisk, men det er vel og mærke konstruerede eksempler til forskel fra f.eks. Ordbog over det Danske Sprog, hvor eksemplerne er hentet fra skønlitteraturen. Graff har altså lavet den modsatte bevægelse og hentet det eksemplariske materiale ind i kunstens verden.

Folkets prosa har allerede affødt to andre værker, nemlig lydværket Sprogbrugseksempler i oplæsning ved 29 individer, publiceret på det svenske radiowy.se og installationen Re Act Or på Roskilde Festival 2010, hvor et kollektiv af digtere og publikum genanvendte materialet fra bogen. Men der kan ske meget mere! Folkens, lad os komme i gang med, ikke at læse, men bruge Folkets prosa.

Deltag i diskussion om 'Folkets prosa' på Kamilla Löfströms blog på Information.dk i de kommende uger, hvor anmeldelsen vil fortsætte som en føljeton.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu