Læsetid: 2 min.

En fornemmelse af stiløvelse

Peter-Clement Woetmann mislykkes ikke nok i sin nye bog, og i al fald ikke på interessante måder
22. oktober 2010

De cirka hundrede sider af fremstrømmende tekst i Peter-Clement Woetmanns nye bog Mit indre Pompeii glider ind og ud af tonefald og forestillinger om litteratur, der kun svært kan forenes. Der er sammenhængende prosastykker, men der er også små sætningsfragmenter, der ligner hurtige noter eller minimale, sansede øjeblikke: »Du smiler i bussen/ om natten«.

Der er digte, der udgår fra i al fald tre forskellige forestillinger om, hvad et digt er. Der er nogle blafrende, til tider hymniske tekster om et 'jeg' og et 'du' i en ret abstrakt natur - »regnen og havet, solen og månen«. Der er nogle korte, konkrete og kokette kærlighedsdigte, de hører til bogens bedste passager. Og så er der en kosmisk digtning, retorisk og ciseleret, fuld af nydannede ord og sær syntaks, meget ligesom, men ikke helt på højde med Morten Søkildes Landskaber:

»Solmoden: Vinden. Feberblankt urfolk blandt/ mælkehvide hjerner./ Vinden kroner det naturlige/ magtforhold mellem mægtige birke/ og den elektriske strøm fra de mindste væsner

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu