Læsetid: 2 min.

En fornemmelse af stiløvelse

Peter-Clement Woetmann mislykkes ikke nok i sin nye bog, og i al fald ikke på interessante måder
22. oktober 2010

De cirka hundrede sider af fremstrømmende tekst i Peter-Clement Woetmanns nye bog Mit indre Pompeii glider ind og ud af tonefald og forestillinger om litteratur, der kun svært kan forenes. Der er sammenhængende prosastykker, men der er også små sætningsfragmenter, der ligner hurtige noter eller minimale, sansede øjeblikke: »Du smiler i bussen/ om natten«.

Der er digte, der udgår fra i al fald tre forskellige forestillinger om, hvad et digt er. Der er nogle blafrende, til tider hymniske tekster om et 'jeg' og et 'du' i en ret abstrakt natur - »regnen og havet, solen og månen«. Der er nogle korte, konkrete og kokette kærlighedsdigte, de hører til bogens bedste passager. Og så er der en kosmisk digtning, retorisk og ciseleret, fuld af nydannede ord og sær syntaks, meget ligesom, men ikke helt på højde med Morten Søkildes Landskaber:

»Solmoden: Vinden. Feberblankt urfolk blandt/ mælkehvide hjerner./ Vinden kroner det naturlige/ magtforhold mellem mægtige birke/ og den elektriske strøm fra de mindste væsner

Så kunne man tro, at Peter-Clement Woetmann vender sig væk fra politiske og sociale problemer, men det er heller ikke tilfældet. Den slags dukker også op, gerne i forbindelse med principielle, overvejelser om digtning, ligesom der kommer små ansatser fra det privatbiografiske jeg.

Mange små retter

Undervejs i Mit indre Pompeii er der også passager, der er streget ud igen, og altså både er og ikke er en del af værket. I en af dem står der:

»Vi bliver nødt til at insistere på at vakle, at snuble, at vælte, at lave dårlige digte, dårlig litteratur fordi det er god litteratur at blotte vores svagheder og fejle igen og igen. At forstå og arbejde med mekanismerne for udelukkelse og latterliggørelse, at undlade at samle os i vores egne små klynger af meninger.«

Med dette principprogram i baghovedet giver det ikke mening at anklage Mit indre Pompeii for at være mislykket, for at stritte til alle sider, for på en måde er det pointen. Men man kan notere sig, at den forestilling om skriftens udvidede felt, som den trækker på - og som den henter fra de sene tresseres og tidlige halvfjerdseres litteratur - i praksis havde sin egen, stringente æstetik.

Peter Laugesens tidlige bøger er ikke en rodebutik, de er deres egen, nye stil. Mit indre Pompeii derimod er digtningens svar på antipasti, en lille snas af det hele, samlet af et omslag og forestillingen om en stadigt fremadflydende skrift.

Under alle omstændigheder sidder man tilbage med en fornemmelse af stiløvelse, mens man læser bogen. Det er ikke dårligt, bestemt ikke, men lange passager mangler noget prægnans, en følelse af at man bliver tiltalt som læser. Peter-Clement Woetmann er en god forfatter, men man kan godt tvivle på om Mit indre Pompeii fungerer som værk. Og her er det modsatte af at fungere ikke at mislykkes, men snarere at være uvedkommende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu