Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hybris og en død isbjørn

Potentielt megaloman udblokning af et enormt lærred og kattepoter over økologiske marengs. Både Sufjan Stevens og Antony & The Johnsons har klassisk tilsnit og instrumentering, men de udvider paletten og er for meget - fornemt for meget - på hver deres måde
Kultur
11. oktober 2010
Potentielt megaloman udblokning af et enormt lærred og kattepoter over økologiske marengs. Både Sufjan Stevens og Antony & The Johnsons har klassisk tilsnit og instrumentering, men de udvider paletten og er for meget - fornemt for meget - på hver deres måde

Åh, ambition. Den kan briste, den kan bære. Trampolin mod stjernerne, rutsjebane mod rendestenen.

Ambition og overmod har længe været amerikanske Sufjan Stevens kendetegn. I bredformat. I 2003 annoncerede han, at han ville lave et album om hver af USAs 50 stater. Han har indtil videre lavet to, først om Michigan (han kommer fra Detroit) og så i 2005 om Illinois. Måske har han i mellemtiden opgivet forehavendet, måske holder han bare pause.

I 2007 opførte han i hvert fald en anden form for topografisk værk, multimedieværket The BQE, som behandlede the Brooklyn Queens Expressway og dens fortælling om menneskefjendsk byplanlægning.

Den udkom sidste år som dvd/cd, og her komponerede Stevens ud over via 8 og 16 mm-kameraer for træblæser-, messingblæser- og strygersektion såvel som laptop, guitar og stemme.

Hæmningsløst

Der er smæk på ideerne i Sufjan Stevens verden og rigeligt med teknisk brændstof til at forløse dem og blæse ud ad tangenterne brede som fir-sporsmotorveje. Og det gør den 35-årige hr. Stevens også på sit nye album The Age of Adz.

Men nu er han så gået fra koncepterne. Der er ikke nogen egentlig ramme om albummet, som til gengæld sprøjter endnu mere hæmningsløst ud over det skrigende store lærred.

The Age of Adz galopperer f.eks. over stepperne på »Too Much«, hvor han vist synger om informationsalderens støj. »Theres too much writing on the wall«, brager koret, mens blæsere og krampende støjbidder samplet fra elektronik og elguitar strejfer lynende gennem den vitale og stovte konstruktion. Som stiger og falder i styrke og befolkningstal.

Pludselig er vi ganske pianissimo. Klaver, elektronik, dæmpede trommer. Og så stiger vindstyrken igen.

Jeg kommer stadig til at tænke på den minimalistiske mester Steve Reichs repetitive geni, når jeg hører Sufjan Stevens. Selv om han også læsser hæmningsløst på og i processen strejfer Stravinskijs potente Sacre Du Printemps. Canadiske Owen Pallett ligger i tydelig forlængelse af Stevens med sin indie-følsomme sangskrivning og klassisk svungne skoling og orkestrering mixet sammen, mens den syntetisk injicerede melankoli fra Radioheads skelsættende album Kid A fra 2000 er en forfader.

Imponerende ambition

Men Stevens går umiskendeligt egne veje i et udtryk, i et widescreen-format, som ville være megalomant, hvis ikke det var så nuanceret, sensibelt, smukt forarbejdet. På The Age of Adz brager blæsere apokalyptisk i kor med samplede boremaskiner og forvreden elektronik, før koret viser sig at operere i et endnu større rum.

Der er et klassisk format over Stevens, som ofte vender og drejer temaer i minisymfonisk format, ja, afslutningsnummeret »Impossible Soul« har flere satser som gennemtæves og -væves af rocktrommer, Autechre-krøller, 80er-synth, fælleskor, autotunet Stevens-stemme og episke strygere over dets 25 minutter og 35 sekunder.

The Age of Adz er et altid imponerende og til tider drænende eksempel på, hvad ambition kan gøre ved musik. Her finder vi en herre, der kunne være sunket ned i en indie-sindig weltschmerz for den gemmer sig i hans vemodige sangskrivning og har altid gjort det men i stedet har blæst den op i enorme formater, hvor den bliver overdrevet og fordrejet og afslører andre dimensioner. Og han undersøger og modarbejder og trives på sin tvivl ikke kun i detaljeringen og de mange sammenbrud undervejs, men også i forstørrelsen. Det kunne være ynkeligt, men det er Stevens kunst ganske enkelt for bæredygtig til.

Antonys verden

Engelske Antony Hegartys stræben er også af anselige dimensioner og af klassisk tilsnit. Men Stevens og Hegarty er symfoni over for kammermusik. Og mens førstnævnte maler med maksimalistisk pensel, blokker ud, så forsøger Antony & The Johnsons at træde på kattepoter over økologiske marengs, give plads. Også i ord. Den 39-årige sanger, sangskriver, orkesterleder har i den seneste tid forladt sit besværede forhold til seksualitet og egen mandekrop og går nu gerne i clinch med menneskeligt overmod, når det kommer til vores færden - eller skal vi sige hærgen? - over planeter.

På Antony & The Johnsons nye, fjerde album Swanlights sukker han efter samhørighed, respekt. Og synger et sted »Swim with me my sisters/When I dive in the great whit ocean/Try to find a way we can see«.

Og på coveret, designet af hr. Hegarty selv, ligger en isbjørn skudt ihjel.

»Swanlights was shot by the couple near the shore () Most of this polar bear was fed to hungry sled dogs«.

Hegartys stræben retter sig mere indad, han leder efter kærlighed og samhørighed. Og finder den. Hans karakteristiske stemme har det med at mase sig godt op i følelsesregistret, og den lidt gurglende kvalitet er blevet en slags varemærke for herrens sindsbevægelse.

Og så kan man så gøre nar af den eller lade tårerne sile over kinderne. Valget er vist foretaget et sted hinsides ord og kan ikke gøres om.

I hvert fald ikke under påvirkning af Antony & The Johnsons nye album, der ikke gør det lettere at elske ham. Men alligevel tilføjer alen til hans værk, bare mere tilbageholdt end tidligere.

Swanlights er et sart værk, strygerne trækker pergamenttynde væv over sangene, klaveret risler fornemt. Og selv når der stryges hårdere eller klimpres mere kontant, så er det i kompositionsmusikkens elegante rammer. Hvor der også er plads til en legesygt knubbet rytmisk sang som »Im In Love«, men også de mere traditionelle, klaverbårne ballader, som kan få Antony-haderne til at brække sig.

Og denne signatur til at kede sig en kende.

Musikere skal opfinde deres egen patos. Men det virker desværre nogle steder på Swanlights, som om Antony Hegarty læner sig op ad en lidt for sikkert turneret, gennemprøvet følsomhed.

Han er en ener, tag ikke fejl. Men det patetiske gemmer sig i kalkeringen, når Swanlights ikke frigør sig. Men når det gør, er manden stadig intenst selskab. Og i hans intime færden gemmer sig en stræben efter at indfange eller måske rumme det hersens kosmos, vi render rundt i. En ærværdig stræben. Om det så foregår i orkestrale hangarer eller i personlige aflukker.

Og man kan ikke andet end beundre den kunstneriske ambition hos disse to tilflyttere til New York City. Sufjan Stevens og Antony Hegarty er helt klart for meget og kun sjældent for lidt.

Sufjan Stevens: The Age of Adz (Asthmatic Kitty Records/VME)

Antony & The Johnsons: Swanlights (Rough Trade/A:larm) Udkommer begge mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her