Læsetid: 4 min.

Kampen for at blive voksen

Nikolaj Arcels vittige komediedrama, 'Sandheden om mænd', om en yngre manuskriptforfatter i ingenmandsland er fuld af forfriskende fornyelser i både indhold, tone og stil
Vellavet. Nikolaj Arcels sprællevende og træfsikre instruktion af 'Sandheden om mænd' er også velcastet med en dejligt underspillet Thure Lindhardt som den aldrende Peter Pan med rande under øjnene i det drenget-gamle ansigt, der her ses sammen med Rosalinde Mynster.

Vellavet. Nikolaj Arcels sprællevende og træfsikre instruktion af 'Sandheden om mænd' er også velcastet med en dejligt underspillet Thure Lindhardt som den aldrende Peter Pan med rande under øjnene i det drenget-gamle ansigt, der her ses sammen med Rosalinde Mynster.

7. oktober 2010

Nikolaj Arcel udfyldte et tomrum i dansk film, da han i 2004 lavede den første politiske sammensværgelsesthriller Kongekabale på dansk grund.

Hans nye dramakomedie med den dårlige titel, Sandheden om mænd, fremtræder som en lignende genistreg, fordi den - med både ironiserende og solidarisk indsigt - skildrer det filmisk meget udanske fænomen: yngre mandlig kunstner i krise.

Og vel at mærke gør det på en så gennemført sophisticated og vittig måde, at man kniber sig selv i armen: Her er en dansk film med intellektuelt champagnebrus, perlende, legende, uforudsigelig - og alligevel alvorlig. Også dybsindig? Næppe, men hvor mange film er det?

Opbrud, men til hvad?

Hovedpersonen er den ca. 30-årige manuskriptforfatter Mads (Thure Lindhardt), en sejlivet romantiker, der som helt ung havde store forventninger til sit liv som én lang guitarsolo, allerhelst sammen med den drømmepige, der for evigt synes at undslippe ham.

Her i starten har filmen afsnit, der kan minde om Jacob Paludans aforisme: »Virkelig smukke piger er altid kilometer inde i deres livseventyr, når man træffer dem. Hvornår de begynder er en gåde.«

Mads har som trøst fundet sammen med den kønne, men lidt prosaiske Marie (Tuva Novotny), der til gengæld elsker ham af et ærligt hjerte, selv om han bliver mere og mere fraværende og kølig, efterhånden som deres 10-årige samliv slæber sig af sted i stadig mere småborgerlig retning.

Det er tid til et brud, for som kunstner er Mads også gået i stå og må tjene til brødet som episodeforfatter til tv-serier. Han har dramatisk struktur som speciale, og hans liv føles lige så regelbundet som de dramatiske kurver i de trivielle tv-serier, han kan i søvne.

Men da han flytter fra Marie, har han djævelsk svært ved at strukturere sit eget liv, få hold på sine mange manus-ideer og finde en kæreste, der kan hjælpe ham ud af den frygtede ensomhed. En forelskelse i en vidtløftig og selvstændig sangerinde (Rosalinde Mynster) fra en 10 år yngre generation ender blindt. Det samme gør et møde med drømmepigen fra skoletiden, nu i bittert erfaren udgave: Det er et af filmens skarpeste afsnit og kalder på endnu en association: Beach Boys' klassiske Caroline, No.

Nu er det tragikomisk nok den forladte Marie, Mads begynder at drømme om. For sent, for sent!

Rettelser og alternativer

Det lyder måske alt sammen sørgeligt velkendt - for ikke at sige banalt, men i Arcels sprællevende - træfsikre instruktion, med en velcastet og dejligt underspillet Thure Lindhardt som den aldrende Peter Pan med rande under øjnene i det drenget-gamle ansigt, bliver de elementære temaer friske og nærværende.

Og fortællergrebet er suverænt: Mads er den styrende beretter, der med sin underliggende monolog leder os igennem historien, og som den erfarne manuskriptforfatter han er, retter han i fortidige og fremtidige scener, som altså ses i flere alternative versioner.

På en lettere surrealistisk vis, der kan minde om Federico Fellinis hovedværk, 8 1/2, om en blokeret instruktør, føres vi ind i Mads' kunstneriske smedje, der får de mest overraskende berøringspunkter med hans virkelige liv.

For indtræffer der ikke her i hans egen privatsfære netop de vendepunkter, som han til bevidstløshed opererer med som forfatter? Er ærligheden og ligefremheden ikke hans kunstneriske løsning, frem for prætentiøse allegorier betitlet 'På kanten af evigheden'? Og er der ikke forløsning i, ansigt til ansigt med døden, en kort stund at vende blikket bort fra egen navle for at prøve at hjælpe en ven?

En epilog runder filmen tilfredsstillende af. Nej, Mads er ikke nødvendigvis blevet rigtig voksen, men han har påtaget sig ansvaret for andre end sig selv, trods alt et skridt på vejen.

Generøs med ideer

Filmen jonglerer veloplagt og virtuost rundt med brokkerne i Mads' kunst-fastlåste bevidsthed, og det vrimler med sjove, maliciøse sideblik og parodier på en filmverden, hvor ambitioner og resultater sjældent mødes.

Nikolaj Arcel er noget så usædvanligt som en instruktør, der ikke kun skriver sine manuskripter selv, men som sammen med sin faste manuspartner (også her), den produktive Rasmus Heisterberg, også skriver manuskripter for andre. Manuskriptet til Sandheden om mænd er indlysende brillant og idérigt, men skriverkarlen Arcel er nu mindst lige så god som instruktør.

Hans timing er gennemmusikalsk. Han ved med tilsyneladende instinktiv sikkerhed, hvornår han skal blive i en scene eller kameraindstilling, f.eks. under Maries tale i starten, taget i en ubrudt lang nærindstilling, der trods hendes selvbedrageriske ord giver hende præcis den nødvendige menneskelige værdighed.

Omvendt klipper han sig ofte rask til underfundige pointer og ryster frisk iagttagne scener ud af ærmet: som f.eks. Mads' forelskelse i Julies forelskelse i et stort maleri på Louisiana. En pige forførerisk set fra ryggen!

Sandheden om mænd er kort sagt en film med et stor overskud, hvor alt falder i hak med et ubesværet artisteri, som gør den til det mest opløftende møde med en dansk film i flere år.

Sandheden om mænd. Instruktion: Nikolaj Arcel Manuskript: Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg Dansk CinemaxX, Dagmar, Empire, Falkoner, Palads og Park Bio i København og en række biografer i provinsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og denne film er jo bare et opkog af en anden film, en amerikansk film som kom for nogle år siden. Sjovt nok handlede den om det samme. En mand hvor kæresten skrider eller han skrider fra kæresten gennemknepper sig (ja, undskyld udtrykket, men det sker altså) igennem adskillige kvinder, som han ej heller kan huske navnene på, før han finder den eneste ene, som arbejder hos - pingvinerne.

Og det er den ene kritik.

Den anden er, at lykken for mænd i 30'erne åbenbart er at finde en 19-årig kvinde.....eller måske ikke...

Og sandheden om mænd er åbenbart også den at alle mænd drømmer om en eneste ting - at kneppe så mange kvinder som muligt. Det bærer lidt for meget ved til evolutions-genetiske råberi om, hvordan mænds seksualitet er ifølge dem. Den med at mænd ikke er i stand til at forpligte sig, fordi.... og bl.a. og bl.a.

Man overser totalt, at mænd også kan vise omsorg, og at der findes en maskulin kreativitet, som er legende, spontan og virkelysten. Og som bare vil lege, uden hensyntagen til at vinde eller nedlægge så mange kvinder som muligt (dvs. vinde over dem).

Martin Svendsen

Karsten Aaen, har du overhovedet set filmen? I din anden kritik har du nogenlude fået den dimetralt modsatte pointe ud af filmen end mig... Meget sjovt, det lyder som om du ser filmen som et nederdrægtigt angreb på Manden, du som modig og rank soldat skal forsvare dig mod. ;-)