Læsetid: 2 min.

King Clear

Bådteatret tolker Shakespeare, så tilskueren tvinges til at sanse manipulationstragedien med tankeklarhed og distance. Konsekvent og makabert
King Lear på Bådteatret ser tilforladelig ud i sin almindelighed. Men hans døtre knækker i albuerne, så tilskueren straks flygter ud af væmmelsen og over i eftertanken.

King Lear på Bådteatret ser tilforladelig ud i sin almindelighed. Men hans døtre knækker i albuerne, så tilskueren straks flygter ud af væmmelsen og over i eftertanken.

Charlotte Hammer

29. oktober 2010

Bådteatrets Kong Lear er ikke nogen mand, man får medynk med. Man bliver bestyrtet over hans udnyttelse af sine tre døtres følelser. Og man bliver forundret over psykopatens tilfredsstillelse ved de følelsesobstruktioner, der i sidste ende bliver hans egen undergang. Men man græder ikke.

For i Rolf Heims Shakespeare-tolkning på Bådteatret er det refleksionen og eftertanken, der fylder mest. Forestillingen skaber en verfremdungs-agtig effekt af distance og følelseshensættelse, så indlevelsen næsten bliver blodig, sådan som den igen og igen skæres over lige op i ansigtet på tilskueren i det lillebitte intimteater.

Faldlemme

I denne King Lear er det kun kongen, som er et menneske - og en tvivlsom spindoktor af en nar. Alle andre er reduceret til marionetter, altså til dukker, der kun kan adlyde eller nægte. Og Lears verden er helt gold - et kongerige (læs: et gulvkradrat med alverdens faldlemme) og en trone (læs: en repareret køkkenstol) i Rolf Søborg Hansens velstiliserede scenografi.

Rolf Heim jonglerer begavet med disse mange indlevelseslag, og han fritskraber den ydre historie i en tilsvarende rå bearbejdelse af Niels Brunses handlekraftige oversættelse. Dermed skaber han tilsyneladende en parellel indre refleksionsmonolog hos tilskueren.

Tavshedsmund

Iscenesættelsens egen kattelem er legen mellem performere og dukker. Ole Westh-Madsens underspillede Kong Lear er så almindelig og tilsyneladende tilforladelig med gråt mundskæg og hverdagsdiktion, at hans uhyggelige ondskab hurtigt indbyder til kølig refleksion over magtmenneskets blinde vinkler. Og Laura Müller spiller hans spindoktor med så overfladeglaseret en mimik, at falskheden mere indbyder til teknisk beundring end følelsesmæssig afsky.

Over for disse to mennesker af kød og blod optræder de tre kongedøtre i form af Rolf Søborg Hansens forunderlige dukker. De to falske døtre har bredflabede træhoveder med løgnelæber og forfængelighedshår, mens den renfærdige Cordelia har tavshedsmund og uskyldighedskrøller. Og Rolf Søborg Hansen og Karen Pontoppidan Monrad fører dukkerne, så man til sidst ikke ved, hvad der er menneske, og hvad der er dukke. Netop hér, i vildfarelsen, er det, at tilskuerens trang til afstand og overblik overdøver følelsen af medlidenhed.

Kun fem kvarter tager det Rolf Heim at kvase Shake-speares blindeste konge. Men tilskuerens efterfølgende tanker larmer videre i dagevis.

'King Lear'. Tekst: William Shakespeare (1603-06). Overs. Niels Brunse. Instr. Rolf Heim. Dramaturgi: Mette Risgård Tranholm. Dukker og scen. Rolf Søborg Hansen. Bådteatret, Nyhavn 16Z, til 13. november. www.baadteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu