Læsetid: 5 min.

At kuratere ned til kvinder

'Stir Heart' er en bjørnetjeneste til de kvinder, der kæmper for at udradere kønnets betydning
Femikunst. Udstillingen 'Stir Heart' dyrker feminismen som den kedeligste af alle varianter, nemlig den kvantitative. Her er det fra venstre Natalie Djurbergs modelervoksfilm 'The Rhinoceros and the Whale' og til højre ses Vibeke Tandbergs 'Tears'.

Femikunst. Udstillingen 'Stir Heart' dyrker feminismen som den kedeligste af alle varianter, nemlig den kvantitative. Her er det fra venstre Natalie Djurbergs modelervoksfilm 'The Rhinoceros and the Whale' og til højre ses Vibeke Tandbergs 'Tears'.

21. oktober 2010

Hvorfor kæmpe for at manden husker at slå toiletbrættet ned? Hvorfor ikke hellere glædes over, at han huskede at få det op inden han pissede?

Der er noget uigennemtænkt og bagstræberisk cv-uretfærdighedsfeministisk over 'Stir Heart'. Otte kvindelige kunstnere og en titel, der handler om et uroligt hjerte, sætter uundgåeligt rammen om udstillingen, så lyset skinner gennem de kønspolitiske øjne.

Tænk ikke på en elefant, kunne de lige så godt have sagt i en udstilling, der ikke handler særlig meget om kvinder, men lige så meget om alt muligt andet, og dog har som mål at være med til at rette op på skævhederne i kunstverdenen.

Hvilken feministisk helligbrøde. Det kvindelige har intet at sige, men åbenbart alt at sige. For hvis de ikke var kvinder, var de ikke med. De har reduceret kunsten til kvindekunst ved kun at tage kvinder med. De har holdt fast i en diskurs, hvor der er afgørende forskel på kønnene. Brandts og Nasjonalmuseet i Oslo, hvor 'Stir Heart' blev vist tidligere på året, er røget lige i fælden og har taget den dummeste tilgang overhovedet til kønnet, nemlig at lade kønnet bestemme alt, for at bevise, at det er uden betydning.

Bavian ud af røven

Og nu vi er ved det, så er det en patetisk titel. 'Stir Heart', fordi kvinderne åbenbart er så meget mere tilstede, brysterne bugner af mælk, og det biologiske ur tikker, og hvor er børnene nu, og kommer min mand hjem til tiden og følelserne hænger udenpå i modsætning til det store grimme tissemandskøn, der bare tromler hen over alting. Det er ud med Butler og ind med kvindekamp a la Freud.

Titlen er taget fra Pipilotti Rists videoinstallation 'Stir Heart, Rinse Heart', der er en helt usædvanlig smuk og meditativ hyldest til kroppen. Iscenesat med musik fra et upbeat yogaværelse og med gennemsigtige plastikgenstande, der ligner dele af emballage med legetøj, men som også kunne være medicinske i oprindelse, hængende fra loftet, lapper to film ind over hinanden på væggen. I den venstre film bliver vi ført gennem kroppen med kikkertkameraer, og i den højre følger vi en kvinde i kamp med blandt andet en appelsin, hvorefter hun udfører absurde ritualer på gaden. Vi ser en mave indefra, røde organer og hudfarvede landskaber, og vi ser hvordan kvinden flår appelsinen fra hinanden og lader saften sprøjte fra det åbne kød, hvorefter alt er forandret på gaden, hvor forbipasserende knæler for hendes fødder.

Et andet rigtig godt værk, der handler mere om at være menneske end om at være kvinde, men som til gengæld har nærbilleder af en åben kusse, er Natalie Djurbergs modelervoksfilm The Rhinoceros and the Whale, hvor en smækfed kvinde føder en næsehornskalv, der grædende bliver afvist af moderen og først finder ro, da manden føder en bavian ud af røven.

Øve vold

Det handler om selvlede og om at føle sig fremmed over for sig selv i en verden, der er så designet, at vi fremstår klammere og klammere. I sin anden film Putting down the prey gør hun noget ved det. Den kvindelige jæger fanger og slår en hvalros ihjel, hvorefter hun selv smider tøjet, kravler ind i det døde dyr, syr det sammen indefra og dykker ned under vandet. Hun har fået nok og forener sig med naturen.

Ellen Hyllemose ville man øve vold imod, hvis man skulle beskrive hendes stofværker gennem en kvindebrille, hvor især den overdimensionerede lycrasok med fyld kunne sætte en association eller to i gang om den særlige æstetiske sansning som kvinder ofte beskyldes for at besidde, og som Dorte Jelstrups rum handler om. Hun har iscenesat modernistiske former med typisk kvindelige materialer som tyl, smykker og farven lilla hvilket jo må siges at være noget af en forandring.

Ligesom Rist og i modsætning til udstillingens præmis, så angriber Jelstrup ikke uligheden mellem kønnene som et kvantitativt problem, men som et diskursivt. Og netop her bør femikuratorerne finde sin benzin i fremtiden.

I øjenhøjde

Man så det flamme i Politiken forleden, hvor Eske Holm i en kronik skrev, at kvinder hverken kan skrive eller læse, og at det, de skriver, er noget populært lort, der forhindrer de talentfulde mænd i at komme til fadet. Her havde vi at gøre med et synspunkt, der virker næsten middelalderligt, men som desværre lever i bedste velgående (desværre nok også en gang imellem her på siderne) til stor ødelæggelse for mange. Det handler om noget så åndssvagt som gammeldags familiemønstre, der har forplantet sig helt ind i vores kunstopfattelse. Kvinderne stod for det vertikale, imens mændene stod for det horisontale. Det var mødrene, der pylrede i øjenhøjde, imens mændene aldrig gik ned i niveau. Den vertikalitet er det, vi kalder kvindelighed, hvilket i år 2010 er mere stigmatiserende, end det er korrekt. I dag rummer begge køn begge dele. Den kvindelighed, som Eske Holm og mange andre bruger som et skældsord, har intet med kvinder at gøre, men har noget at gøre med at anbringe sig i øjenhøjde med publikum.

Selv gå forrest

Her har feminismen et slag at slå. (Og sikkert også mange andre steder.) Men at blive ved med at tælle museumsopkøb og museumsudstillinger virker omsonst. Det virker, som om man kun tænker på sit cv. Sandheden er nok blot den kedelige, at institutionerne er langsomme. Det er først inden for de sidste 25 år, at kvinderne er blevet ordentligt repræsenteret på de kunstneriske uddannelser, inden for billedkunst er kvinderne ligefrem flere end mændene nu til dags. Der er sågar kommet balance i kunststøtten. Selv hos kritikerne virker kvinderne til at være i overtal. Så nu mangler vi blot, at kvinderne selv går forrest med det gode eksempel, får fjernet udtrykket kvindekunst og undgår de mest åbenlyse selvmodsigelser når de kuraterer.

PS. En statistik over de mange soloudstillinger, jeg har anmeldt i min tid på Information, viser, at kvinder er en anelse bedre kunstnere end mænd. Kun 45 procent af kvinderne får tre stjerner eller derunder, hvor det samme tal for mændene er 50 procent. Den største forskel består i de absolut fremragende udstillinger, der får hele seks stjerner. Her er kvinderne hele 64 procent mere repræsenteret end mændene. 14 procent af de kvindelige soloudstillinger har fået det maksimale antal stjerner, hvor samme ære kun er gået til ni procent af mændenes.

Stir Heart på Brandts, Brandts Torv 1, Odense til den 9. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

pas nu på du ikke ryger ned til mandchauvinisternes niveau og gør kunsten til en konkurrence mellem de to køn. Jeg synes at vi må lære at kommunikere bedre i gennem kunsten i stedet for at bekrige hinanden.