Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En livline til det sangbare

Pianisten Kenny Werners lystfyldte energi lyser i både stort og småt
Kultur
16. oktober 2010

Det var vel først pianisten Bill Evans, der fra slutningen af 50erne med sin evne til at få akkorder til at danne melodiske forløb til at synge gav anledning til brugen af begrebet cantabile i jazzen. Da Evans har mange små og store efterfølgere i klaverjazzen, er ordet betydeligt flittigere brugt siden, men ingen passer det bedre på i dag end Kenny Werner.

Da denne nu 59-årige både klassisk- og jazzuddannede amerikaner i 90erne begyndte at dukke op jævnligt i København, havde han allerede en lang og omskiftelig karriere bag sig, men det var først, da han gav los for sit spirituelle jeg og begyndte at synge på klaveret, at han for alvor tiltrak sig opmærksomhed her, hvor han især har haft alliancer med Alex Riel, Benjamin Koppel og DR Big Band.

Werner er et massiv af sang og sangbarhed, men han er også et massiv af lystfyldt, næsten manisk arbejdsomhed. Han dukker op i alle sammenhænge, store som små, og nogle af dem skulle han sikkert have holdt sig fra, hvis han havde haft en karriererådgiver.

Men det har Kenny Werner heldigvis ikke, så derfor kunne man støde på ham onsdag aften i Paradise-klubben i Huset i København i duo med altsaxofonisten Jens Søndergaard foran et 25-talligt, hengivent publikum, der ligesom musikerne fandt sig i, at koncerten måtte afvikles på de betingelser, det medfører, at der to etager længere oppe i det ikke specielt godt lydisolerede Huset fandt en rockkoncert sted.

Det blev ikke til musik med den samme intensitet og intimitet, som blomstrede på de to musikeres cd-udgivelse for to år siden, men nok til at vise, at i dette balladedominerede projekt var det faktisk i up tempo-numrene, at Søndergaard ydede den evigt frodigt fabulerende Werner stærkest modspil.

Requiem for datteren

Kenny Werner med stort udtræk kan man opleve på en ny cd, der former sig som et requiem for hans eneste barn en dengang 16-årig datter, der omkom ved en bilulykke for fire år siden og skrevet kun få måneder efter som en Guggenheimfond-bestilling. Her er kor, blæserensemble, strygekvartet, Werner selv samt tenorsaxofonisten Joe Lovano i musik, der er økonomisk nok i sine virkemidler Werner giver kun sjældent efter for fristelsen til at lade den mere vrede ekspressionisme råde men som alligevel ikke er helt er fri for den patos, som må melde sig hos en komponist, der skriver en dødsmesse for en nær slægtning og ikke som et stykke liturgisk musik.

Dog, snarere end fortvivlet er »No Beginning, No End« fortællende. Der spilles fremragende af Lovano og ensemblet, der primært består af Juilliard-studerende, og trods ensemblets størrelse og rigelig brug af interaktion i strukturerne bevarer Werner sin livline til det sangbare.

Den line er bestemt også til at få øje, og øre, på i en anden ny udgivelse, den første i en serie af soloklaverbesyngelser af verdens storbyer på et nyt mærke af den franske producer Jean-Jacques Pussiau. Her besynger Werner New York, og trods indspillet tre år efter datterens død er det stadig det elegiske, der dominerer de i alt otte ikke voldsomt forskellige stykker. Vi får en guddommelig beherskelse af et musikalsk sprog midt mellem rubato og puls og midt mellem jazz og europæisk romantik og impressionisme, og som de siger på Amazon: De, der har købt dette, har også købt cder med Keith Jarrett, Bill Evans og Steve Kuhn. Og som de siger på børsen: Køb!

Paradise, Huset, onsdag: Jens Søndergaard & Kenny Werner (1. sæt)

Kenny Werner, Joe Lovano & ensemble: No Beginning, No End (Half Note)

Kenny Werner solo: New York Love Songs (Out Note)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her