Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lucy Love har ikke bare gift i hjertet hun er også temmelig giftig

Lucy Love lægger nye lyriske og tekniske alen til sit talent. Måske har vi fået vores første rapper m/k med reelt inter-nationalt potentiale. Så langt fremme i bussen er Ayoe Angelicas jazzede udspil trods alt ikke. Gimmick-trioen Die Antwoord synes tabt bag egen vogn
Kultur
16. oktober 2010

Breaking news. Der er ingen entydig retfærdighed til i dansk musikanmelderi. Det måtte 22-årige Ayoe Angelica eksempelvis sande, da hun i 2008 debuterede med et album, der både fik kærligheden og kulden at føle. Mens pige- og damemagasinerne hyldede hende for en laber lytteskive, serverede forfatter og agent provocateur Leonora Christina Skov en sviner af ypperste kaliber i sin en-stjernede nedsabling i gratismagasinet Gaffa. Ayoe Angelica var en dårlig Toni Braxton-kopi, hun læspede, og måske værst af alt tog hun sig hjernedød ud på coveret!

Nu afhænger den slags jo af ørerne, der hører, og i dette tilfælde vist også af øjnene, der ser. Sandheden lå nærmere et sted imellem. Debuten fra den dansk-etiopiske sangerinde var ingenlunde den milepæl, der lagdes op til i hendes pumpede pressebiografi, men den fortjente ej heller et karaktermord, som Skov udsatte hende for. Det virkede mildest talt mærkværdigt med al den vrede.

Ayoe Angelica har da også rejst sig igen, hvis hun nogensinde har ligget ufrivilligt ned, og forsøger sig nu med Dandelion. Det betyder mælkebøtte, og så er vi altså ovre i det kønne ukrudt, som forvitrer og bliver til støvfnug efter blomstringen. Dandelion er mest køn. Selvom minibiografien denne gang gør en stor ting ud af albummets uendeligt mange lag af utæmmet kreativitet er det svært at få øre på dets improviserede gevækster, og det er en min største anke. Selv de skæve indslag fornemmes velovervejede. Det her er cafépop og loungejazz a la klassisk Norah Jones. Støvede triphopbeats og sprød kontrabas duver lydefrit derudad til skære pianotriller, sørgmodig melodica eller Moonjam-saxofon. Der er nærmere et hvæs Erykah Badu end Toni Braxton over Ayoe Angelicas hviskende vokal, som konstant lader til at søge noget, hun ikke kan få. De poesibogstenderende og symbolsmægtende tekster (Sure the sun wont shine when you are gone/I bet well both find darkness everyday) er således det tungeste ved et alt i alt behageligt album. Ikke nogen revolution, end ikke tæt på, men anført af små perler som »Plenty More Fish« vil Dandelion formentlig egne sig fortrinligt til søndagsrengøringen med mindre man har folk til den slags. Right.

Prime time grime

>For den godt jævnaldrende og ditto halvt afrikanske halvt europæiske Lucy Love er det også blevet tid til album nummer to. For ligesom at sætte en streg under den uretfærdige musikkritik, der også hersker hertillands, så fik Lucy Love hele fem stjerner af samme gratisblad, da Superbillion udkom i februar 2009. Det var debuten for endimensional til. Men der var vitterlig gode momenter. Et nedbarberet nummer som »Daddy Was A DJ« havde internationalt snit, mens Yo Akims ellers stramme produktioner i længden blev for slanke og enslydende. Lucy Loves nye udspil hedder Kilo, og her sætter hun sig i spil som Dizzee Rascals kvindelige pendant udi synkoperet britisk rap. Dette er prime time grime, men Kilo løfter sig også fra snavset med masser af metallisk gjaldende (dis)harmonier, omkvædskroge, elektroniske mutationer og måske mest nyskabende ambiente synthflader a la Depeche Mode og Human League. Samtidig har Lucy Love udviklet sig lyrisk og teknisk. Hendes rap rammer de fluktuerede accelerationer rent, og trods en overdosis rumklang på hendes mere melodiske forløb, så har hun hørbart en stemme at arbejde videre med.

Albumåbneren »Poison« er en ildevarslende kickstarter udi selvledens blind- gyder. »I got poison in my heart,« lader Lucy Love os forstå, og i den brillante »Thunder« er budskabet, at hun ikke blinker to gange. Herfra bygges der op til et ferskt afleveret hook, som Massive Attack, Snap og KLF alle ville have været stolte af at fabrikere for 15-20 år siden. Fængende sager, simpelthen. »Thunder« ender i øvrigt i et hidsigt og tilpas knastet drumnbass-inferno. Lucy Love og Yo Akim har vokseværk, og duoen afslører så mange lovende takter, dynamik og friske sider, at vi har at gøre med et af årets hidtil bedste danske album. Lovely, Lucy.

Svaret på meget lidt

Die Antwoord var forårets og sommerens store internethype. Den Ali G-inspirerede trebande af sydafrikansk white trash er omtrent lige så autentisk gangsta som Vanilla Ice, men skuespillet er noget bedre. Dog har Youtubes ekstreme eksponering af Ninja, Yolandi Vi$$er og DJ Hi-Tek allerede slidt så meget på konceptet, at det synes søgt. Nøjagtig som gruppens optræden på dette års Roskilde Festival, hvor musikken ikke kunne bære den massive interesse. Det er lovlig tidligt, eftersom Die Antwoords debutalbum, $O$, først rammer nu. Man fornemmer, at de ligblege sydafrikaneres komiske ambitioner er blevet erstattet af nogle kunstneriske af slagsen. Dem besidder de bare ikke for alvor. Ninja rapper besværet og uinspireret, Yolandis pibende undskyldning af en stemme (tænk Beastie Boys på helium) udvikler en art allergi i øregangen, og produktionerne formår ikke at overraske uden musikvideoernes akkompagnerende tæppebombardement af bizart esoteriske elementer af vestlig civilisation i frit fald og håbløst forfald. Det virker fattigt, at Die Antwoord ikke har mere i posen end de gammelkendte hits »Beat Boy« og »Enter the Ninja«, en flok Neptunes-kopierede beats og blærerap. Men vil man vide mere om afrikanske din morudtryk, og synes man stadig, at det er sjovt, at Hi-Tek producerer på en »PC computer«, er $O$ vel anstændig. At its best.

 

Ayoe Angelica: Dandelion (Playground). Udkommer 8. november

Lucy Love: Kilo (Playground). Udkommer på mandag

Die Antwoord: $O$ (Interscope/Universal). Udkommer på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her