Læsetid: 4 min.

Lulus cirkus fester på Det Kgl.

Dramaet på Operaen truer (igen) med at drukne i løjerne med en spektakulær, men sær sceneografi. Musik og sangere har dog et fornemt højt niveau i operaen 'Lulu'
Operaiscenesættere er bange for at kede ved at tage komponister og librettister på ordet. Så tolker de hellere udi det spektakulære som i cirkusgenren. Men det distraherer ofte.

Operaiscenesættere er bange for at kede ved at tage komponister og librettister på ordet. Så tolker de hellere udi det spektakulære som i cirkusgenren. Men det distraherer ofte.

det kgl teater

19. oktober 2010

Alban Berg (1885-1935) skrev to operaer, mesterværket Wozzeck (1925) og Lulu 10 år senere. Komponisten nåede ikke at færdiggøre operaen. Først efter Bergs enkes død, fuldførte den østrigske komponist Friedrich Cerha instrumenteringen af værkets 3. akt, og Lulu fik i 1979 sin første samlede opførelse i Paris under Boulez. Teksten til operaen havde Berg sat sammen af tekster fra to skuespil af Frank Wedekind - historien om den forførende, amoralske Lulu.

Operaen rummer en mangfoldighed af motiver og sidemotiver og kan ikke refereres, uden at redaktøren får en prop. Kort sagt: Lulu tiltrækker mænd og kvinder, men forstøder alle, der begærer hende, blandt dem dr. Schön, dennes søn Alwa og grevinde Geschwitz, den eneste, der for alvor elsker hende. Lulu kommer i fængsel for mordet på ægtemanden dr. Schön. Grevinden hjælper Lulu til flugt fra fængslet, og de havner efter en omvej via Paris sammen med Alwa i London. I sin nye rolle som prostitueret, og efter Alwa er blevet dræbt af en af Lulus kunder, bliver Lulu selv myrdet af Jack the Ripper, som også tager livet af grevinden. Noget i den stil. Detaljerne i handlingen er som antydet mangfoldige og tolkningsmulighederne vide. Men næppe uden grænser.

Slangen er kvinden

Prologen præsenterer godt nok verden og handlingen som et cirkus med menageri. Rovdyrene er menneskene, slangen den urkvindelige gestalt, Lulu, hvis væsen uundgåeligt og uden ond vilje eller vilje overhovedet bringer død og ødelæggelse.

At grundlaget for historien unægteligt er det sene 1800-tal, og Jack the Ripper også ses i den sammenhængen, er i modstrid med Begs kronologiske ramme med telefoner og biler. Således står iscenesætteren jo i én forstand frit.

Friheden benytter iscenesætteren Stefan Herheim sig rigeligt af i nyopsætningen af Lulu. Spørgsmålet er om det er for rigeligt.

Det cirkusmotiv, der antydes i prologen, får i hvert fald ikke for lidt i den skæve handlingsgang, der finalt betyder Lulus møde med sin forud varslede skæbne. Cirkusfolket fra prologen har hos Stefan Herheim udfyldt så at sige alle funktioner i historien. Når døden med jævne mellemrum indhenter Lulus ofre, anbringes disse ved et sminkebord og springer herefter ud som klovne.

Problemet er, at de fleste i forestillingen optræder sådan, hvilket undervejs fortynder ideens bærekraft. Klovnen er jo karakteriseret ved sin komiske groteskhed samt sin egen nærliggende modsætning i gråd og jammer. Dette bliver let en floskel, og bliver det også her.

Cirkusanstrengt

Scenografien understreger ydermere cirkusmotivet ved at navnet Lulu om end ikke er bøjet i neon, så sat i el-pærer oven over en mindre udgave af prosceniet til Gl. Scene med »Ei blot til Lyst« og det hele, i et lille scenerum, hvor dele af dramaet ikke helt indlysende udspilles. Eller dramaet og dramaet.

I lange stræk vel snarere farcen. Med grumme dødsfald, som ikke er så grumme endda, i Bergs tolvtone, som ikke ligefrem overdriver det komiske.

Lulu er en undergangsopera, hvis tilblivelse ligger parallelt med den verdenskrise der efter Første Verdenskrigs katastrofe smadrede økonomierne og med nazismen pegede frem mod næste krig. Der var ikke så meget at grine af.

Spektakulært, men sært

Friheden til at tolke er hellig som ytringsfriheden. Ve den, der anfægter dette, så det gør vi ikke.

Men ytringernes kvalitet og tolkningernes holdbarhed kan anfægtes. En mistanke griber lejlighedsvis denne anmelder med hang til det mavesure: at operaiscenesætterne er bange for at kede ved at tage komponister og librettister på ordet og læse indenad og tolke ud fra det læselige og ikke ud fra falske hensyn.

Er det mon for meget sagt at de i deres omsorg for at være underholdende nu og da kommer til at tale ned til publikum og ikke tror, at folk, der spenderer kassen for at tage rejsen ud på kanten af Kongedybet, kan tage mosten samt det sørgelige og vanskelige?

Resultatet af Herheims og scenografen Heike Scheeles arbejde er det beklagelige, at mordet på Lulu lader én desorienteret, Jack the Ripper er ikke alene, men en hoben af mænd, der myrder i flok. Hvorfor?

Og hvorfor egentlig Gl. Scenes proscenium? Ideen er sjov, men ha, ha, hvorfor? Flere steder kan man sætte gaflen ind og stille disse spørgsmål, uden at finde svaret i en nyskabt eller nyskabende logik.

Det hele er underholdende og spektakulært, som man siger, men det er ikke klart. Eller rettere: Iscenesættelsen hjælper ikke beskueren med afkodningen af Bergs stream of consciousness med den overvældende symbolladede- indrømmet - flertydige motivrigdom.

Gribende gode sangere

Hvad angår den musikalske rigdom, står Michael Boder i spidsen for Kapellet, hvis kapacitet er overbevisende. Boder dirigerede Wozzeck i 2008 og lægger alen til værket med Lulu.

På sangfronten varetages Lulu på skift af Stine Bundgaard og Gisella Stille, sidstnævnte i denne anmeldelse. Råstyrken i stemmen svigter ikke nuancerne i en stor præstation.

Randi Stene synger gribende den ydmygede grevinde, Johnny van Hall står stærkt som den selvdestruktive Alwa, mens Johan Reuter med kraftfuld baryton er en plaget dr. Schön og grum Jack the Ripper.

Peter Lodahl, Elisabeth Jansson, Magne Fremmerlid, Sten Byriel, Michael Kristensen og Anders Jakobsson med flere fylder alle partier smukt ud. I den forstand er Den Kgl. Opera oppe i et højt niveau, også i udensogns mandjævning.

Gennemsnitsalderen i Operaens auditorium er næppe på den sprælske side af de fem årtier.

I betragtning af at den nødvendige proviant gange to for at stå fire timer igennem løber op i over 400 kroner lagt ved disken derude, for ikke at tale om billetprisen, som anmelderen kan springe op og falde ned på, er det ikke så sært at de unge lader Lulu krepere i fred og hellere melder sig ind i en gadebande.

 

'Lulu' af Alban Berg. Musikalsk ledelse: Michael Boder, Iscenesættelse: Stefan Herheim. Scenografi: Heike Scheele. Kostumedesign: Gesine Völlm. Dramaturgi: Alexander Meier-Dörzenbach. Coproduktion med Den Norske Opera og Semperoper, Dresden. Premiere 16 okt. Spilles seks gange indtil 10 dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu