Mega maxi multi melankoli

Trentemøllers første af fire koncerter i træk i Store Vega i København viste manden som en strålende orkesterleder. Men også som en lovlig forsigtig elegantier
Trentemøller har følelser og sanseapparat investeret i sin musik. Den kommer bare ikke rigtig til orde.

Trentemøller har følelser og sanseapparat investeret i sin musik. Den kommer bare ikke rigtig til orde.

Martin Rosenauer
2. oktober 2010

Det er først, da jeg står nede på toilettet to sale længere nede, at Trentemøllers musik begynder at antage den dæmoni, som jeg har savnet oppe i salen. Mens porcelænskummerne summer dunker det gennem Vilhelm Lauritzens arkitektur. Et truende lokomotiv, en skumringshær af teknokratiske slagtøjsfetichister. Det er ikke en tryghedsskabende lyd.

Oppe i salen har jeg brugt tid på at finde på filmkomponister, som danske Anders Trentemøller trækker på i sine stemningsbetonede elektroniske kompositioner. John Barry, Angelo Badalamenti, Lalo Schifrin, Danny Elfman, Ennio Morricone, står der på min blok.

Og især mindelserne om Badalamenti der har skrevet musik til så uhyggelige David Lynch-værker som Twin Peaks, Blue Velvet og Mulholland Drive giver først rigtig mening ved pissoiret. Sørgmodigheden fra Lynchs film er der da også oppe i den udsolgte sal, men de underbevidste strømninger, modsætninger, uvejret under den bristefærdige hud, er ikke rigtig til at mærke.

I stedet får vi en cinematisk mega maxi multi melankoli i dance-version. Bredformat-electronica med episke vingeslag over stepper af celluloid. Og det er glædeligt at erfare, at ikke kun er Trentemøller en ferm fremmaner af drømmetapet, han er også blevet en dygtig orkesterleder.

Teknisk knockout

Med sig på scenen har han fem danske musikere. Henrik Vibskov på trommer, Mikael Simpson på bas og guitar, Lisbet Fritze på guitar, Marie Fisker ved mikrofon og på guitar og Josephine Philip ved mikrofon. Og undervejs et par gæster: Solveig Sandnes går til mikrofonen, og amerikanske Dorit Chrysler stiller sig flere gange bag sin theremin og væver usynlige lydbølger fra en svunden science fiction.

Det hele males i en sammenhængende helhed, uden stilistiske brud eller revner i mødet mellem det manuelt og det elektronisk eksekverede. Håndarbejdet fremmer blot lydbølgernes fysiske angreb og fungerer selvfølgelig også fremragende rent visuelt. Det er bare sjovere at se på mennesker, når de slår på skind eller klimprer over strenge, end når de drejer og trykker på knapper.

Anders Trentemøller og band vinder på teknisk knockout denne første af fire aftener i streg i Store Vega. Vi omfavnes af et stort og varmt blåtonet lydunivers, vi er imponerede, men sjældent andet. Selv midt i koncerten under en neddæmpet, undersøgende passage, som jeg synes ganske godt om, fordi Trentemøller vender sig ind i musikken uden at ville distanceblænde. Finest til sidst, da han er alene på scenen med sine programmeringer, bøjet over en xylofon.

Ellers bliver det aldrig følelsesmæssigt engagerende, og først hen imod slutningen bliver der for alvor talt i en-til-en-forhold til de fremmødte kroppe. Massen begynder at skvulpe i firefjerdedels røre, da beatet tager over, og Trentemøller og band flytter sig tættere på Underworlds skyskraber-techno-house end som under de mere cinematiske passager på Rhythm & Sounds dub-fabler.

Men selv i de roligere passager rammer drønene fra scenen hårdt, ja, i de langsommere udbrud kommer jeg til at tænke på slow motion-black metallikerne i Sunn O))) i måden bas og trommer og guitar rammer i unison megalomani. Og det buldrer. Men det er stadig trygt. For skoven af udråbstegn er defineret, og træerne skal falde på en bestemt måde. Og de falder smukt, men også lidt for kontrolmanisk. Lidt for ensartet bombastisk.

Ikke at der ikke er variation. Her er hvad, der bl.a. blev skrevet på min blok om instrumentering og tricks:

»Klaver. Suicide-synth. Ned i grusgrave af dub + terrarier af glitch. 2 x tamburin. Arpeggio og twang. Unison spade«.

Som på film

Og Trentemøller live byder på et vist mål af radikalisering af udtrykket fra hans indtil videre to album, men også på en overvældelsernes logik. Og det ville være fint, hvis ikke det var så tydeligt, at Trentemøller har følelser og sanseapparat investeret i sin musik. Den kommer bare ikke rigtig til orde.

Han forstår at orkestrere og detaljere et forløb, om det så er gennem et nummer eller over en hel koncert. Men efter en halvanden times tid er det bare svært ikke at føle, at sluserne forblev lukkede. At Trentemøller stadig er en forsigtig elegantier, der styrer sin koncert med sikker, men måske også for neurotisk sikker hånd.

På nær en hylende udstyrsfejl, som lammer i onde 20-30 sekunder, forløber alt efter en tre akters drejebog. Som på film. Og det er ganske velafbalanceret imponerende, men live ville det ikke skade med lidt mere raseri, vanvid, dæmoni, måske endda svaghed.

Trentemøller Store Vega, Kbh., torsdag. Trentemøller spiller tredje og fjerde koncert i Store Vega i aften og i morgen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu