»Jeg ser alting to gange!« udbryder en af figurerne på et tidspunkt i Joseph Hellers berømte roman Punkt 22. En lignende oplevelse får den, der ser - eller genser! - Charlot og Charlotte, Ole Bornedals 14 år gamle tv-serie i fire dele.
Bornedal har nemlig hugget hovedparten af værkets bestanddele, og i hvert fald i dansk sammenhæng står Charlot og Charlotte derfor som den ultimative postmoderne collage, hvor forskelligartede genrer og velkendte populærkulturelle fænomener sættes sammen, så nye betydninger opstår.
En parade af par
Allerede i titlen figurerer jo to næsten ens navne, og seriens 200 minutter er spækket med par af en eller anden art, ofte i form af en kopi, som henviser til en original. Tommy Kenter ses således som strisseren Orson, en karikatur af Orson Welles' i forvejen groteske figur i noir-klassikeren Politiets blinde øje. Jarl Friis-Mikkelsen ses som en monstrøs selvparodi af en narcissistisk tv-vært, der til slut møder sin klon og naturligvis falder pladask for den. Et maleri af nøgne mennesker ved Vesterhavet glider over i levende billeder af nøgenbadning sammesteds, en hel scene fra Bergmans Ved vejs ende genindspilles, og vi hører en reporter sammenligne Charlot og Charlotte med titelpersonerne i den feministiske roadmovie Thelma & Louise.
Feministisk er Charlot og Charlotte nok, men den er langt mere end det. En dristig blanding af det komplekse og intellektuelt udfordrende og det basalt medrivende.
En stor del af seriens mere umiddelbare appel skyldes, at Bornedal fandt de to helt rigtige unge ansigter til titelrollerne: Ellen Hillingsø som den bidske og sexede kosmopolit Charlot og Helle Dolleris som den leverpostejfarvede og ravjyske dørmåtte Charlotte.
To demonstrativt stereotype diametrale modsætninger - i udgangspunktet, vel at mærke. For kvindernes 11 dage lange og exceptionelt begivenhedsrige køretur fra Kastrup til Skagen skal vise sig at være en identitetsomvæltende affære.
Tv til tiden
I sin skarpe analyse af serien i bogen Arvesølv og underholdning skriver Gunhild Agger, at dens to primære genrer er den danske eventyrkomedie og den amerikanske road movie.
Allerede titlen signalerer jo, at Charlot og Charlotte handler om Danmark og vores relation til USA i globaliseringens tidsalder. I dette lys giver det god mening, at en sekvens, der udspiller sig på et umiskendeligt Mortenkorch'sk Fyn glider næsten direkte over i hovedpersonernes møde med Preben Kristensens aspirerende seriemorder Poul Teddy. Skønt fan af en anden pæredansk Poul - nemlig Richardt - er Teddy en tobenet henvisning til blandt andet Psycho og Ondskabens øjne, og i et spektakulært sammenstød mellem det danske og det amerikanske (som samtidig ligner en inspireret stikpille til Quentin Tarantinos frejdige ultravold) lader Bornedal Lattervisen akkompagnere et af Teddys mordforsøg.
Bornedal benytter altså en selvreflekterende fortællestrategi, der gør skamløs brug af klicheer i opgøret med traditionel realistisk fremstilling. Realisme er kedeligt, erklærer Charlotte ligefrem i rollen som Bornedals bugtalerdukke. Nutidens mediebrugere kan med andre ord sagtens gabe over et værk, der fyrer den af på flere niveauer.
Fortælleren som fulderik
Strategien er imidlertid også selvudleverende. Da hovedpersonerne svinger forbi Bornedals aalborgensiske hjemegn, går han linen ud ved at referere til sin egen film Nattevagten. Samtidig forvirrer han seeren med hensyn til sin rolle som fortæller.
Først giver han den som almægtig iscenesætter: »We are puppets on a string: Vi gør bare, hvad instruktøren be'r os om,« lader han Charlot konstatere.
Men til slut får også seriens mest mindeværdige bifigur, Jess Ingerslevs sølvtungede bodegarotte Weirdo-Kaj (indbegrebet af en stor fisk i et minimalt og misligholdt akvarium), en 'tvilling', da kvinderne på spillestedet Skansen i Skagen møder endnu en beruset lidderkarl. Han spilles af Bornedals instruktørassistent, der har en betragtelig fysisk lighed med Bornedal selv. En sublim joke i tråd med en postmoderne skepsis over for ideen om kunstneren som original begavelse: Instruktøren er blevet så fuld, at han har mistet al selvkontrol og nu tumler rundt i selve fortællingen!
Se dig selv
Selv om serien i den grad er et barn af de ironiske midt-halvfemsere, og selv om den altså skilter med sin egen kunstighed, fungerer den også som 'gammeldags' fortælling, hvor følelsesmæssig indlevelse i figurerne er i højsædet. På sit mest basale plan er Charlot og Charlotte en platonisk kærlighedshistorie om to unge kvinder, der finder hinanden og sig selv. I den rækkefølge.
Bag sit festfyrværkeri af hip indforståethed har Bornedal - i sidste ende altid sanselighedens mand - noget så antikveret som en morale, og den afleveres enormt effektfuldt. Med et knitrende sankthansbål bag sig folder Charlotte i en spontan, lidenskabelig og meget rørende båltale for alvor sin nyfundne selvtillid ud, mens Charlot i selvvalgt tavshed betragter hende med beundring i blikket.
»If you could see yourself now, baby,« lyder de første ord i REM-nummeret »Bang and Blame«, der oprindeligt indledte hvert afsnit, men som af finansielle grunde desværre ikke findes på dvd-udgaven. Til slut er det just det, begge babes kan. Men rollerne er byttet om, rejsen fuldendt, horisonten udvidet og cirklen sluttet.
Medmindre, naturligvis, man vælger at opfatte Charlot og Charlotte som en og samme person, der undervejs bliver et helt og harmonisk menneske. Man kan jo passende se dette hovedværk i dansk tv-drama med først den ene tolkning for øje og så den anden.
Charlot og Charlotte er netop udkommet på dvd fra Warner Bros. Dvd'en rummer intet ekstramateriale og billedkvaliteten lader en smule tilbage at ønske
