Man forstår så glimrende, hvis islandske Kristín Marja Baldursdóttir (f. 1949) oven på den tunge dobbelte mammutroman om kunstnerinden Karitas har følt trang til at skifte symfoniformatet ud med nænsom kammermusik. Hvor Karitas - uden titel (da. 2007) og Karitas - kaos på lærred (da. 2008) handlingsmæssigt strakte sig over halvdelen af det 20. århundred, nøjes forfatteren denne gang med kun tre dage, og hvor de to store romaner foregik både rundt omkring på Island og i det store udland, placeres vi denne gang i et sommerhus eller rettere 'vinterhus', for der ligger sne overalt, og der er is på en symbolsk ildevarslende dam, som da også skal spille en altafgørende rolle.
Gunnur, psykiater med knald på karrieren, vågner op en morgen og opdager, at der da vist må have været indbrud i løbet af natten. Fladskærm og computere er væk ligesom begge musikanlæg, begge kameraer, betalingskortet, mobilen. Men netop som hun har indstillet sig nogenlunde på situationen, dukker hendes indendørsarkitekt op og betror sin uvorne teenagedatter i Gunnurs varetægt. Værsgo, ikke noget problem, tøsen har fem nye dvd'er i tasken, plus iPod og spil på mobilen. Vi ses. Hej!
Psykisk storvask
Sammen tager de to ned til sommerhuset, hvor de spiller brætspil, spiser pizza, går tur i sneen. Og efterhånden skifter styrkeforholdet, så man kommer i tvivl om, hvem der i grunden passer hvem. Gunnur giver sig til at fortælle sin og sin families historie, og hvad der begyndte som en besværlig pædagogisk pligt, udvikler sig til en art dialogisk enetale, en psykoanalytisk talking cure, en gennemgribende selvanalyse. Og som om dette ikke var nok, skal pigen og den midaldrende kvinde også hen at stå på skøjter på dammen, så Gunnur kan ryge ned i en overordentlig sindbilledlig våge og blive reddet op af pigen, der i bogstaveligste forstand har bragt hende på glatis. Men selv om vi altså har at gøre med en skematisk tænkt, symboltung terapiroman, er Karlsvognen nu alligevel bekendtskabet værd. Der er noget elementært fascinerende i situationen, hvor kvinden og pigen sammen begiver sig ind i mindernes hus, ind hvor alle, som der står, stadig ligger og sover, ganske ligesom hovedperson og jegfortæller sov, alt imens tyve drev deres spil. Der er desuden nedlagt megen nyttig livsvisdom i skildringen af Gunnurs mor, farmor og søstre - stærke kvinder, hårdføre planter fra en tid, hvor islændingene så »arbejdet som den vigtigste dyd«, viste fædrelandskærlighed og tappert hyldede »flid og gåpåmod«.
Kluntet elegant
Det afsatte nemlig, viser romanen, langvarige, nagende smerter. Inde i de bomstærke, arbejdsomme, opofrende kvinder boede der ofte ensomme, knugede, kuede småpiger. Derfor er det, at mødet mellem den succesrige midaldrende psykiater og den næbede teenagetøs sådan set kan blive en konfrontation på lige fod. God at få forstand af, og svær at ryste af sig, om end man må sluge en nok så opstyltet slutning, hvor de indre, psykiske konflikter gennemspilles som dukkekomedie med de fugle, som pigen sidder og laver af stof under sommerhusturen.
Sensitiv og primitiv, kluntet elegant, modig i sin tro på fantasiens og empatiens magt, ender romanen på trods af al sin hæmningsløse følelsesslubren med at gøre indtryk og holde hele vejen hjem - hele vejen hjem til den barndom, hvis slemme minder måske lader sig konvertere til gode. Lokalt og specifikt opgør romanen omkostningerne ved at være en stærk islandsk kvinde, med jernvilje og ansvarsbevidsthed, men globalt og almenmenneskeligt opfordrer den alle og enhver til at vove sig ind i mindernes hus og undersøge, hvorvidt hele historien om én nu også er fortalt færdig.
