Læsetid: 3 min.

Mønsterbryderen

Hollywood-stjernen Ben Affleck blander spænding og socialrealisme i sin anden film som instruktør, 'The Town', og skildrer overbevisende en barsk og forrående verden, hvor man får kriminaliteten ind med modermælken
Interessant. Ben Affleck og Jeremy Renner (th.) i 'The Town', som er lidt for konstrueret til at være troværdig, men for det meste er en elementært spændende film om en barsk verden.

Interessant. Ben Affleck og Jeremy Renner (th.) i 'The Town', som er lidt for konstrueret til at være troværdig, men for det meste er en elementært spændende film om en barsk verden.

Sandrew Metronome

28. oktober 2010

At Ben Affleck kan finde ud af at skrive manuskripter - og at hans hjerte banker for det Boston, han selv er vokset op i - fandt man ud af med Good Will Hunting (1997), som han skrev og spillede med i sammen med barndomsvennen Matt Damon. At Affleck, der sammen med Damon er at finde blandt Hollywoods største stjerner, også kan instruere, viste han med den vellykkede spændingsfilm Gone Baby Gone (2007), der var baseret på en bog af Dennis Lehane og også foregik i et af Bostons knap så fine kvarterer.

Og med sin nye film, The Town, hvori han selv spiller hovedrollen, understreger den 38-årige Hollywoodstjerne, at han som skildrer af livet blandt ludere og lommetyve er helt ferm til at blande højspændt kri- minalistisk drama med mere jordbunden socialrealisme.

Et andet og bedre liv

Handlingen foregår i en af Bostons fattige bydele, det overvejende irskfarvede Charlestown, hvorfra - fortæller en introtekst os - der kommer flere bankrøvere end fra noget andet sted end i USA. I Charlestown er røveri nemlig noget, der går i arv fra far til søn, og det er en arv, som er noget nær umulig at undslippe. I Boston begås mere end 300 røverier om året.

Ben Affleck spiller Doug MacRay, hvis mor skred, da han var seks år gammel, og hvis far (Chris Cooper) sidder i fængsel på flere gange livstid. Selv står Doug i spidsen for en gruppe benhårde, disciplinerede og effektive røvere, som med succes har røvet flere banker og pengetransporter.

Under et bankrøveri går det dog næsten galt. Bankens direktør, en ung kvinde ved navn Claire Keesey (spillet af den smukke og talentfulde Rebecca Hall), viser sig at bo lige i nærheden af Doug og de andre medlemmer af banden, og hun har både hørt deres stemmer og set den tatovering, Dougs bedste ven, den skruppelløse, uforudsigelige Jem (Jeremy Renner) har i nakken. Jem vil gerne eliminere Claire, men Doug insisterer på at tage sig af det.

Han følger efter hende, og selvfølgelig falder han for hende - og hun for ham - hvilket ikke er sport smart, slet ikke når banden også har en stålsat FBI-agent (John Hamm) i hælene. Men måske er Claire en udvej for Doug, en mulighed for at få et andet og bedre liv.

Fædre og sønner

På flere måder spejler The Town Good Will Hunting, men hvor unge Will næsten måtte tvinges til at forsøge at undslippe den sociale arv, er den noget ældre Doug godt klar over, at han skal væk, inden det går galt. Havde Will ikke forfulgt pigen og sine drømme for 13 år siden, ville han formentlig være endt som Doug.

Gone Baby Gone havde mere intensitet og virkede mere realistisk i sin skildring af bagsiden af Boston, og indimellem er The Town lidt for konstrueret til, at man for alvor tror på det, der sker - og til, at man ikke på forhånd har gennemskuet det meste af, hvad der kommer til at ske. F.eks. er det lidt af en kamel at skulle sluge, at Doug og Claire indleder et forhold.

Men for det meste er The Town en elementært spændende og menneskeligt interessant film om en barsk verden og et forrået miljø, hvor man får kriminaliteten ind med modermælken, og hvor det kan være med livet som indsats at forsøge at bryde indgroede mønstre. En lille scene, hvor Doug besøger sin far i fængslet, fortæller meget om forholdet mellem fædre og sønner og ødelagte familier i Charlestown.

Ben Affleck er ikke så karismatisk og udtryksfuld en skuespiller som sin lillebror, Casey, men med årene har han fået mere karakter. Rollen som arbejderdrengen Doug passer godt til ham - han kender sikkert typen fra sin opvækst i Boston - og man kun kan glæde sig over, at han som instruktør udviser større omhu med de projekter, han vælger at lave, end han gør som skuespiller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu