De udgør et pudsigt par, den 23-årige halvsvensker Andreas Brantelid og den 58-årige helsvensker Bengt Forsberg.
Der er absolut ikke tale om et far-søn-forhold, og godt nok for det, snarere om to ustyrligt begavede legekammerater, der elsker at optræde.
Den unge er mere kontrolleret og teknisk tjekket, mens den ældre giver pænheden fanden i vold og slipper gækken løs i munden og på tangenterne, også med den omkostning at nogle af noderne falder på gulvet.
Disse to herrer lagde ud i Den Hirschsprungske Samlings fire kammerkoncerter i denne sæson, og man kunne ikke ønske sig en bedre start.
Vi sad i en af museets store sale i stemningsfuldt selskab med Hammershøi, L.A. Ring og Joakim Skovgaard.
Det trykte program stillede ikke noget specielt i udsigt, men koncerten udviklede sig hurtigt til en uformel og spontan sammenkomst, hvor man i stedet for de tre sædvanlige standardværker fik serveret en række småretter af udsøgt kvalitet med en gedigen hovedret efter pausen.
Ikke nok med det, musikerne fortalte selv om musikken undervejs, og her var det især Forsberg, som tog kegler, uhøjtideligt og frit fra leveren, men personligt og stærkt underholdende.
Kom ikke og påstå, at svenskerne er stive og formelle. Ingen danske pianister gør ham det efter.
Fantastisk cellist
Koncerten kunne beskrives som en hyldest til den senromantiske salon, sådan som man kunne støde på den i Paris for et århundrede siden, og derfor kom det meste af første afdeling til at bestå af encores. Det er undertiden disse ekstranumre, man husker bedst fra en koncert, og det må være herligt for musikere for en gangs skyld at sætte fuld fokus på de små perler, som det blev gjort her. Det betød også, at Andreas Brantelid fik lejlighed til at demonstrere, hvor fantastisk en cellist, han er blevet. Stykket af David Popper, Elverdans, blev afleveret med en galopperende djævelsk attak, blændende og besværgende.
Enrique Granados spanske dans Orientale gik i en roligere kadence, en vemodigt fluktuerende strøm, som i Brantelids hænder balancerede perfekt mellem det klarsynede og det patetiske.
Og kors for en klangbehandling og virtuositet, der sprang op af æsken i Caspar Cassados Danse du diable vert.
Også Bengt Forsberg trak os ind i raritetskabinettet med sine soloindslag. Han er vidt berømt for at hente oversete komponister frem af glemslen.
Ved denne lejlighed var det eksempelvis Prière af den romantiske klavervirtuos Alkan, som til sidst efter bogen gik rent grassat i røg og damp, og et vidunderligt farvemættet og teknisk intrikat stykke af 150 års jubilaren Isaac Albéniz.
De store linjer er vigtige for Forsberg, detaljerne har det sommetider med at forsvinde, men engagementet og formidlingsbegejstringen kan ingen være i tvivl om.
Billedet
De begyndte med en bevidst romantiseret udgave af en obskur fransk baroksonate, og de sluttede med en gennemarbejdet og smagfuld opførelse af Rachmaninovs glødende cellosonate.
I begge tilfælde holdt Bengt Forsberg sig eksemplarisk tilbage, når dét var påkrævet og gav den fuld skrue, når især Rachmaninov kaldte på det. Den unge cellist fik dermed foræret et fleksibelt frirum, så han aldrig behøvede at forcere eller buldre, som man ofte hører i den slags musik. Det var ganske simpelt forførende godt skuldret af dem begge to.
Det er et gennemgående indslag ved disse Hirschsprung-koncerter, at en af kunstnerne skal vælge et maleri fra samlingerne og efter pausen motivere valget foran maleriet.
Bengt Forsberg havde fået tilsendt museets katalog og derfra valgt et billede, der faktisk stod på magasin. Det var af pioneren inden for kvindelig dansk malerkunst, Anne Sophie Petersen, Under gudstjenesten fra 1890, der naturalistisk fremstiller nogle hårdt prøvede mænd siddende og formodentlig lyttende til en imaginær tordenprædiken i Klitmøller Kirke.
Forsberg talte improviseret og med lune, for i billedet kunne han genkende sit tidlige musikerliv som organist i et stærkt missionsk miljø i Vestsverige. Det var et tankevækkende indslag, og det var ekstra befordrende for den gode og intime stemning ved koncerten.
Koncert 6. oktober på Den Hirschsprungske Samling
Francoeur: Cellosonate i E-dur. Stykker af Alkan, Popper, Schumann, Granados, Albéniz, Moszkowski og Cassado. Rachmaninov: Cellosonate i g-mol. Andreas Brantelid (cello). Bengt Forsberg (klaver)
