Myten om den lykkelige designer

Bedømmelse: 2/6

Når Florian Slotawa i KS.026 med en bred plastikstrip hæfter fem Waterpas i forskellige længder i henholdsvis neongul, rød, neongul, grå og gylden sammen med en sort plade, mimer han stor kunst med håndværksmæssige materialer i en lidt trættende skulptur, der er ment som en lille frækkert, som skal prikke til traditionerne. Den står ovenikøbet på en piedestal ... Og når han binder et spejl sammen med en krukke og en stol, forstår man hvorfor han er inviteret.

Når Superflex anbringer 80 billige Ikea-stole i en firkant, hvor farverne danner diagonale striber, og hvor sæderne er savet smallere, så de ligner deres ophav, nemlig Arne Jacobsens berømte myrestole, så er de egentlig også mest ude på at ydmyge os. Men i modsætning til Slotawa, er det ikke kunstverdenen, der er latterlig, men hele verden og alle menneskene. Superflex ved, hvor tåbelige vi er i vores iver efter at være cool, vores liv er blevet til én stor opstilling af spejle, der skal reflektere den identitet, vi ønsker os, og midt i æstetiseringskapløbet har vi glemt os selv.

Det lyder banalt, men er veldokumenteret (Hal Foster, Naomi Klein etc.) og kan ikke gentages nok. Hvorfor udstillingen Destrøy Design, på trods af et latterligt jysk 'ø' lyder tillokkende - hvilket fornuftigt menneske ønsker ikke at destruere og tilintetgøre hele tanken om design, hovedfjenden i ethvert fornuftigt menneskes liv.

Et passende opråb

Design er og vil altid være det modsatte af frihed. Design benytter sig af de samme æstetiske virkemidler som kunsten, men ligesom den prostituerede også knalder ligesom alle andre, uden at det dermed bliver til ægte kærlighed, så har design heller aldrig haft noget med kunst at gøre. Kunstens natur er at være fri for at kunne erkende. Designs natur er at være bundet for at kunne sælge. Og hvis den flirter med kunst eller prøver at være fri eller samarbejde med kunstnere eller blive til kunst, så er der kun én grund: for at sælge. Og eftersom alt, der omgiver os, efterhånden er designet, selv politikerne og vores børn og vores ansigter, er vi langsomt ved at miste vores frihed. For det moderne menneske er der intet, der ikke fungerer som et spejl, fra den mindste kaffekop til sofaen til jobbet, der er intet, der kommer indefra, og hvis det fortsætter, går der ikke længe før onani er den foretrukne seksualitet i en verden, hvor man selv er sin bedste elsker, fordi enhver naturlig relation med andre er død.

Destrøy Design er et passende opråb i en tid, hvor designerne prøver at råbe kunstinstitutionerne og magthaverne op om, at de skam gør det af egen fri vilje, fordi de elsker kunderne og ikke kan få nok derhjemme og bare vil knalde og kysse og nusse med så mange fremmede marketingschefer som muligt, og hvis de får lidt for det, herregud, man skal jo også leve og får kunstnerne måske ikke også en skærv hist og her, det tror vi nok ...

Blevet nedgjort

I morer jer, sidder med dagens Information og trækker på smilebåndet, men det er desværre ikke blot sandt, politikerne, institutionerne og magthaverne har haft lyttebøfferne foldet godt ud, og når man hører dem snakke, er der ingen tvivl om, at kunsten er smittet med marketingitis. Vi skal blive bedre mennesker af al den kunst, vi skal se på os selv med nye øjne, vi skal stille spørgsmål ved os selv, vi skal have sammenhængskraft, vi skal ha' og ha' og ha'! Kunsten er blevet markedsliggjort som en terapeutisk løftestang, der kan få os videre i vores udvikling, den er blevet nedgjort til noget identitetsskabende på linje med sofaer og citruspressere.

Lort med lort på

Desværre er den ikke rigtig feset ind hos Århus Kunstbygning. Som en anden parterapeut, der foreslår den utro ægtemand at invitere en ekstra pige med hjem til konen, har Århus Kunstbygning helt uforståeligt valgt at hylde design. Og for at ødelægge det helt, ser de på design med de mindste briller, der findes, nemlig møbeldesign. Kunst, der handler om møbeldesign og kunst, der benytter sig af møbler. Det er måske et af de kedeligste kuratoriske greb nogensinde, hvilket også har resulteret i en katastrofal kælderetage, der ligner et proppet varelager i Glostrup. Selv det, der har potentiale som stor kunst, bliver ødelagt. Franske Gonzales-Foerster, der er en mester i at skabe nonchalante stemninger, står i et tætpakket hjørne med et orange rum og virker pludselig enormt kikset, fordi Radi Designers lidt derfra præsenterer en lille boks, der kan friske en kedelig væg op. I boksen er der en pistol med specielle pile med trykpuder med motiver af insekter i enden. Og en lille dåse grøn farve. Bang bang og så er der insekter på væggen, og man kan dyppe pilene i det grønne blæk og skamme sig forfra. Osv. Lort med lort med lort på og så noget godt der er gemt lidt af vejen og udvalgt, fordi materialet eller mediet er noget, man ellers typisk designer. Som for eksempel John M. Armleders sofa som han har malet på i 1979. De har i øvrigt kaldt ham Armlender på udstillingen, hvilket ikke er helt uden humor.

To af Liam Gillicks konstruktioner er også kommet med, tænketank tænketank er titlen på to lukkede kabiner i aluminium beklædt med orange plastik, og sjældent har en indbydelse til at indgå i en social relation været kedeligere, mere steril og uindbydende. Som om al udvikling i kunstverdenen foregår et helt andet sted, end der hvor værkerne er. Eller som om der slet ikke er nogen, der tænker ...