Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Pop Hernings mødom, Gaga!

Var Lady Gagas “Monster Ball” i Hernings nye multiarena som Manzonis “lort på dåse”? I så fald var det en meget livlig bakteriefest, der foregik derinde - og koncerthallen var en velstøbt dåse, der elegant blev lirket op af den paradoksale popfantast, der prædiker individualitet gennem mainstream musik
Var Lady Gagas “Monster Ball” i Hernings nye multiarena som Manzonis “lort på dåse”? I så fald var det en meget livlig bakteriefest, der foregik derinde - og koncerthallen var en velstøbt dåse, der elegant blev lirket op af den paradoksale popfantast, der prædiker individualitet gennem mainstream musik
Kultur
22. oktober 2010

“Jeg er den første til at spille i denne her sal, så i aften tager jeg jeres fucking mødom!”, råber en solsikkegulhåret Lady Gaga fra sit podie på Hernings nye multiarena. Gagas “små monstre”, som hun kalder sine fans, jubler hoppende op og ned med deres lysende videotelefoner.

Vi journalister nedskribler tilfredse overskriften: “Vil tage mødom”. Catchy. Vovet. Rammende. Alle er glade.

Gaga er en paradoksal popfantasi. Ren overflade med et budskab: “Fra i aften kan I være lige dem I har lyst til, Deeeenmmaaark!”, popprædiker hun igen og igen, for Gaga er i aften lige dele superstjerne og selvhjælpscoach.

Hun taler indlevet om at være sig selv og præsenterer i løbet af koncerten en palet af sine egne fantasmatiske identitetslege; fra rå Brooklyn-babe i kulisser a’la rockmusicalen Rent, wraauv!, til en kvindelig Elton John i læderfetich, der skråler følsomme ballader ved flygelet; fra en syngende, gyngende hvid hårkugle i en gotisk monsterskov til en overjordisk isdronning i et elektronisk bevægeligt snefnugs-kostume. Det er en avanceret iscenesat, men også nærværende initiering til det vovede voksenliv, monsterstjernen giver Herning i deres nye poprumskib på den jyske (kyske) hede.

Godt for “verdenskortet”

Et par timer forinden, på vej til koncerten, kigger jeg efter Cronhammars “Elia” gennem togruden.

Jeg kan godt huske, da den kom til Herning. Jeg boede inde i blomsterkvarteret med min mor og far, og Elia var sådan noget, der blev diskuteret. Den var en fremmedgenstand herude på den flade hede. En 380 tons tung science fiction-agtig lunge, der lå der og gispede, gennemsømmet af fire sorte skorsten. En ufo. Meget sjældent – og det var en del af værket - spyede skorstene ild. Det var moderne kunst. Noget mærkeligt noget, synes nogen. Men i en rig, men ung og historiefattig industriby, hvor “trådene knyttes”, som bysloganet lyder, må og skal kulturen blomstre.

Sådan noget som “Elia” var en god investering for byen. For “verdenskortet”. Ligesom deres spritnye multiarena er det nu. Her skal ikke spares, men investeres. I selskab med fætrene Horsens og Århus har Herning har satset hårdt på kulturen, og Herning har ubeskedent valgt at få “prikket ruden ind” i denne uge af to af jordklodens største popikoner: Gaga først og så fredag af den lilla guitargud Prince. To aliens stiger til vejrs i hedens nye rumskib.

Flere end fucking 12

Gagas karriere er overjordisk. Hun er blevet brandet som et musikalsk vidunder, der myreflittigt har okset sig vej fra popinnovationer i New Yorks smuskede undergrundskældre, til den absolutte poptop.

Dengang Elia blev bygget i Herning i 2001, og der stadig bare var Cæcilie Norby og jam nede på Fermaten, det dygtige drengekor i Herning Kirke og Jekyll and Hide-musical i Herning Kongrescenter, var Gaga bare 14 år gammel og optrådte til open mic-arrangementer i små barer i New Yorks Lower East Side. Hendes opvarmningsband, larmende arty-farty Semi Precious Weapons, var med allerede i de unge år, dengang de sammen flippede ud med glamrock og hård pop på “The Bitter End” for 11 ludere og en lommetyv. Det minder opvarmningsbandets forsanger om: “Tak for at være flere end fucking 12!”, skriger han. Selv tak. Vi er 15.000, helt præcist, komfortabelt stuvet sammen.

To år efter albummet med den altsigende og legende overfladiske titel Fame (2008) er Gagas gejlede, art-poppede musikvideoer blevet set over en milliard gange på nettet. Hun er af Times og Forbes blevet vurderet som en af verdens mest indflydelsesrige kulturpersoner.

Popgasme

Ballet er dedikeret fansene. Gagas små monstre. Jo tættere man kommer på scenen, jo flere nytårshatte, farvede parykker og gittersolbriller dukker op.

Det er en særlig gagakket aften. Man tager lidt mere blåt på øjnene. To piger foran mig har tegnet Ziggy Stardust-agtige sølvlyn på kinderne. Mange piger har hårbøjler med en stor kunstig blomst på, sat lidt på skrå. Man må gerne være lidt vild og individuel i Herning en aften som i aften. Gaga “fucking lipsync’er ikke”, bedyrer hun igen og igen under koncerten og henviser overlegent til hendes undermåler Britney, der aldrig bevidst har villet andet at stole på sin præsident og “oops!” – hitte igen og igen.

Og selvom der med Gaga er et indre paradoks i at prædike individualitet gennem mainstream musik, så er det alligevel som om at det lykkes for hende. Hun er på én og samme tid skurende overfladisk med Ibiza-beats og musikvideoer med mere product placement end i regulære reklamefilm. Samtidigt er hun en helt nærværende, impulsiv følekvinde, der ret overraskende giver mig en lille hurtig “popgasme” tidligt i showet.

En ung fyr har kastet en t-shirt op på scenen med påskriften “Born This Way”. Gaga samler den op og læser budskabet på T-shirtens bagside: “Monster Ball handler om at forkaste fordomme”. Hun bliver tydeligt rørt og taler længe om, hvor vigtigt – altså hvor virkeligt sindssygt altoverskyggende vigtigt – det er at være sig selv. “Jeg mener virkeligt det her”, understreger hun. Så tager hun t-shirten på, overlegent improviseret, og fyrer så hårdt op for hittet “Telephone”, at man må rødme forvirret og forført. Det er for meget af det gode – på den gode måde.

Dåsepop

Det var også i Herning, at Manzoni i 60’erne lavede sin kunstdebat-konserves “lort på dåse”. Den så jeg som lille med store øjne i en montre inde på Herning Kunstmuseum – dengang før Hernings anden kulturelle nyinvestering, HeAart, var bygget.

Det ville være lidt catchy at påstå, at Lady Gaga i Herning Kongrescenter multiarena også er “lort på dåse”: intetsigende, hyperkommercialiseret maskeradepop, hvis ingredienser (glamrock, neop-burlesque, dance, europop, electroclash, hvad ved jeg) er blevet blandet så grundigt på vej ned gennem systemet, at der ingen næring kommer ud i den anden ende – kun en lind strøm af pøllet pop - indpakket i en bekvem og historieløs dåse: Jydske Bank Boxen.

Men det ville slet ikke være sandt. Hvis Gaga-koncerten er lort på dåse, så er det i hvert fald en meget livlig bakteriefest, der foregår herinde. De små monstres freaky popfest. Og “dåsen” er en overraskende god ramme. På vej hjem toget sms’er jeg min mor, at jeg har været til spilopper i min barndomsby. “Husk nu at rose den nye multiarena”, svarer hun fra Århus med moderlig sarkasme. Der skulle ikke være nogen grund til ikke at gøre. Jydske Bank Boxen er stor, effektiv og rummelig som en lædersofa med fladskærm og surroundsystem. Monsterhøjtalere prikker perfekt pophits som “Paparazzi”, “Pokerface” og “Just Dance” mod trommehinden.

Mens jeg heller ikke på hjemturen fik øje på kunstmonsteret “Elia” fra toget, og altså ikke havde chance for at se flammerne buldre fra skorstene, så var der direkte pay-off med Gaga. Ikke blot brød hendes flygel teatralsk i brand under balladerne, mens bh’en i et andet nummer spyede flammer. Det umage musikalske samleje mellem den alienagtige popkanon og Herning var en fantastisk “første gang”. Alle os små monstre, der post-popgastiske ventede på bussen tilbage til banegården, sukkede med dyb tilfredshed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

A si´r velbekommen!