Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et praktisk monument

Der er et drama, som løber gennem teksterne i den tyske socialfilosof Axel Honneths nye bog, ’Das Ich im Wir’: Spørgsmålet om den venstreorienterede intellektuelles eksistensberettigelse
Kultur
30. oktober 2010

Der er vel ikke nogen af os i Vesten, der stadig tror på et liv efter døden. Det er i hvert fald ikke en antagelse, som giver offentlig anseelse eller adgang til højere embeder.
Døden, som vi taler meget om, at vi ikke taler om, regnes ikke for overgang til nyt og højere liv. Døden er ikke andet og mere end afslutningen på den organiske forfaldsproces, vi kalder for menneskelivet. For os.

Som den tyske socialfilosof Axel Honneth skriver i sin nye bog, Das Ich im Wir: »Om vi vil det eller ej, om vi er troende eller overbeviste ateister – der er tilsyneladende ikke længere noget alternativ til den naturalistiske forklaring på årsagerne til vores lidelser på jorden.« Vi er således alle blevet naturalister.

Vi kender mere og mere til naturen omkring os, og vi kan navngive flere og flere årsager til vores egen død. Det gør os ikke mere rolige i verden, men indimellem faktisk endnu mere ængstelige ved alt det, vi kender navnet på, som kan tage livet fra os, og som vi ikke kan give anden mening end naturens gang. Vi tror ikke på, at der findes noget himmerrige, hvor vi kan fortsætte efter døden.

Men alligevel finder vi det ikke vanvittigt, hvis vi ser mennesker, der ved et gravsted står og taler til den afdøde, som om vedkommende kunne høre, hvad der blev sagt. Vi undrer os ikke over de ritualer ved bisættelser, som peger på et liv efter døden og en udødelig sjæl. Vi synger med på sangene om englene og Herren i det høje uden at føle os alt for dumme eller pinlige. Vi er indforståede med ceremoniens koder.

Rationalitet

Vi er på den ene side overbeviste naturalister, men vi tager på den anden side stadig del i ritualer og praksisser, som på ingen måde er naturalistisk acceptable. Honneth pointerer ikke kun, at dette er paradoksalt. Hans pointe er, at vi ikke engang finder det paradoksalt ved begravelser at deltage i praksisser, som vi regner for overtroiske.

Vores almindelige praksis synes at afsløre, at vi lever fint med det faktum, at vores tilværelse ikke er ideologisk konsekvent: Vi vurderer ritualer forskelligt alt efter, hvilken situation de skal adressere. Vi forventer rationel konsekvens, når det kommer til lovgivning, teknik, spilleregler og argumenter, men ikke når det kommer til afskeden med en afdød.

Denne evne til at skifte perspektiv ser Honneth som en fælles erfaring: Vi har lært, at selv om alle fænomener forklares rationelt, er det ikke altid den rationelle forklaring, som fungerer bedst: »Vi har fundet ud af, at stigningen i vores rationelle evne til at forklare verden er afhængig af evnen til indimellem at se stort på rationalismens fordringer.« Han kalder det en »sekulær form for trøst«; Man kan med andre ord overtage overtroiske ritualer uden at overtage overtroen. Vi gør det ifølge Axel Honneth på pragmatiske præmisser, fordi det gør det lettere at opholde os ved situationer, som det ellers er svært at opholde os ved.

Anerkendelse

Det lille essay om den sekulære trøst er den sidste tekst i Axel Honneth nye bog, som er en samling af essays skrevet over de senere år. Denne tekst er lidt anderledes end de andre, fordi den ikke tager udgangspunkt i en læsning af filosofiske klassikere, samtidige sociologer eller udfordringer af det begreb om anerkendelse, der nærmest er blevet Axel Honneths intellektuelle signatur.

Alligevel er teksten typisk for indstillingen af Honneths blik: Han analyserer spændingen mellem vores fornuftige ideer om, hvordan verden burde indrettes, og vores intuitive omgang med hinanden i verden. Han analyserer ikke forholdet mellem vores tanker og praksis for at afsløre os som hyklere og heller ikke for at vise, hvor styrede vi er af fremmede magters manipulerende ideologier. Han studerer, hvordan tankerne virker ind på hverdagsaktiviteterne, og hvordan hverdagens praktiske fornuft virker tilbage på vores refleksioner.

Det er ikke tilstrækkeligt for en filosof ved Socialforskningsinstituttet i Frankfurt at stille en diagnose af forholdet mellem teori og praksis. Også Honneth skriver i sidste instans for at forandre verden. Han vil på den ene side fastholde, at der er brug for intellektuelle analyser og argumenter, men på den anden side at insistere på, at intellektuelle ikke har autoritet til at fortælle resten af verden, hvad der er rigtigt og forkert – for dem. Der er almene ­be­tin­gel­ser for, at hver enkelt borger sammen med andre kan udvikle sig selvstændigt og myndigt, men det er op til hver enkelt at nå frem til sin egen bestemmelse af frihed og ufrihed.

Det er de udfordringer, Honneth tager op, ambitiøst og tålmodigt, lyttende og tænkende i teksterne i sin nye bog. Man kan læse dem som konkrete refleksioner over specifikke sociale, sociologiske og filosofiske problemer. Men der er også et drama i denne bog: nemlig spørgsmålet om, hvordan man genopfinder den venstreorienterede intellektuelle. Hans eget værk er et praktisk monument over, hvordan det kan gøres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad er en naturalist?

Måske én, der har kastet kulturens fordringer af sig og blevet naturlig eller hæmningsløs, eller som nudister eller lesbiske kvinder på sommerlejr, eller som en Zola eller en Brandes?
Vi har utvivlsomt en umådelig trang til at blive anerkendt af andre, men er anerkendelsen et behov - Ich im Wir ein natürliche Gestalt -, vil det overtrumfe kulturens særheder og dets ceremonierm, og kommer, ved at kaste alle fordringer bort, til at minde om begrebet frihed over for 'naturen kræver sin ret', ja så vidt, at 'naturen går over optugtelsen', moralen falder for anarkiet, men kræver deri en ny moral.

Politisk set er man vel forudindtaget, hvis man påstår, at venstrefløjen må genopfinde sig selv. Enhver søger anerkendelse, men venstrefløjen mangler hverken kultur, romantik eller frihedsbegreber. Måske er det snarere højrefløjens liberalister, der ikke kender grænsen for frihed og derfor ikke anerkender 'Wir', men har et problem med 'Das Ich im Wir'?