Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Røgsignaler fra virkeligheden

Das Beckwerks ligoptog slog et slag for den politiske kunst og fortalte os noget vigtigt om os selv
Abstrakt. Claus Beck-Nielsen som identitet blev levende under ligtoget, hvorefter manden, der tidligere havde båret navnet, begravede det. En abstrakt handling i en til lejligheden produceret parallel virkelighed, som kunstneren bag insisterer på er den virkelige virkelighed.

Abstrakt. Claus Beck-Nielsen som identitet blev levende under ligtoget, hvorefter manden, der tidligere havde båret navnet, begravede det. En abstrakt handling i en til lejligheden produceret parallel virkelighed, som kunstneren bag insisterer på er den virkelige virkelighed.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
14. oktober 2010

Bedømmelse: 5/6

Hvis manden ikke var så pokkers insisterende, så ville det aldrig have været noget problem. Så havde det været fuldt ud acceptabelt, at han hele tiden gik og døde. Hvis han ikke konstant insisterede på, at det ikke var en performance, men et virkeligt ligoptog med det rigtige fysiske lig efter Claus Beck-Nielsen, så havde det ikke været forvirrende, det havde blot været et godt kunstværk.

Kort fortalt er Das Beckwerks Funus Imaginarium en performance, der handler om at være levende i en verden af robotter. Det er en jeg-fortælling i nutid, en falsk biografi, hvor seneste kapitel tog sin begyndelse torsdag den 30. september, da en silikonedukke forestillende Claus Beck-Nielsen ankom med sygetransport til sit dødsleje, en smuk bygning i træ med indadbuede vægge opført i rabatten på H.C. Andersens Boulevard i København, uden for Glyptoteket.

I en uge var dødslejet åbent for besøgende, der kunne se Claus Beck-Nielsen med slanger i næsen og hvad der ellers hører sig til for en døende, overvåget af en sygeplejerske. Selv prins Henrik viste sin respekt. I lørdags, den 9. oktober, efter et sidste farvel fra den person, der har lagt krop og ansigt til 'liget' og hans venner, bekendte og et hav af blitzlys, blev kisten lukket og skruerne skruet i. Anført af politimotorcykler, en ligvogn med kisten, personen der engang hed Claus Beck-Nielsen, og som nu officielt er repræsentant for Das Beckwerk, hans datter, tidligere kærester og et par hundrede københavnere gik følget de få kilometer gennem byen, fra Glyptoteket til Assistens Kirkegården på Nørrebro, hvor pastor Erik Bocrk efter få ord fordelte en skovlfuld jord på kisten og lod den sænke ned.

Herefter sang alle en kort sang, og inden kisten blev helt dækket, forlod en sørgmodig far, datter og tidligere kæreste kirkegården.

Forvirringen tager over

Det første, der fascinerer eller forvirrer, er omfanget af værket. Vi er ikke vant til greb, der er så store. Vi er vant til noget meget præcist og omhyggeligt, hvor alle detaljer trækker tråde til virkeligheden eller historien. Sådan arbejder Das Beckwerk ikke. Her bliver slået en dej op, der er uoverskuelig og enorm, og hvor alle facetter næppe er gennemtænkte.

Vi er heller ikke vant til, at kunst insisterer på, at det, er virkelig. Vi har drømt om det og skrevet bøger om det og holdt seminarer om det og indrettet kunststøttesystemer efter, at det har en direkte samfundseffekt, men sandheden er, at den kun virker til at virke, når man sidder midt i den. Da Das Beckwerk rejste til Irak med en demokratikuffert, kom han til det smertelige facit, at politisk kunst ikke engang er kunst for kunstens skyld - men kunst for kunstnerens skyld.

Og her tager forvirringen måske over, for Das Beckwerk laver faktisk kunst for at forandre den virkelige verden, han ønsker at sætte spot på det latterlige identitetsræs, der foregår imellem os, men gør det med kunstens virkemidler! Og det selv om han gang på gang støder panden direkte ind i en mur, hvor der med store fede bogstaver står, at den politiske kunst er et fatamorgana.

Kraftig selvmodsigelse

Og for at gøre paradokset totalt prøver han så nu endelig at komme af med den borgerlige identitet, han ellers for længe siden har erklæret død, gennem en begravelse hvor kendismedlemmer (!!!) som skuespiller Lars Mikkelsen fra Das Beckwerks bestyrelse (!!!) løfter en Kunststyrelsen (!!!) finansieret (!!!) kiste ud af en til lejligheden arkitekttegnet (!!!) bygning, imens han holder sin virkelige datters (!!!) hånd.

Kan man næsten forestille sig noget mere borgerligt? Og for at fuldende dobbeltspillet er Das Beckwerk med ligtoget slået endeligt igennem i medierne og er selv blevet præcis den statusmarkør, som hele projektet handler om at nedbryde.

Hvis man skulle opføre Das Beckwerk som tv-show ville det hedde 'Ukendte', der kæmper for ikke at blive kendte'. Selv Dansk Folkeparti er misundelige. Deres annoncer kræver i det mindste et par indrykninger, før de gratis bliver viderebragt af forargede Politiken. Das Beckwerk klarer det uden at hive en krone op af lommen.

Tråde til virkeligheden

Men hvorfor så denne insisteren på, at det ikke blot er kunst? Hvorfor denne kraftigt udtalte selvmodsigelse? Spørgsmålet må være, om det er nødvendigt med denne insisteren, der virker som et røgslør for de kunstneriske identitetsspørgsmål, der bliver stillet, for uden denne insisteren ville værket have fungeret glimrende. Svaret må helt bestemt være et ja. Det var nødvendigt af hensyn til den politiske kunst og netop spørgsmålet om identitet.

Hvis man tager det for gode varer, at den borgerlige verden skaber vores identitet, må det ske gennem mødet med den borgerlige verdens repræsentanter, som kan være virkelige mennesker, institutioner, hjemmesider og lignende. Hvis man kan lade en del af sig selv opleve præcis det samme møde, vil den del få den identitet, uanset om det er et rigtigt menneske eller ej. Og hvis man så kan skille sig af med præcis den del, vil man i hvert fald på et abstrakt plan have skilt identiteten fra kroppen.

Hvis aktionen ikke havde mimet virkeligheden, altså hvis Das Beckwerk ikke have insisteret, så havde reaktionerne ikke været så tæt på autentiske, som de var, og så ville Das Beckwerk i kunstværket ikke kunne skille sig i to, hvilket er noget af det tætteste politisk kunst nogensinde er kommet på faktisk at operere i virkeligheden.

En upersonlig størrelse

Man kan sige, at det med Funus Imaginarium er lykkes Das Beckwerk at få kunsten til at virke i en næsten total parallel virkelighed.

Han opdyrker nye græsningsarealer til kunsten og tilbyder den en vej ud af tomgangen. Og hvad angår det med identiteter, så har han i stedet for blot at undersøge identitet eller filosofere over den eller frembringe smukke billeder, der trækker tråde til virkeligheden og historien, i stedet demonstreret for os, sort på hvidt og lige i vores ansigter, at identitet er en flygtig og upersonlig størrelse, som vi ikke skal lægge alt for meget i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her