Læsetid 4 min.

Silicon Valley i 1100-tallet

Andet bind af Anne Lise Marstrand-Jørgensens himmelsk velskrevne roman fortæller resten af historien om den middelalderlige multikunstner Hildegard af Bingen
8. oktober 2010

De lever i 1100-tallet, men taler og tænker som os. De arbejder, knytter sig til andre mennesker, er kærlige, kompetente, idealistiske og egocentriske. Men alle har de et kald, der fører til Gud, og de søger alle at blive bedre mennesker.

Sådan er hovedpersonerne i Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman Hildegard II, der fortsætter beretningen om mystikeren og komponisten Hildegard af Bingen (1098-1179), der blev én af middelalderens mest indflydelsesrige skikkelser: Komponist, forfatter, lægekyndig og klostergrundlægger.

Første bind af romanen udkom for et år siden og blev en overraskende stor succes. Seks oplag er det foreløbig blevet til, Weekendavisens litteraturpris og et utal af forfatterforedrag på biblioteker og kirker rundt om i landet. Intet under, for som Ken Folletts Jordens Søjler, om middelalderens katedralbyggere, og Pryds Helles Hej Menneske, der beskriver livet i et mesopotamisk oldtidssamfund, bringer romanen fortidens mennesker i øjenhøjde.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har med andre ord fundet en fabelagtig historie, og hun fortæller den med sanselig tæthed, sprogligt nærvær og lyrisk indlevelse i den intense kropslighed, som Hildegard tilfører kirkens åndelige liv. Selv bevarer Hildegard jomfruelighedens blomst, men bliver ikke derfor snydt for fornøjelser. Søde møder med brudgommen Kristus i fantasien inspirerer den sanselighed, som flyder over i hendes skrifter, og i Maria-dyrkelsen finder hun forbilledet for moderskabets ømhed, som hun får brug for i forhold til klosterets unge nonner, der savner den verden, de har givet afkald på.

Klosterliv

Første bind sluttede, da Hildegard som 49-årig blev anerkendt af paven som Kristi talerør, med ret til at fortælle åbent om det, hun så.

Allerede som otteårig (!) var den lille pige blevet overgivet til den fromme Juttas varetægt. Ved ankomsten til klosteret Disibodenberg, som indtil da kun husede munke, lod Jutta sig indemure som eremit. Hildegard lod sig derimod integrere i klosterlivet og sugede viden til sig, fra latin til lægekunst. Hun knyttede nært venskab med den seks år ældre munk Volmar, der blev hendes livslange sekretær. Scivias er navnet på deres fælles bogværk, hvor Hildegards tanker og visioner formes i Volmars elegante håndskift og svimlende illustrationer.

I historiens anden del, der netop er udkommet, har Hildegard og Volmar næsten afsluttet Scivias. Klosterlivet er nemt og bekvemt. Mange nonner af adelig herkomst har sluttet sig til klosteret, ikke mindst pga. Hildegard, »Rhinlandets Sibylle«, hvis syner og skrifter har gjort hende kendt over hele Tyskland.

Selv ruger Hildegard over en stor hemmelighed. En rejse har konfronteret hende med den ydre verdens elendighed, og sønderknust vender hun hjem til klosteret. Efter måneders rekonvalescens får hun en frisk åbenbaring: Gud kalder hende til at grundlægge et nyt kloster længere nede ad Rhinen. Hun stritter længe imod, lykkelig som hun faktisk er i sin frugtbare tilværelse med Volmar og sin elskede veninde, den 15 år yngre Richardis. Men modstanden nytter ikke, og resten af romanen beskriver, hvordan Hildegard vokser i rollen som leder og grundlægger af nonneklosteret Rupertsberg, på den stenede, trøstesløse skråning, som Gud har anvist hende.

Hotline til Vorherre

Under Hildegards ledelse kommer Rupertsberg til at blomstre. Hildegard tiltrækker mæcener og politiske kontakter, og hun nyder endda den mægtige - og kirkefjendtlige - kong Frederik Barbarossas beskyttelse. Anne Lise Marstrand-Jørgensen viser, hvordan middelalderens klostre også var epicentre for værdifuld viden. Her udviklede man nye metoder for landbrug, havedyrkning og lægekunst - og skrev ned, hvad man vidste. Silicon Valley ved Rhinen år 1100!

Netop beskrivelsen af klosteret som arbejdsplads er usædvanlig vellykket. Uden nogensinde at svinge med pegepinden kaster romanen derfor også et forfriskende lys over nutidens jagt på lykken og lysten. Vi er næppe hverken mere eller mindre lykkelige end disse middelaldermennesker, som finder livsglæden i at finde på nyt og lindre uvidenhed og lidelse.

Lige så snusfornuftig som Hildegards ledelsesstil er hendes hotline til Vorherre. »Det levende lys«, kalder Hildegard selv de syner, hun har haft fra helt lille, mens først hendes familie, senere klosterledelsen vred sig i bekymring over, om det nu var Gud eller Djævelen, der med mellemrum fyldte den unge nonnes bevidsthed med lysende visioner og hele syngeværker. Selv vennen Volmar undrer sig jævnligt over Hildegards forhold til musikken: »Ingen musik lyder som Hildegards, hun trækker tonerne ud af landskabets kraft, af forrevne stenblokke, fyrrenåle, gedernes brægen ... Tonerne er ædelstene, hun trækker på en snor, de stråler i deres skønhed, så alle må standse op og fyldes af taknemmelighed ...«. Hildegard af Bingen er den eneste kendte navngivne komponist før 1600, og hendes musik opføres stadig.

Alligevel trænger det spørgsmål sig selvfølgelig på, hvordan vi på nutidens præmisser skal forstå Hildegards inspirationer. I sin anmeldelse af Hildegard I i Politiken spurgte anmelderen Mikkel Bruun Zangenberg ligeud, om Hildegard ikke bare var »bims«. Neurologen Oliver Sacks har lanceret en anden teori: Hildegard led af migræne! Migræne kan nemlig både forårsage synsforstyrrelser og de voldsomme udsving mellem indsigt og tilstande af fysisk depression, som Hildegard beretter om.

Begge teorier har Anne Lise Marstrand-Jørgensen selv kommenteret: Imod Zangenbergs tese om, at Hildegard ikke var rigtig klog, taler, at hun faktisk håndterede sin omverden roligt og sikkert. Til Sacks' migræneteori knytter forfatteren (der selv lider af migræne!) på sin hjemmeside denne kommentar: »selvom Sacks' teori med lidt god vilje nok kunne begrunde Hildegards oplevelse af at se et blændende lys, ... ligner (mine oplevelser) slet ikke noget, der kommer i nærheden af det, Hildegard beskriver i sine visioner.«

Med andre ord fastholder forfatteren sin ret til kunstnerisk at beskrive oplevelser, der overskrider en »normal« virkelighedsforståelse. Præcis som Marstrand-Jørgensens Hildegard selv kommer til at forstå, at menneskers uvished er et fælles vilkår - men også, at hun, som alle andre, selv må forme sin skæbne ud af meningsløshedens sølede ælte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu