Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Skønhedsmættet og fandenivoldsk

Hesselholdt giver stemme til eksistentielle udsatheder i en tone, der vibrerer mellem vittig og melankolsk som hos Virginia Woolf og Prins Hamlet
Kultur
22. oktober 2010

Christina Hesselholdts Camilla-bøger er nu en serie på to: sidste år fik vi den prægtige Camilla and the Horse, og toerens titel lægger sig frækt og forjættende i kølvandet: Camilla - og resten af selskabet. Kompositionen er den samme: en Woolf-agtig montage af indre monologer for fem stemmer, her i ni kapitler af stærkt varierende længde. Tonen er den samme: på én gang vittig og melankolsk, skønhedsmættet og morbid, sart og fandenivoldsk. Personerne er de samme: Camilla (litterat uden stedsans), Alma (forfatter med hang til forelskelse), Alwilda (fysisk aktiv), Edward (dødsviet hundeejer), Kristian (dyster), Charles (den fyrige horse fra forrige bog, nu smertebundet til sengen - den eneste, som ikke gives egen monologisk stemme). Personerne fremtræder i en vekslen mellem egne og de andres perspektiver i et blidt flimmer af indlevelse og ironi. Den fysisk aktive Alwilda dog mest det sidste, her gennem Almas stemme:

»Jeg forestiller mig hendes orgasmer som et dask med en fluesmækker, som kortvarige, hårde og praktiske. Bagefter springer hun op og spænder bælte.«

Mutanter

På sin vis hedder alle personerne det samme som forfatteren, eller deres navne er alle mutationer af forfatterens fornavn. Det giver belæg for at betragte personerne som forfatterens udspaltninger eller egne virtuelle eksistenser. Med en smule biografisk kendskab til Hesselholdt får man fornemmelsen af, at hun har forsynet Camilla med sin dårlige stedsans, sin Østerbrolejlighed, sin smerteplagede mand og sin litteraturuddannelse. Hun har givet Alma sin forfattergerning og lyst til forelskelse og Edward sin sorg over den døde mor.

Det er ikke interessant som rent biografisk kuriosum, men litterært effektfuldt, fordi personerne bliver gennemskrivninger af nogle rene snit i eksistensen: Hvad vil det sige at elske en smerteplaget? (»Senere kommer forsythiaen til, men måske er gul ikke en trøst, men et vanvid af energi; for Charles bare ligger«). At have dårlig stedsans? (»når jeg skulle finde tilbage, ville jeg måske nok have en vag fornemmelse af genkendelse over for det, der mødte mit blik, men jeg ville ikke kunne huske, hvor på ruten det havde optrådt«). Ikke at kunne slippe sin døde mor? (»disse drømme om det unævnelige i graven, denne dekomposition«). At være besat af tanken om døden? (»Hvad skal vi med naturen/ den skal lære os at dø«). At have lyst til forelskelse? (»Jeg længes efter at blive af med mig selv - hos bare én anden«).

Truttelut

Med sine stemmemasker kredser Hesselholdt om disse forskellige eksistentielt udsatte positioner, men det er en kredsen med sin egen særegne koreografi. Når undertitlen er »en fortællekreds«, må det forstås som en hentydning til denne koreografiske kredsen. I Camillas afsnit indskrives en poetik, der går ud på »at strække teksten så langt, man kan, ikke binde sløjfer, men lave krøller«. En metafor, der i sig selv slår krøller, som den udstrækkes - jeg ser for mig strygetøj, der skal strækkes, men så slippes igen, så det krøller sammen i stedet for at blive glat. Og måske er det det, Hesselholdt gør med sin tekst: strækker en stemning til det yderste og slipper den så, så den ligger ustrøget, men læserindbydende tilbage i kapitlets skuffe. Teksten benævner det selv, med et udtryk fra Beckett, »at give et sidste lille truttelut«, og her ser jeg for mig de små papirtrompeter, som man trutter ud i strakt figur, hvorefter de krøller sig sammen (freudianske associationer frabedes undtagelsesvis).

Det handler om at strække ud, til det krøller; at stramme elastikken, så man svirper tilbage; at flanere uden GPS og stedsans, så man er forbavset over at vende tilbage til udgangspunktet.

Mættet

Det er den trutteluttende, på én gang dødsbevidste og livssultne, resignerede og oplevelseslystne flaneren, der sætter bevægelsen for tekstens associative tankestrømme, men kun dét lukkes ind i tekstens strøm, som har billedkraft, og også her har teksten sine citerede, poetologiske forbilleder: »Hvorfor give noget adgang til litteraturen, som ikke er poesi - hvormed jeg mener mættet?«

Citatet er af Virginia Woolf, som teksten er værdig til at sætte sig i forbindelse med; som hendes prosa dirrer den højspændt mellem det vittige og det melankolske, og mættet med billeder er den, fra pasteller af den sengebundnes vindueskarm over skæve snapshots fra Camillas ungdomsrejser til møbler, der hvirvler rundt i flytninger som gule blade, der skal dække døden.

Man kan dog godt få fornemmelsen af, at de fem bevidsthedskar her afgiver deres sidste skvulpen, at hele bogen er det sidste lille truttelut, der kan trækkes ud af dem, og i visse passager er det allerede, som om de har mistet deres spændstighed.

Således virker Camillas og Almas valfart til Woolfs og Sylvia Plaths huse lidt slavisk, og når den flanerende prosas essayisme løsriver sig fra den litterære billedkraft og bliver ren refleksion, er Hesselholdt svagest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her