Læsetid: 5 min.

At skrive som et påkørt dyr

Copy-paste-kultur. Energien i 'Axolotl Roadkill' er vidunderlig, og den fungerer strålende som litterært værk med eller uden citater fra tyske undergrundsblogs
Copy-paste-kultur. Energien i 'Axolotl Roadkill' er vidunderlig, og den fungerer strålende som litterært værk med eller uden citater fra tyske undergrundsblogs
22. oktober 2010

Hvis man søger på den unge, tyske forfatter Helene Hegemann på YouTube, finder man en del indslag fra tysk tv, hvor Hegemann bliver kaldt ungdommens autentiske stemme, bohemeforfatteren, vidunderbarn og alt muligt velkendt mediemaskinepjat.

Vildt mange rosende avisoverskrifter og caféinterviews, hvor Hegemann gemmer sig forfattermystisk bag sit hår og ryger cigaretter. Mytologien er godt på vej. Hegemann udgav sin debut i en alder af 17, Axolotl Roadkill, i januar i hjemlandet og fik øjeblikkeligt stjernestatus. Men ak og ve, efter al rosen blev det afsløret, at den unge dame i sin debut flittigt citerer fra den tyske undergrundsdigter Airens blog, og selvom hun også citerer bl.a. Blanchot og Kathy Acker, så blev autencitetstæppet revet væk under de (hovedsageligt ældre) beundrende forfatterkolleger, og den ellers begejstrede Günther Grass slog hånden af Hegemann. Umiddelbart har jeg svært ved at forestille mig noget sejere end at blive slået af en nobelprismodtagers rynkede hånd i en alder af 17. Grass har i fællesskab med bl.a. Christa Wolf i raseri over Hegemanns frygtløse citationspraksis simpelthen underskrevet en deklaration, hvor de tager afstand til Hegemanns metode. »Ethvert litterært værk er et originalt kunstværk,« står der blandt andet. Hegemann tager til genmæle med kommentaren »Jeg er kun logerende i mit eget hoved.«

Pubertetsskrig

Hegemanns eget forlag påpegede i en pressemeddelelse, at hun som forfatter er påvirket af sin generations (lemfældige, lol) omgang med internettet og copy-pasting. Jeg synes, det er ufatteligt morsomt og også lidt sørgeligt, at man peger fingre af det digitale som en slags okkult fordærver af de unges originalitet. Så vidt jeg ved, er Strunges digtning for eksempel ret meget omskrevet Baudelaire og Bowie, og det bliver den jo hverken dårligere eller bedre af. Andy Warhol ville male som en maskine. Og det havde ikke rigtig noget at gøre med pc'ens indtog. Filminstruktør Jim Jarmusch siger: »It's not what you take. It's where you take it to.« Jarmusch citerer Hegemann i øvrigt også.

Alt det ovennævnte bliver en del af læsningen, når man sætter sig med Hegemanns roman. Men det bliver, og det er ikke overraskende, også tydeligt, at Axolotl Roadkill fungerer strålende som litterært værk med eller uden citater.

Hele romanen er et superdystopisk pubertetsskrig af første klasse. Og al hurlumhejet sætter kun en ekstra fed streg under Hegemanns projekt: det modtagerløse (indtil Grass agerede faderfigur) oprør. Energien er vidunderlig, og selvom Hegemann mister lidt af pusten til sidst, så raser størstedelen af Axolotl Roadkill derudad på et intenst dødsangst dødsønske. Det er coming of age-litteratur, mytologiserende identitetslitteratur, der tager traditionen op fra folk som Jack Kerouac og Francoise Sagan. Men det er en meget ensom en af slagsen; her er ingen klike eller idoliserede venskaber, der er ingen erotiske forelskelser ved havet (og hvis der er, er de vel overståede og godt rådne). Axolotl Roadkill er først og fremmest en ensom bog. Citater, namedropping og lange pseudointellektuelle udredninger bliver 16-årige hovedperson Miftis forsøg på både at skabe sig selv og en relation til omgivelserne (og læseren). En mistillid til mødet mellem mennesker får koder, insiderviden og foredragslignende rablen til både at træde i relationens sted og skygge for en usikker selvopfattelse. Det er vigtigt ikke at forveksle det med følelseskulde og tomhed, men i stedet at se det som et alvorligt besvær med at have en identitet, når alle relationer virker som kunstig plagiat, og hjertet synes gjort af rene emblemer.

Gennem hele romanen bygger Hegemann hurtigt og præcist ubehagelige, men troværdige, rum op, som næsten umærkeligt skrider over i metaforlignende tableauer. Hør bare her i et nøgleafsnit, hvor Miftis afdøde mor får dæmonisk karakter:

»Jeg står grædende på mit mors værelse og får kylet to porcelænsdåser med mine mælketænder og grundløse beskyldninger i fjæset. Hun siger hun skal dø. Hun skærer min knæhase over med en ekstraklinge til en hobbykniv. Hun skærer mine sener over uden den store kræftanstrengelse, hun skærer alt hvad der bare på mindste måde tilhører mig over, hun sætter ild til mine åbne sår med en genopfyldelig elektronisk lighter med børnesikring og en påtrykt reklame for alu-folie. Hun siger, at jeg er det bedste, der nogensinde er sket for hende.«

Vi går fra det sandsynlige, voldsomme skænderi med kastede dåser til den rå situation, hvor moren ridser i sit barn, til den uhyrlige vision, hvor virkelighedsrummet kollapser, når moren skærer alt over og sætter ild til. Det er svært præcist at udpege, hvor kollapset sker. Vi får ikke at vide, hvor grænsen går fra reel situation til emotionelt billede. Selve glidningen bliver en central del af ubehaget, som læser er man i tvivl om, hvornår man skal holde op med at tro på jeg-fortælleren.

Der bliver hele tiden arbejdet med stedet mellem hukommelse og fantasi, virkelighed og drøm, citater og 'originalt stof'. Hos Hegemann er den skandaløse løgn den sandeste udgave af historien. De eksemplariske beskrivelser (hobbykniven, lighteren) er typisk for Hegemann, som ved hjælp af den præcise taktilitet mimer en 'ægte' sansning, der er med til at gøre det svært for os at gennemskue, hvornår skiftene mellem rum sker. Selv på sætningsniveau arbejder Hegemann altså med autenticitetsbegrebets flygtighed. Man kan sige, at romanen ofte, af forfatteren, trækkes hen mod det tredje sted, hvor en og en bliver til noget andet, »jeg er noget mere, noget mindre end mig« som Hegemann skriver.

Axolotl Roadkill er mange ting, men det er vigtigt at nævne, at den også er en desperat hyldest til Kathy Acker. Hegemann takker Acker bagerst i bogen og skriver tydeligt videre på den ensomme lemlæstelse af popkultur og en slags sorgens bersærkergang, som er nogle af Ackers varemærker. Ligesom Acker forsøgte at kæmpe sig ud af de familiære mønstre og kønsroller, som på mange måder udgjorde hendes identitet, nægter Hegemanns Mifti at blive voksen og lider på det nærmeste druknedød i sin evighedspubertet. Dæmonmoderen, den apatiske liderlighed, stofferne og storbyen. Axolotl Roadkill er en genrejsning til det, som fejlagtigt blev kaldt punklitteratur, men som på intet tidspunkt tilhørte nogen litterær genre: At skrive som et påkørt dyr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hegemann blev allerede i vinters voldsomt hypet i op til flere artikler i Information i anledning af debutens modtagelse i Tyskland. Nu er bogen blevet fordansket og så skal vi til det igen: Helsidesportrætfoto af "vidunderbarnet" pryder forsiden af bogsektionen og inde i avisen søreme endnu et foto af Hegemann. Information må jo mene at disse promopics indeholder mægtig meget information; jeg selv forholder mig mere skeptisk til denne tendens og erindrer med gru da bogsektionen i anledning af Josefine Klougarts debut, var omdannet til modetillæg (med Klougart som model).

Nå, trods al balladen kan Axolotl Roadkill jo være et interessant nok bekendtskab. Men som det forhåbentlig fremgår, risikerer denne hæmningsløse kolportering af blot og bar overfladiskhed (promopics og smarte redaktørklichéer) at have den omvendte effekt (ihvertfald hos undertegnede). Jeg frastødes af virakken og det bliver mig imod at købe bogen.

Anmeldelsen i sig selv er gennemgående lødig, men Ravn kan ikke dy sig og hopper selv på virakvognen; og det er uheldigt, for det resulterer let i intetsigende fraser som "al hurlumhejet sætter kun en ekstra fed streg under Hegemanns projekt" (smart!) og "Selv på sætningsniveau arbejder Hegemann altså med autenticitetsbegrebets flygtighed." (ja, hvor skulle hun ellers arbejde med det?) og "Man kan sige, at romanen ofte, af forfatteren, trækkes hen mod det tredje sted, hvor en og en bliver til noget andet" (sic!)

Der tales meget om det skandaløse omkring Hegemann og hendes bog. Men det mest skandaløse er dog at René Jean Jensens glimrende digtsamling "Jeg har planlagt at dagdrømme", endnu ikke er blevet anmeldt endsige omtalt i Information. René Jean Jensen har i parantes bemærket ansvaret for oversættelsen af Axolotl Roadkill og dét i sig selv er et kvalitets-stempel.

Erik

Det interessante er jo at finde under promo-billederne... På den måde hænger illustration og artikel vel fint sammen.
Jeg vil ihvertfald se om jeg kan få hakket mig gennem bogen, så jeg også har mulighed for at blive lidt forarget - på trods af artiklen følges af et stort billede.

Jeg ved ikke rigtigt, Kim. På et metaniveau kan man få alt til at hænge sammen. Olga Ravn indleder sin anmeldelse med en kritik af "mediemaskinepjatteriet", for straks efter at lade sin begejstring (og ikke et ondt ord om begejstring) lægge nye alen til netop den af mediemaskinen oppumpede mytologisering af værk/forfatter.

Det med forfattergigafotografierne irriterer mig virkeligt. David Rehlings anmeldelse af Mann-biografien er også ledsaget af et helsidesfoto af patriarken i den sædvanlige positur med 1 hånd i jakkelomme og 1 hånd fattet om cigar , som man har set til hudløshed. De fotos tager plads op; plads hvor der kunne være boganmeldelser for hulen!