Læsetid: 3 min.

Den Søndergaardske gåtur

'Denne bog bør have en handling, en form for drama, en udvikling og et klimaks, men det har den ikke,' skriver Morten Søndergaard. Det virker lidt som en dårlig undskyldning
8. oktober 2010

Den Søndergaardske gåtur er en legende, nysgerrig gang gennem landskabet, som det nu kommer dumpende. Tid og rum er flydende, gåturen er ikke på den måde lineært fremadskridende, den er også pakket med associative udflugter og angst og eufori og spring fra fortid til nutid og datid og rundt igen. I Morten Søndergaards nye bog Processen og det halve kongerige spankuleres der videre ud i verden, mere løst, mere poetisk flanerende end før set fra Søndergaards side.

Daggryet er tilbagevendende. Og det er en morgen med lys og redebon morgenstivert og et dejligt du i sengen. Gåturen er også, på mange måder, en slags evig morgen, altid ny, altid i sin begyndelse, når man drejer om næste hjørne.

På samme måde arbejder Søndergaard med en åben og inkluderende skrift, der lader livet strømme igennem sig. Hans bog har ingen genrebetegnelse, det er ret symptomatisk for værket i sig selv. Formelt set kan vi kalde det genreløs prosa, åben for fortolkning. Altså en lang tekststrøm uden provokerede linjeskift, men med et klart poetisk omdrejningspunkt.

Der står virkelig meget om sprog og digtning og poetik. Man kunne sige, at bogen udelukkende handlede om sproget, men det er noget pjat. At gøre sig tanker om litteraturen og poesien er en naturlig del af det fortællende jegs liv på lige fod med trafikken og hjemmets dårlige internetforbindelse.

Farmor og Chopin

Når Søndergaard bliver anekdotisk fungerer stilen virkelig godt. Det er her, at det åbne værks udstrakte mark, og al det Umberto Eco taler om, kommer til sin ret. Historierne trækkes ind fra Discovery Channel, fra barndommen, kunsthistorien, fra nærmeste beværtning og alle mulige andre steder. Det er først og fremmest bare sjovt, men det skaber også en samhørighed mellem farmor og Chopin, der begge led af dødsangst.

»Kussen er en sprække / pikken er rund / alligevel passer de sammen«, skriver Søndergaard på levering, da en borgmesterkandidat beder ham om noget poesi til kvinderne. Det er megaplat, men fedt at Søndergaard giver sig selv lov til at være fjollet. Hele tiden er der den her eufori over at være i live. Bogens sidste del flyder over med ømme kærlighedserklæringer til det du, jeg'et lige går rundt og lever sit liv med. Halvaparte biologisk trivia indblandes begejstret i kærlighedsrummet. Der festes med den slimede søanemone af vidunderlig seksualitet.

What you read ...

Det vrimler med tilbagevendende motiver, forladte huse, telefonproblemer, H.C. Andersen, Kafka (jvf. titlen) og så videre. Det er ret fristende at kaste sig ud i en hardcore symbolsk læsning af de forskellige ting, men hver gang jeg prøver på det, får jeg en slatten analyse ud af det. Det er ikke rigtig spændende, om litteraturen er et forladt hus eller ej, Søndergaard går rundt i det under alle omstændigheder. På den måde lykkedes det bogen at undvige et mere traditionelt læsermøde, hvor teksten er en nøjagtig optegnet kode, der gemmer på usagte erkendelser. Det er alligevel okay befriende, at der ikke ligger et såret dyr på bunden af bogen, en dunkel hemmelighed som teksten udspringer fra. What you read is what you get.

Men nogen gange kan det godt virke mærkeligt, at Søndergaards alligevel ret radikale værkopfattelse ikke har smittet mere af på hans sætningskonstruktion. Den ser helt konventionel ud ved siden af den overordnede form. Et stærkt skønhedsideal, som kan virke en smule brugt (isfugle, dødens blomster), forhindrer det åbne værk i at være så åbent endda. Det er klart, når stjernerne fråder, og billederne bliver grove, at det virkelig rykker.

Søndegaards bog har ikke noget centrum, der er ingen hovedkonflikt. »Denne bog bør have en handling, en form for drama, en udvikling og et klimaks, men det har den ikke.« skriver han. Det virker lidt som en dårlig undskyldning. Jeg er ikke sikker på, at det partout gør en bog litterært interessant, at den gør op med tidligere tiders narrative skeletter. Det anti-hierarkiske ideal har den kæmpe svaghed, at det næsten er umuligt at tale om, at noget er bedre end noget andet. Det kommer der rigtig mange kedelige sider ud af blandt ret mange gode.

Hvordan skal man redigere en tekst, som gerne vil gøre plads til hvad som helst? Er der lodne og udflydende skønhedsidealer, der skal svinge sceptret? Er der gode og dårlige måder at kede sig på?

Pludselig skal jeg til at afgøre om sådan et værk overhovedet er holdbart, det kan jeg slet ikke finde ud af. Nogen, der forsker i litterær kedsomhed, må gerne ringe til mig med det samme på telefon: 31 40 18 96.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu