Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sort på den forkerte måde?

Enebarnet Condoleezza Rice voksede op med en fast tro på, at man aldrig er offer for sine omstændigheder, og at hårdt arbejde betaler sig. Og hun fik ret. Amerikas første sorte kvindelige udenrigsminister skylder sine højtelskede forældre alt, fortæller hun i en erindringsbog, der tenderer det kliniske, og som hele vejen igennem holder distance til læseren
Kultur
30. oktober 2010
Lidt for neutralt. Det lykkes på forunderlig vis Rice at tegne et racemæssigt nærmest 'neutralt' billede af sig selv og sin opvækst i det dybt racistiske Alabama, en illusion om, at enhver, der har ordentlige og hengivne forældre og arbejder hårdt, kan realisere den amerikanske drøm.

Lidt for neutralt. Det lykkes på forunderlig vis Rice at tegne et racemæssigt nærmest 'neutralt' billede af sig selv og sin opvækst i det dybt racistiske Alabama, en illusion om, at enhver, der har ordentlige og hengivne forældre og arbejder hårdt, kan realisere den amerikanske drøm.

Karin Cooper

»I 2005 havde USA en sort, kvindelig udenrigsminister, og alligevel er det stadig, som om det sorte USA snarere har observeret dette faktum end fejret det. Der er en uudtalt enighed om, en følelse 'derude' om, at Condoleezza Rice ikke er er sort på den helt rigtige måde ... hun er ikke 'en af os'.«

Sådan skrev New York Times, da avisen forrige søndag anmeldte Condoleezza Rices just udkomne erindringer, Extraordinary, Ordinary People - A Memoir of Family.

Avisen noterer sig, at en del af det paradoks naturligvis opstår, fordi Rice er republikaner, og fordi hun var medlem af en regering, hvis leder endte med at være ekstrem upopulær. Da den ledende og respekterede sorte borgerrettighedsorganisation NAACP (National Association for the Advancement of Colored People) hyldede Rice i 2002 og tildelte hende hædersbevisningen, President's Image Award, fik det flere sorte notabiliteter til at protestere, herunder den sorte historiker Manning Marable fra Columbia University, som kaldte Rice for »en ledende raceforræder«.

Helt unormal

Men der findes også en anden, konkurrerende mulig begrundelse. Rice har en enestående evne til at holde andre mennesker fra livet. Hun var berømt for det, da hun sad i regering, og det ikke bare mærkes, men gennemsyrer den foreliggende biografi på en unik måde. Selv om biografien er bevidst personlig - sigtet er at beskrive forfatterens opvækst i det dybt segregerede Birmingham, Alabama, og hele bogen er skrevet som en hyldest til Rices hengivne forældre, John og Angelena - så efterlades man som læser med langt flere spørgsmål end svar på, hvem Condoleezza Rice egentlig er.

Hun kalder selv sin opvækst for »helt normal«, men det var den ikke. Hun var enebarn, og hendes forældre ofrede alt for, at pigen med det store hoved - på et tidspunkt kaldte hendes kammerater hende for 'vandmelonen' af samme årsag - kunne komme frem i verden.

At det lykkes er ubetvivleligt, men læseren efterlades i mørket, når det gælder svar på spørgsmål om, hvad den unge (eller den ældre) Condoleezza brænder for? Hvad eller hvem elsker hun - ud over sine forældre. Hvad gør hende vred, ked af det eller jublende lykkelig. Vi ved det ikke, men vi hører om, hvordan det determinerede vidunderbarn stod op kl. 4.30 for at øve sig i timevis på skøjteløb, før hun gik i skole kl. syv og direkte til klaverundervisning, når timerne sluttede om eftermiddagen. Vi ved, hun gav koncerter som niårig og endte som feteret pianist - hun begyndte med at spille, da hun var tre. Og hun beskriver nærmest køligt observerende, som om det hele handlede om en anden end hende selv, hvordan hun får smag for de studier i først russisk historie, så den daværende Sovjetunions sikkerhedspolitik, der fører hende ind i Amerikas helligste haller og i første omgang gør hende til Bush Seniors nationale sikkerhedsrådgiver.

Aldrig et offer

Der er ingen tvivl om, at Condoleezza Rice godt selv er klar over, at hun er en mønsterbryder. Hun siger selv i bogen, at hendes forældre hele tiden indprenter hende, at hun som sort bliver nødt til at være »dobbelt så god som dem« (de hvide), fordi selv om »de måske ikke kan lide dig, så bliver de nødt til at respektere dig«. Men hun skriver videre, at hun er opdraget med en fast overbevisning om, at der »ikke findes noget værre end at opfatte sig selv som et hjælpeløst offer for sine omstændigheder«. Og senere i bogen slår hun fast, at hun hellere vil »ignoreres af republikanerne end blive patroniseret af demokraterne«.

Det lykkes på forunderlig vis Rice at tegne et racemæssigt nærmest 'neutralt' billede af sig selv og sin opvækst i det dybt racistiske Alabama, en illusion om, at enhver, der har ordentlige og hengivne forældre og arbejder hårdt, kan realisere den amerikanske drøm. Man ender med et registrerende billede af hendes tid som studerende ved Stanford University, det senere liv som underviser og senere provost, hvor især beskrivelserne af arbejdsbyrden som både forsker og underviser nærmer sig det kliniske. Det er ikke fordi, der ikke er konflikter. »Det blev ikke nemmere at være en ud af blot to kvindelige undervisere på Stanford, at forsamlingen altid blev tiltalt som 'gentlemen',« noterer hun tørt. Men det fører ikke til refleksioner, hun ønsker at dele med sine læsere.

Ikke identitetskamp

På sæt og vis er Extraordinary Ordinary People endt som antitesen til præsident Obamas erindringer, Dreams from my Father. Hvor den senere præsident skildrer sin kamp for at komme overens med sin identitet og sin plads i samfundet, virker Condoleezza Rice, som om hun aldrig har haft en eneste anfægtelse i sit liv. Og det er selvfølgelig ikke sandt. Alle mennesker, ikke bare de begavede af slagsen, en skare Rice så tydeligt tilhører, gennemgår kriser, opture og nedture, men hun foretrækker at skærme sig selv. Vist har hun haft kærester, »et par flinke fyre,« men det blev så bare ikke til noget.

Politiske modstandere, jovist, men det bliver heller ikke til overvejelser om politik, endsige om tiden i Det Hvide Hus, hvor det ellers ville have været spændende at høre, om den efter sigende strategisk begavede Rice på noget tidspunkt var uenig med de to Bush-generationer, hun har arbejdet for.

Men det får vi heller ikke noget at vide om, ligesom vi ikke hører om hendes holdninger til hverken Berlin-murens fald, den første Irak-krig eller 11. september. Bogen slutter i år 2000, efter Rices elskede forældre begge er døde. Måske kommer der en mere spændende samtidsanalyse i 2012, hvor Rice har bebudet en såkaldt »politisk erindringsbog« i modsætning til denne personlige.

Reality-katarsis

Dermed ikke være sagt, at nærværende bog er spild af tid. Det er fascinerende at læse om den 13-årige Rice, som forelsker sig i Mozart på et tidspunkt (i 1968), hvor alle andre på hendes alder sværmer for Elvis Presley. Fortællingen tilbyder også et for en dansk læser sjældent kig ind i et sort middelklasse-univers i 1960'ernes og 1970'ernes raceopdelte Amerika. Hvor de sorte forældre passer sig selv og deres arbejde, holder deres kyseklædte, lektielæsende, pianospillende og skøjtende børn i et kærligt jerngreb af ambitioner, væk fra de dårlige, urolige fattige sorte kvarterer, mens de selv går i kirke, læser aviser og bøger og studerer flittigt.

At Rice i stilhed er fan af Led Zeppelin og har »hang til overspringshandlinger«, som hun tilstår i bogen, er tæt på at virke utroværdigt. På den anden side, i disse reality-tv-tider, hvor vi alle er nøglehulskiggere, der insisterer på at vide alt om hinanden, kan Rices kølige insisteren på introspektion også have en katarsisk effekt. Der findes stadig mennesker, der ønsker at beholde dele af deres indre for sig selv, hvilket på et plan er ganske befriende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi er for en stor del helt enkelt ikke spor interesserede i fruens forsøg på at give sig selv et eftermæle i europæisk sammenhæng. Blah, Blah...

Med venlig hilsen