Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Sortsynsoptimisten

Viggo Madsens gakkede grin formår ikke at dække over hans nye digtes gennemgående monotoni
Kultur
29. oktober 2010

Ser man forsøgsvis helt bort fra den overgivne og ofte originale humor i Viggo Madsens nye digte - og det må man naturligvis ikke, siden de står og falder med den - opdager man en følelses-kredsen af temmelig traditionel karakter. Der snakkes konstant om 'smerte og længsel', 'fortvivlelse og angst', og læseren ventes, digt efter digt, godhedsfuldt at glæde sig over den kolossale afstand mellem tekstens grundstemning, der mest er sort som kul eller til nød grå som aldrende asfalt, og så den sprudlende dynamik oppe i overfladen.

Jeg'et, Verden, Tiden

Ok, jeg ved udmærket, at formen og indholdet principielt set ikke sådan lader sig adskille. Men det er ikke noget, jeg gør. Det er noget, Viggo Madsen gør, når han spænder sit farverige sprog for monoton tematik såsom Identitet - »er jeg mig, eller er jeg en anden?« - eller Virkelighed i »en stadig genfindende fordobling, / så man til sidst ikke ved, hvad der er virkeligt / og hvad der er en afspejling af det virkelige«.

Det er kedeligt udtænkt og bare slapt skrevet, ligesom følgende almene refleksion over et tredje tungt eksistentielt tema: Tiden og dennes ubønhørlige gang: »ethvert øjeblik er et øjeblik / for der findes kun det samme / om et øjeblik er det forpasset / tiden er gået / og der er ikke noget at gøre ved det / du fik din chance / men du greb den ikke / og det mistede er ikke længere til salg«.

Sådan står der faktisk i et digt med den forskruede titel »Forhåbningens tendens til at falde opad«. Her er endogså det gakkede grin forsvundet.

Speedet selvsamtale

Formmæssigt lægges de fleste af samlingens digte til rette som en slags speedet selvsamtale, med bratte udråb og korrigerende indskud. Standardgrebet består i et sammenstød af konkret og abstrakt - som når »forståelsens spartelmasse« skal »fuge ud mellem ubegribelighederne« (abstrakt-konkret, efterfulgt af en modsat kobling mellem konkret og abstrakt). Eller når Viggo Madsen excellerer i det at beskrive indre følelser med følelsesfremmede, ofte tekniske eller administrative gloser: »forståelsens samordningsfradrag«.

Ikke helt sjældent støder man ind i herlige onelinere (»tandpinen alene gjorde det ikke, afgjorde hun«), og man kan ofte glæde sig over ægte, originale fund, som når digteren anskuer livet »som en overspringshandling« og i samme åndedræt fremsætter det som sin helt personlige formodning, at overliggeren er sat for højt!

At træde i karakter

At sige: kønnet har bragt mig så vidt, så må tidsånden besørge resten! det er Madsen, når han er bedst. Hvad han altså bare desværre kun alt for sjældent er i denne på én gang diffuse og gentagelsesprægede samling, hvis motiviske tomgang karakteristisk nok viser sig i så godt som uvarieret genbrug rundt om af favoritgloser (»genkendelighed«, »det vidunderlige«) og yndlingsfraser såsom den i forvejen fuldkommen nedslidte »at træde i karakter«.

Jeg har, det skal ærligt indrømmes, nydt den desperate humor og den fatalistiske fandenivoldskhed. Men lige netop denne gang var det ikke specielt dekorativt at se Viggo Madsen total-automatisere sin velkendte sortsynsoptimisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her