Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Terrorplaner i København

Michael Katz Krefeldt fanger spændingerne i dagens Danmark i en rigtig god thriller af internationalt snit
Kultur
29. oktober 2010
Virkelighed. Engang misundte vi svenskerne, når talen faldt på thrillere med bund i internationale spændinger og politiske intriger. Men nu er trafficking, narkohandel, terrorceller, politiske topmøder og hjemvendte soldater med ar på sjælen også en del af den danske virkelighed. Og det forstår Michael Katz Krefeldt at udnytte.

Virkelighed. Engang misundte vi svenskerne, når talen faldt på thrillere med bund i internationale spændinger og politiske intriger. Men nu er trafficking, narkohandel, terrorceller, politiske topmøder og hjemvendte soldater med ar på sjælen også en del af den danske virkelighed. Og det forstår Michael Katz Krefeldt at udnytte.

Ole Christiansen

Der var engang, vi skævede misundeligt til Sverige, når talen faldt på thrillere med bund i internationale spændinger og politiske intriger. Forklaringen på, hvorfor de kunne skrive om den slags, når danske forfattere (med Leif Davidsen som undtagelse) tydeligvis ikke kunne, lød, at derovre var det virkelighed. Sverige var et land med farlige nynazister, russiske ubåde i Skærgården, en markant våbenindustri og en myrdet statsminister. Det manglede da bare, at agent Hamilton tog affære.

Hvorvidt tingene har ændret sig i Sverige, skal her være usagt, men det har de som bekendt herhjemme, hvor alt fra trafficking og narkohandel over muslimske terrorceller til politiske topmøder og hjemvendte soldater med ar på sjælen med største selvfølge optræder i danske kulisser på kriminalromanernes spændingsmættede sider.

En af de bedste i genren er indtil videre Michael Katz Krefeldts Protokollen, der begynder med en bilbombe, som dræber 23 mennesker på Kongens Nytorv.

Nikolaj Storm, der er chef for PET's kontraterrorgruppe, bliver sat på sagen, og efterforskningen fører ham i retning af en muslimsk celle på den københavnske vest-egn.

Vold under afhøring

Herude i ghettoen bor Katrine Bergman. Hun er egentlig suspenderet fra sit job som drabsefterforsker, fordi hun har brugt vold, da hun afhørte en forbryder. Men den slags glemmes, når det gælder rigets sikkerhed, så Storm hyrer hende til at infiltrere naboerne.

Det gør hun modvilligt, da hun ikke vil forråde sine rødder i kvarteret, men fermt, hvilket specielt kommer til udtryk, da hun skal bryde ind hos den hovedmistænkte et par rækkehuse fra hendes egen opgang.

På vej derovre støder hun på en flok mørklødede pushere. På det tidspunkt er stemningen mellem de forskellige etniske grupper i kvarteret og mellem politiet og de unge med indvandrerbaggrund spændt, og da Katrine spørger, om hun kan købe en joint, ryster de på hovedet. De vil ikke sælge til en »panser-so«, som hende.

»Ekspanser« svarer hun og får hurtigt fortalt, at hun blev fyret, fordi hun bankede en pædofil, »der kneppede små drenge, inden han slog dem ihjel.«

Så er hun accepteret, og således får Katz Krefeldt ganske uden at vifte med den store belærende pegepind vist, hvordan der de spændinger, som præger det danske samfund, trods alt er enighed om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

I det hele taget har forfatteren så megen tillid til sin historie, at han lader den folde sig ud i et sikkert og dramatisk anslag uden nogen som helst fortolkende eller forklarende svinkeærinder.

Vi kan eksempelvis godt fornemme, at Storm er ved at ødelægge sit ægteskab, fordi han er besat af sit job, uden at vi hver dag behøver at tage med ham til forældremøder på skolen, på indkøb med familien, eller hvad det nu måtte være. På samme måde bliver vi ikke præsenteret for de store detaljer fra Katrines fortid.

Parodi på Vietnam

Tingene er selvfølgelig sat på spidsen i Protokollen, som det skal gøres i en kriminalroman, og ja, det kan da godt være, at der ikke findes mange kvinder af Katrines hårdkogte og Hemingway'ske kaliber ude i verden, men i afsnittene, der følger hende og Storms efterforskning, er der ærlig talt ingen grund til at stoppe op og undre sig over noget. Det er pokkers medrivende, og det lyder i det store hele ganske plausibelt.

Helt så let glider handlingens andet spor ikke ned. Her i følger vi en hjemvendt soldats forsøg på at finde sig selv og få ansættelse i et moderne vagt- og sikkerhedsfirma ved navn Valhal Securities. Benjamin, som han hedder, nærmer sig en parodi på en af de sølle fyre, vi har set i så mange film om Vietnam-krigen, og hans naivitet og iver efter at høre til i sit nye mandhaftige miljø, hvor mænd er bodybuildere, FCK-hooligans, ekssoldater og voldspsykopater (og gerne det hele på én gang), er svær at tro på.

Men uden Benjamin og Valhal Securities ville plottet ikke hænge sammen og Michael Katz Krefeldst sympatiske og i øvrigt troværdige pointe ikke kunne hives hjem, forstår man til slut - og dertil når man hurtigt, for trods nævnte anker er Protokollen både fængende, velskrevet og altså aktuel. Den kan varmt anbefales fans af både Guillou og Grangé.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her