Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Unge Fannys lidelser

Jane Campions kærlighedsdrama ’Bright Star’ er vellavet, men også lidt kedeligt
Jane Campions kærlighedsdrama ’Bright Star’ er vellavet, men også lidt kedeligt
Kultur
14. oktober 2010

Den romantiske ode- og brevpoet John Keats (1795-1821) ligner i skikkelse af velcastede Ben Whishaw (Le Parfum) en udsultet, bedrøvet hundehvalp. Om det bevidner geniets delikate følsomhed eller bare viser dagdriverisk vattethed er svært at sige – også for nabodatter Fanny Brawne (Abbie Cornish). Fanny læser den ludfattige poets eposdigt Endymion for at vurdere, om Keats er »idiot eller ej«, men det er svært at vide, når man er en fashionista med større sans for 1810’ernes moderigtige korsstingsbroderier end for romantisk poesi.

De to forelsker sig først snigende og så højdramatisk, og da Keats dør af tuberkulose, reciterer Fanny paralyseret sin elskedes poesi. Hun har fattet den nu – ligesom eftertiden lærer at påskønne Keats. Instruktør Jane Campion (The Piano) vil også have os til at fatte ved at føle. Vi skal, scene for scene, filmvers for filmvers, forføres af filmens sanselighed, smukke nærbilleder og digtrecitationer. Vi skal forelske os i den kærlighedshistorie, der har bragt Fanny tæt på poesien. Det fungerer godt, da de to turtelduer efter første læbekys – for mere action bliver det aldrig til – vandrer flyvsk fornøjede hjem ført an af Fannys søster Toots. Hver gang Toots, et fregnet myr, vender sig om efter dem, bremser de to op og fryser som i stopdans. Hver gang hun kigger væk, dingler de kåde ind i hinanden igen. Frys. Kys. Frys. Kys. Det er et helt rigtigt billede på den unge lalle­glade smaskforelskelse.

De har jo tøj på!

Der er noget fjerlet og underspillet over Campions instruktion. Billederne er delikate som et akvarelmaleri, og filmen bliver aldrig svulstig eller melodramatisk, selv om de to er lige så ungdoms­lidende som Goethes Werther. Da Keats drager på skriveferie med bedstevennen Charles Brown (dystert og sårbart spillet af Paul Schneider), fylder Fanny sit sovekammer med blafrende sommerfugle. Her sygner hun skiftevis hen og liver op afhængigt af de – siden verdensberømmede – breve, Keats sender fra sit eksil. Da Keats vil kappe forbindelsen – for, alas!, hvilken fremtid kan han tilbyde uden penge? – bliver Toots sendt i køkkenet for at spørge efter en kniv, så »søster kan slå sig ihjel«.

Denne milde ironiseren er velvalgt – og tiltrængt. Især hvis man ikke er så erogen på hjertekulen, når det kommer til uskyldige 1800-tals længsels- og klasseskelsromancer. Hvis man som jeg, og modsat Fanny, er uberørt og uforelsket og dermed heller ikke poetisk beriget, da titeldigtet til slut læses op, får man lyst til at give sin snøftende sidemand et virkelighedstjek: »De har jo intet tøj på!«

Men det har de to jo faktisk. Hele filmen igennem.

På flere måder. Det er vellavet, men, tør jeg skrive det: også lidt kedeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her