Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Vanens magt og følelsens kraft

To af David Humes og den vestlige verdens vigtigste filosofiske skrifter om erkendelse og moral foreligger nu i Claus Bratt Østergaards fremragende danske dobbeltoversættelse
Kultur
1. oktober 2010

I 1754 forsøgte fakultetet at få David Humes fyret som bibliotekar for The Edinburgh Faculty of Advocates med den begrundelse, at han havde bestilt »adskillige usømmelige bøger, der var uværdige til et lærd bibliotek«. Om disse og andre ubehagelige magter skrev han frygtløst, syrligt og veloplagt:

»Cølibat, faste, bodsgang, kødets spægelse, selvfornægtelse, ydmygelse, tavshed, isolation, hele striben af klosterdyder Man skaffer sig hverken større rigdom i verden eller bliver et mere værdifuldt menneske i samfundet Tværtimod man bedøver forstanden, forhærder hjertet, fordunkler fantasien og forsurer humøret.«

Men det var nu ikke bare den skotske filosof David Humes anliggende at kritisere samtidens religiøse systemer og sure livsstil. Hume, der levede fra 1711 til 1776, regnes for at være en af grundlæggerne af den klassiske, engelske empirisme. I kølvandet på ætsende sætninger som f.eks. »Erfaringen er vor eneste vejviser, når vi ræsonnerer over kendsgerninger« kunne der nu med sindsro og filosofisk rygdækning iværksættes nysgerrige eksperimenter med henblik på at afdække sanserige sagsforhold i verden. Det er ikke muligt for os at tænke på noget, som vi ikke tidligere har følt eller sanset, skriver Hume. Alle erfaringsbaserede slutninger er virkninger af en vane, ikke af et fornuftigt ræsonnement. Således forestiller vi os, at solen også vil stå op i morgen; men vi ved faktisk ikke, om det sker; vi har blot vænnet os til at tro, at den ene årle dag vil ligne den anden.

Moral og følelser

Hume undersøger den menneskelige natur, og han anser vanen for at være det afgørende princip i den måde, vi forstår og erkender verden på. Han prædiker sund fornuft. Det drejer sig om at »befri lærdommen fra dens dunkle spørgsmål« og om at vinke farvel til religiøs og dogmatisk metafysik, at vende ryggen til luftspejlinger, selvbedrag og obskure sandheder og at bekæmpe uvidenhed. I modsætning til de samtidige filosoffers fornuftstiltro og eksempelvis René Descartes rationalistiske system, der gjort den tænkende kropslige væren til erkendelsens arnested (Cogito, ergo sum) pointerer Hume, at sindets evne til at kontrollere sig selv er yderst begrænset.

»Den myndighed, som vi besidder over for følelser og lidenskaber er meget svagere end den, vi udøver over vore idéer.«

»Påstanden er den, at moral bestemmes af følelse«. Hume mener ikke, at moral bliver til eller kan tænkes i et tids-, krops- eller kontekstløst rum. Han definerer dyden som en hvilken som helst mental handling eller egenskab, der giver beskueren en velbehagelig følelse af billigelse. Dermed bliver moralen bragt i samklang med menneskelige følelser og tilbøjeligheder, hvilket Immanuel Kant, der ellers priste Hume for at have formået at vække ham af hans dogmatiske slummer, bestemt ikke gjorde. 12 år efter Humes død rensede Kant den praktiske fornuft for krop og tilbøjeligheder og tænkte i stedet moralen som noget kategorisk og ikke-empirisk. Hos Hume forlyder det derimod, at hvor fornuften er kølig og uengageret, er følelsen varm og passioneret. Den er funderet i menneskenaturen og evigt og ufravigeligt den samme, hævdes det. Moral er ikke et objekt for forstanden, og Hume gør sig mange forestillinger om sammenhængen mellem velvilje og social retfærdighed. Det er hans ambition at søge at koble egenkærligheden med den(s) samfundsmæssige nytte. »Det gør godt at gøre det gode«, som oversætteren Claus Bratt Østergaard skriver i sin koncise præsentation af Humes liv, virke og værk.

Endnu engang har Østergaard, dette energibundt af en polyglot, der tidligere har taget imponerende livtag med Kant, Hegel og Hobbes, oversat nogle uomgængelige klassiske filosofiske værker til dansk. Han har faktisk ikke bare oversat, men også udstyret den store dobbeltudgivelse, indeholdende Humes to væsentligste værker om erkendelse og moral, med en række forklarende fodnoter, der understøtter og kvalificerer modtagelsen af teksten.

Cirka 250 år efter Hume finder læseren det næppe særligt overraskende, at mennesket som et socialt, kropsligt, aktivt og sansende væsen sættes i centrum af et filosofisk værk. Vi lever i en tid, der efterhånden har vænnet sig til at tale om situerethed, embodiment, embeddedness og in-der-Welt-sein. Men i Humes samtid var det ikke hverdagskost at hævde, at det var filosofiens opgave at undersøge det almindelige liv:

»Vær filosof, men vær til stadighed menneske i al din filosoferen.«

Hume føler sig forvisset om, at han ikke blot taler på filosofstandens eller på egne vegne. Han tager ligefrem naturen til indtægt for sin anbefaling: »Naturen vil altid fastholde sin ret og have det sidste ord i forhold til ethvert abstrakt ræsonnement«.

Hvorfor læse Hume?

Der er mindst fire gode grunde til at læse Hume i dag. For det første bliver man klogere på 1700-tallets tænkning og den filosofiske tankehorisont, der tog form i oplysningstiden. For det andet er det nødvendigt at læse Hume, hvis man vil forstå ikke bare Kant, men også empirismens, positivismens og den analytiske, angelsaksiske filosofis historie. For det tredje har Humes empirisme været med til at forme den tid og de videnskabelige idealer, vi selv er rundet af og stadig lever midt i. Hume skriver også om filosofiens praksis, evidens, kunst, lighed, frihed, empati og humanitet. For det fjerde inviteres man til og nu på en solid baggrund at kunne opponere imod nogle af Humes mange påstande. Hvordan kan han tale med så stor sikkerhed om naturens love og om den menneskelige naturs beskaffenhed, når han kun har vanen at holde sig til? Kan det lade sig gøre at sætte en absolut kontrast mellem vane (empiri) og fornuft (teori) i lyset af vor samtids kognitionsvidenskab, kognitive semantik og hjerneforskning? Er Hume ikke en kende erkendelsesteoretisk og sprogfilosofisk naiv, ihukommende Heideggers, Adornos, Wittgensteins, pragmatismens, Heideggers, Foucaults, Luhmanns og diskursanalysens indsigter i løbet af det 20. århundrede?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her