Læsetid: 3 min.

Vantro og arvesølv

Somme tider lærer man nye ord i fjernsynet, eller måske er det bare de gamle, man glemmer
Modreaktion? Udgangspunktet for debatten i 'Deadline' var forholdet til radikal islam. Der er tale om en aggressiv bevægelse mod os fra den radikaliserede del af den islamiske verden, mente en kombattant. Man kunne naturligvis godt mene, at den aggression kunne være udløst eller forstærket af vores adfærd gennem de senere år, men det kom dog ikke til debat.

Modreaktion? Udgangspunktet for debatten i 'Deadline' var forholdet til radikal islam. Der er tale om en aggressiv bevægelse mod os fra den radikaliserede del af den islamiske verden, mente en kombattant. Man kunne naturligvis godt mene, at den aggression kunne være udløst eller forstærket af vores adfærd gennem de senere år, men det kom dog ikke til debat.

Ilyas Dean

28. oktober 2010

Det er mest nyhedsudsendelserne, jeg efterhånden ser. Resten af hvad i hvert fald de to kanaler bringer, hvis udbud jeg har delvis adgang til med min kasse, har jeg set i forvejen.

Søndag aften fik vi først at vide, i den tidlige aftenavis på DR 1, at Søren Kierkegaard var antisemit. At det forholdt sig sådan kan vi læse i filosoffens journaler. Det er vel dem, vi før i tiden kaldte hans dagbøger.

Med den oplysning i ryggen var jeg naturligvis spændt på, hvad der kunne gemme sig bag overskriften til anden sektion af Deadline, som under ledelse af Jes Stein Petersen er blevet en institution, og vel egentlig efterhånden er det eneste gammmeldags debatprogram, de klassiske kanaler rummer. Det eneste i hvert fald, hvor grundtanken er, at de folk, der debatterer, helst skal vide noget om det, de taler med hinanden om. Modsat Smagsdommerne.

'Det vantro Europa' hed udsendelsen, og jeg havde jo set det i et af de utallige forskræp med reklame for egne kommende udsendelser, hvormed kanalerne fylder de efterhånden meget lange pauser mellem programmerne, så jeg vidste, at kombattanterne ville være professorerne Ole Wæver og Frederik Stjernfelt. Henholdsvis fra international politik i København og fra semiotik i Århus.

Det viste sig, at emnet nærmere betegnet var 'sekularisering' eller det, at det danske samfund, især ifølge Stjernfelt, åbenbart er et 'sekulært' samfund, og at det er en del af vores kulturs 'arvesølv'.

Nu er det interessant i den forbindelse, at Stjernfelt er stiftende medlem af FRI DEBAT, en selvsupplerende gruppe mestertænkere, som i deres grunderklæring siger, at de støtter den »universelle ytringsfrihed for Loke såvel som for Thor«.

Interessant fordi det jo er en religiøs begrundelse. Udsagnet vinder betydeligt i dybde og vægt, hvis man ved, hvem Loke og Thor er, hvad de repræsenterer, og hvor stor forskel der er imellem dem.

Udgangspunktet for de to professorers samtale var dog naturligvis forholdet til radikal islam. Der er, mente Stjernfelt, tale om en aggressiv bevægelse mod os fra den radikaliserede del af den islamiske verden. Man kunne naturligvis godt mene, at den aggression kunne være udløst eller forstærket af vores adfærd gennem de senere år, hvor vi som medlem af den amerikansk ledede koalition har kastet islamiske områder som Irak og Afghanistan ud i ødelæggende krige, eller af vores urokkelige støtte til den israelske stats folkeretsstridige fremfærd på Vestbredden og i Gaza, men det kom ikke til debat.

Ole Wæver fremførte i stedet, at vi måske koncentrerer os lidt for meget om ikke at være religiøse. Det får det store flertal af verdens befolkning, der faktisk er det, især måske muslimerne, til at betragte os som et sjælløst lille materialistisk folk, der uden at blinke gør på det åndelige område, hvad amerikanerne gør på det militære.

Vi burde i stedet tage fat i det, vi egentlig er, det, vi egentlig mener, de værdier, vi egentlig står for. Så længe vi står for dem.

Heroverfor stod Stjernfelt fast på sekulariteten som princip og mente vist ikke, der på det punkt længere er råd til vaklen. Ligesom han heller ikke mener, der er det, når han andetsteds farer frem med en amerikansk bog i lommen, som han vil, at alle skal læse, for ellers kan man slet ikke diskutere, hvad radikal islam er.

Han skulle måske hellere som semiotiker begynde at lege lidt med ordene. F.eks. ordet 'sekulær', som vi vel nærmest har fået fra de franske oplysnings- og revolutionære terrortider, hvor Vol-taire, Robespierre og Saint-Just uden tvivl har kunnet lægge mere mening og større betydning i det, end det er muligt at gøre i dag.

Jeg ved godt, at det ikke har det fjerneste med ordets oprindelse eller etymologi at bestille, men sådan rent morfem- eller bogstaveringsmæssigt rummer det de gode franske ord sec og cul, altså 'tør' og 'røv'.

Jeg ved ikke, om det er morsomt, men det bringer da tankerne lidt væk fra det stift principielle, der ikke er befordrende for samtale om noget som helst.

Og for øvrigt hedder det da ikke sekulær på dansk, det plejer da at hedde verdslig. Altså af denne verden. Den bor vi vel alle sammen i med samme soleklare ret, som den moderne antropologi efter Franz Boas har lært os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu