Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vild med pinligheder

Ukendis-tv. En lummer vært, der pisser deltagerne af, en minister, der absolut ikke kan få gang i hofterne og en storsmilende bror til en tenniskendis, der får en til at føle sig som en heldig svigermor. Jeg må bekende, at jeg er fan af 'Vild med Dans', om end - og fordi - det er voldsomt pinligt
Danse-tv. I syvende sæson af 'Vild med Dans' har produktionsselskabet, Nordisk Film, måttet ty til ukendisser såsom Patrik Wozniacki ... Men underholdningen er heldigvis stadig i top og tåkrummende.

Danse-tv. I syvende sæson af 'Vild med Dans' har produktionsselskabet, Nordisk Film, måttet ty til ukendisser såsom Patrik Wozniacki ... Men underholdningen er heldigvis stadig i top og tåkrummende.

Jeppe Michael Jensen

Kultur
7. oktober 2010

Hvis øjne kunne dræbe, som man siger, var Claus Elming afgået ved døden for 14 dage siden. Efter en dommerkommentar til danser og komiker Anne Kejser, ville Elming vide:

»Allan Tornsberg siger, du har meget spredte ben, er det et generelt problem?«

Meget ulig programmets vi-er-alle-sammen-rigtig-gode-venner-stil, responderede Anne Kejser ved blot at nidstirre den kække mandlige Vild med Dans-vært. Pyh, det var pinligt. Og fantastisk. Og sådan er det med den nye sæson dans, hvor ikke mindst Venstres gruppeformand Kristian Jensen, har bidraget til tåkrummeriet.

Forud for fredagens dans lod han læserne af Jensens dansedagbog på eb.dk vide, at han havde det lidt svært med den latinske dans.

»Jeg føler mig meget fremmed i samba,« konstaterede venstremanden forrige mandag.

Onsdagen efter måtte Jensen konstatere:

»Rytmen og den vuggende bevægelse i hofterne ligger bare ikke naturligt for mig.«

Og det kan vi, der overværede hans første præstation, skrive under på.

Jaloux fru Fogh

De laveste karakterer i programmets historie blev uddelt efter første runde - Kristian Jensens kone syntes det var for strengt:

»... jeg ved jo godt, at han kan danse,« siger fru Trine således til Billed Bladet.

I fredags løb Jensen og partner endnu en gang af med rundens laveste dommerpoint for deres samba.

»Der mangler en lille smule i hofteregionen,« konstaterede dommer Britt Bendixen mildt, mens Jensens partifælle og forhenværende minister Ulla Tørnæs sad klar med opbakning blandt publikum.

Seerne reddede dog Kristian Jensen videre til endnu en omgang dans, hvilket utvivlsomt vil klæde programmet.

I denne syvende sæson har Nordisk Film, som står bag programmet, måttet ty til mindre kendte kendisser - eksempelvis en erhvervskvinde fra Herning ved navn Christina Hembo. Hun danser med den kønne Thomas Evers Poulsen, som i en tidligere sæson har svinget daværende statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen rundt. Og sidstnævnte følger fortsat med fra hjemmet i Bruxelles, hvor hendes husbond, NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, slår sine folder:

»Det er da lidt svært at se Thomas danse med en ny partner, men heldigvis har vi stadig vores dans sammen,« fortæller Anne-Mette til Her&Nu.

Ydermere har en storsmilende og hidtil ukendt Patrik Wozniacki sneget sig med på dansegulvet. Det er næppe erhvervet som semiprofessionel midtbane for Brønshøj Boldklub, der har givet ham pladsen, men snarere slægtskabet til tennisdarlingen Caroline, som også har været at finde blandt publikum.

Og så er hendes bror både høj, pæn, charmerende og en god danser - en rigtig svigermors drøm, hvor man sjovt nok selv føler sig som svigermoren hjemme i sofaen: Åh, så køn og sød han er. En rigtig (ung) mand!

Vilde med hinanden?

En anden, der faktisk har vist som en skøn fyr, er den dopingmistænkte cykelrytter Michael Rasmussen.

Trods sine 61 kyllingekilo giver han indtryk af at være en rigtig mand, når han sådan iklæder sig hvid skjorte og en stram sort buks. Rasmussen smiler og pjanker, og så har han god kontakt til sin hofteregion.

Ud over at glæde sig over de rigtige mænds evne til at kaste rundt med de letpåklædte dansepiger og at krumme tæer over de, der ikke har så megen rytme, kan flirten parrene imellem bidrage til en gedigen omgang sofaspekulation: Er de mon blevet vilde med hinanden sådan rigtigt?

En tidligere sæson har vist, at dans kan føre mere med sig. Danser Mie Moltke og den før ret ukendte skuespiller Lai Yde danner fortsat par flere år efter, de blev bragt sammen på gulvet.

Andre ukendisser har forvandlet deres potentiale efter et par runder tv-svingom. Det gælder eksempelvis for ridepigen Tina Lund, som nu har lokket sin kæreste, eks-fodboldspilleren Allan Niel-sen, med. Han danser udmærket, men er lidt kedelig - og ikke ret pinlig.

Nielsen var da også ved at ryge ud i fredagens afsnit, men desværre var det komikeren Anne Kejser, der blev sendt hjem af seerne. Hvad gik galt, ville TV 2 vide?

»Der gik sgu ikke noget galt,« lød det fra den cool Kejser.

Måske var det netop derfor, hun ikke fik lov at danse videre.

Vild med dans. TV 2 hver fredag kl 20:00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her